Inland Empire
Grænsen mellem det trygge og utrygge
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Enhver spade kan sammenflikke en mærkelig og underlig film. Man kan fx ta' Mickey Mouse-ører på og sige 'nødtørft til forret' og så bede en ven om at filme det. Så har man en mærkelig lille film. Og hvis man så tilmed stiller sig op midt i et virkeligt slagsmål på Strøget lørdag nat med Mickey Mouse-ører på og siger 'nødtørft til forret', så bliver det rigtig underligt. Og sådan kan man fortsætte efter eget behov.
Den surrealistiske films moderne mester
Men den virkeligt svære kunst, den virkeligt svære opgave - der hvor vi nærmer os det geniale - er at sammensætte underligheden så det bliver fascinerende for alle andre, eller mange andre. Det gælder om at finde den rette balance mellem det underlige og det trygge og håndgribelige, en balance mellem det velkendte og ikke-velkendte. Ren mærkelighed bliver hurtigt trættende at se på, men hvis man vender det velkendte på hovedet og poder det med noget helt nyt, har det store muligheder for at være fascinerende.
Med sin nye film, 'Inland Empire', er den surrealistiske films moderne mester, David Lynch, faretruende tæt på at miste balancen og dratte udover kanten. Det er ikke svært at afskrive 'Inland Empire' som en gang filmisk nonsens, uden sammenhæng og mening og mål og med. På den anden side er det heller ikke svært at se de store kvaliterer i Lynch' særlige og personlige billedsprog. Næsten hver en scene i 'Inland Empire' virker frisk og ny, som befriet fra alle klicheér og alle påvirkninger udefra.
En sværere, besværlig balanceakt
Lynch har før haft stort held med at balancere på grænsen mellem det trygge og utrygge. Trods manglen på god simpel fortællelogik à la fx 'Karlas kabale' og 'Matador' blev hans film 'Blue Velvet' og 'Vilde hjerter' og tv-serien 'Twin Peaks' populære blandt det brede publikum, og på trods af at Lynch ikke har haft nogen større folkelig succes med sine film siden starten af 90'erne, kan han stadig komme på forsiden af danske aviser når han besøger en højskole i Rørvig sådan som han gjorde sidste år.
Balancen mellem det mærkelige og det velkendte, mellem det realistisk og surrealistiske, var ganske enkelt så givende i 'Blue Velvet', 'Vilde hjerter' og 'Twin Peaks', at den ikke blot skaffede Lynch verdensberømmelse, men også en fast plads i vores bevidsthed som en givtig og fascinerende fortolker af det ubevidste. Men med 'Inland Empire' er Lynch altså ude i en noget sværere, besværlig balanceakt.
En dyster spådom
Filmen har alle de velkendte David Lynch-elementer - endda til overflod. Dobbelte identiteter, parallelle tilstande, sexede gys og gyselig sex, fascinationen af Hollywoods klichéer, af sæbeoperaer og kitschede tv-udsendelser, af døde rum med tunge farver, af lamper med dæmpet lys, af sofaer midt i en dagligstue og som så ofte før hos Lynch starter 'Inland Empire' med en mystisk person, der afleverer en dyster spådom til filmens hovedperson.
I 'Inland Empire' bliver skuespillerinden Nikki Grace opsøgt af en mystisk polsk dame, der mener at vide at Nikki netop har fået en vigtig hovedrolle i en film og som derefter slynger om sig med sære insinuationer og grumme forudsigelser.
Lynch'ske mareridt
Og jo, Nikki Grace får sin vigtige filmrolle i en stort opsat kærlighedshistorie. Hun skal endda spille overfor en smuk mandlig skuespiller. Alt ser godt ud indtil filmens instruktør pludselig afslører en lille detalje ved filmen: den bygger på et gammelt manuskript til en polsk film, '47', der aldrig blev færdiggjort fordi de to skuespillere i hovedrollerne blev fundet myrdet under mystiske omstændigheder. Så ruller de lynch'ske mareridtssyner. 'Inland Empire' springer frem og tilbage mellem USA og Polen, mellem Nikki Grace dagligdag med sin mand af polsk afstamning, mellem den film, hun er med i, mellem den gamle polske film, mellem polske ludere i Los Angeles og en lille særpræget sketch med mennesker med kaninhoveder som diskuterer daglidags genvordigheder mens dåselatteren bryder ud på de særeste tidspunkter.
Improviseret bevidsthedsstrøm
Billederne af kaninmenneskerne i tv-sitcommen stammer fra David Lynch' kortfilm, 'Rabbits fra 2002, og i det hele taget består store dele af 'Inland Empire' af bidder og idéer fra projekter som Lynch har rodet med, men aldrig fået gjort færdige, såsom netradioføljetonen Axxon N og en historie om en kvinde, der skal spille med i en forbandet film samt en film om handel med kvinder fra Østeuropa til USA.
Lynch har smidt alle sine idéer sammen i den improviserede bevidsthedsstrøm, 'Inland Empire' er. Dertil kan man så køligt konkludere, at det måske ikke er så mærkeligt at skidtet ikke hænger sammen. Det skal en Lynch-film heller ikke, kan man indvende, men det sære og utrygge skal helst stå så stærkt, at det velkendte bliver rokket og flyttet, så vi lærer det at kende på en ny måde. Det er her, det sejler for Lynch. Publikum skal levere en enorm indsats for at finde deres egen mening i galskaben. Det sære overtrumfer og overfalder simpelthen det velkendte i 'Inland Empire'.
Drømmevisioner for fuld udblæsning
Det vil mange Lynch-fans utvivlsomt elske. Bliv ikke overrasket, hvis du med jævne mellemrum møder mennesker, der er fuldstændig vildt og inderligt optaget af 'Inland Empire' og har set den 10-15 gange forfra og bagfra og som med begejstring hævder at den er Lynch bedste og vigtigste film. 'Inland Empire' er på mange måder den yderste konsekvens af Lynch' særlige fingeraftryk på filmsproget. Her er bevidsthedsstrømme, drømmevisioner og billedimprovisationer for fuld udblæsning. Så kraftigt, uforudsigeligt og hæsblæsende, at selv hovedrolleindehaveren Laura Dern måtte fortælle pressen på sidste års festival i Venedig, at hun ikke anede hvad filmen handlede om.
Det er betingelserne med Lynch. Hverken Lynch selv eller hans skuespillere eller vi, som publikum, ved helt hvad der foregår, men midt i strømmen af billeder og lyd fanger vi noget, der på en eller anden sær måde giver rigtig god mening for os. Det er, desværre, sværere end sædvanligt i 'Inland Empire'.