Jungledyret Hugo: fræk, flabet og fri
Flad, fjumset og flov
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Måske er der nogen, der kan huske dengang dansk film var sådan en lidt ynkelig provinsiel størrelse, dengang man rigtig krympede tæer, når danskere forsøgte sig med de store hollywood-genrer fordi håndværket og professionalismen bare ikke rakte til det, dengang før Ole Bornedal præsenterede en selvstændig dansk gyser med 'Nattevagten' og Nicholas Winding Refn serverede en personlig dansk actionfilm med 'Pusher'?
Lige til at kramme
De småpinlige tider har heldigvis været fortrængt i mange år, hvor det professionelle niveau og selvbevidstheden i dansk film har lagt sig på et nyt og højere niveau. Men nu er de krummede tæer her igen, forhåbentlig kun på et kort visit, med 'Jungledyret Hugo 3'. Som de fleste sikkert er bekendt med er det hverken et forsøg ud i action, gys eller en tredie Hollywood-genre. Det er derimod en nuttet lille dansk tegnefilmopfindelse, et lille gult dyr, der var både skæg og overraskende god og lige til at kramme i første ombæring, og tildels også i anden omgang, men som nu havnet i den særlige disciplin, som selv det hyperprofessionelle maskineri Hollywood har meget svært ved at styre, nemlig sequels, eller romertals-filmene, som det hedder på moderne filmdansk. Vi er ude i det, der populært sagt hedder 'at malke en succes'.
En minimal variation
Og hold kæft, hvor bliver der malket i 'Jungledyret Hugo 3'. Det kan godt være, at idémanden og instruktøren Flemming Quist Møller er gået over til ren computeranimation den her gang, i modsætning til den mere klassiske animation i de to forrige film, men så har vi også nævnt alt hvad der kan nævnes af nytænkning i tredie omgang af 'Jungledyret Hugo nummer 3'. Historien, manuskriptet, er i forbavsende grad en minimal variation over temaet fra de to foregående film. Vores lille jungledyr er et sjældent lille dyr, altså står der onde og grådige mennesker på spring alle steder for at udnytte Hugo til at tjene penge eller opnå berømmelse.
Dumme grådige mennesker
I 'Hugo 3' vrimler det med dumme grådige voksne mennesker. Der er den grumme videnskabsmand, Professor Strix, der vil skære Hugo i stykker på videnskabens hellige alter, der er hans kollega, Doktor Sturmdrang, som i samme egoistiske øjemed vil lukke ham inde i et zoologisk have, der er General Maximus, der vil bruge Hugo som iøjnefaldende turistlogo for hans land og tv-værtinden Donna Prima, der vil bruge Hugo som blikfang for en ny parfume. Det bringer altsammen Hugo fra hans lille, hyggelige vinterhi i Danmark tilbage til vennerne i hans hjemstavn, junglen i Junglandia.
Menneskets mørkeste skyggesider
Temaet med grådige mennesker, der er på nakken af Hugo fungerede fint i specielt første omgang, og det er såmænd sjovt nok at introducere børnene til menneskets mørkeste skyggesider i en hyggelig og farverig tegneflim, men grænsen for hvor meget det tema kan malkes er bestemt overskrevet for længe siden. Og det uundgåelige resultat er at vores hovedperson, selve jungledyret Hugo, fuldstændig mangler en god historie og et godt plot til at holde ham kørende i 'Jungledyret Hugo 3'. Der havde været oplagt at give det her lille hjemmestrikkede krammedyr en helt ny egenskab, en særlig evne, der kunne give historien gødning, men istedet virker det snarere som om Hugo trænger til at holde ferie langt borte fra den glubske menneskehed.
Manglende idérigdom
Det er muligvis, muligvis, en sofistikeret pointe fra bagmanden Flemming Quist Møllers side, at han ved at sende Hugo ud i en endnu en formentlig indbringende film, hvor han bliver jaget af grådige mennesker, er faretruende tæt på at ligne sine egne skurke. Og for en kort stund er det som om dansk film er skubbet mange år tilbage i tiden, til dengang dansk film manglede idérigdom og personlighed og selvbevidsthed til at kunne lege med i de store filmlandes spil.