Kærlighed og krydderier

Et godt stykke håndværk

Anmeldt af Dan Poulsen

Lad mig her starte med at undskylde at vi, Filmland, er nødt til at bruge den danske titel Kærlighed og Krydderier. Det er en af de mest irriterende og sprogligt flade danske filmtitler, der længe er lavet. Det amerikanske No Reservations havde f.eks. direkte oversat til dansk været langt bedre, "Ingen reservationer". "Ingen reservationer" havde på en gang slået filmens omdrejningspunkt - en restaurant -an, OG sagt noget om en kvinde der er følelsesmæssigt forbeholden - reserveret - til det ulidelige. Nu har den altså istedet titlen Kærlighed og Krydderier. Og døm selv. Hvor meget signalerer den titel lige, at det faktisk er en udmærket film, der ikke bare er et stykke totalt ligegyldig Hollywood-flødeskum.

En klassisk historie
Cathrine Zeta Jones stemme starter i mørket og fortæller kælent hvordan man tilbereder vagtler perfekt. Fornemmelsen her af at det her kan godt blive en lidt lang ligegyldig filmoplevelse, bliver hurtigt vendt til det morsomme, at det er sin psykiater hun fortæller vagtelopskriften til. Denne kvinde er en mesterlig kok og hun aner ikke hvorfor hendes chef har forlangt hun går i terapi. Men det får vi andre ret hurtigt en fornemmelse af. Det her er sådan en klassisk historie om den hårde kvinde der er ambitiøs og vil være perfekt i en grad så det går allermest ud over hende selv. Det vi får læsset i hovedet er ikke så meget historien om hvad det er, der har gjort hende neurotiske perfekthedssøgende, men mere fortællingen om hvordan hun blødes op.

Godt stykke håndværk
Kærlighed og Krydderier - og undskyld brugen af titlen - er fra ende til anden et rigtig godt stykke amerikansk håndværk. Selvfølgelig fra den bænk hvor en sikker Hollywood-producer drejer produktet. Men de kan jo altså også noget en gang imellem. Denne film lander ikke i højderne for f.eks. As Good As It Gets. Men den når ca. halvejs.

Ingen ny pointe
Kærlighed og Krydderier - igen, undskyld brugen af skodtitlen - er et stykke velkendt håndværk. Hvis man skal tale om noget nyt i den så skal der inddrages et større tidsperspektiv, for der findes masser af ÆLDRE film om dét velkendte tema: smuk hård kvinde der skal blødes op. Men i sådan en film fra feks 50 år siden skulle det gerne være en mand der var endnu hårdere i filten, der overvinder hendes hjerte. Det kunne feks havde været i 1958 hvor det så ville være i oplagt at smide Joane Woodward i den kvindes kjole og lade Poul Newman være den kompetente hårde mand. Men hos os i 2007 er det andre kødboller på den finere madlavnings suppe. Det hårde kvinde hjerte overvindes ikke længere med mere hårdhed. I 2007 er det selvfølgelig den bløde og sjove mand, der overvinder stenhjertet - en pointe man vel i al sin selvfølglighed heller ikke kan kalde ny. Men at den bløde mand måske findes så perfekt som i denne film - det er, hvis det altså ikke er for godt til at være sandt, det nye i den her film.

Ikke mange overraskelser
Selv om der ikke er mange overraskende tiltag i filmen, så fortæller den nu sin historie ret rent og med en del gode detaljer. Den smører os ikke for tykt ind i hvor stor en ulykke det er for en lille pige at miste sin mor - det bliver blot konstateret rimelig nøgternt og bruges som motiv til at få et uventet barn ind i den perfekte Zeta-Jones’ liv. Og så forfalder den heller ikke til på noget tidspunkt, at overfalde os med for mange strygere og kvalmende tårepersertrick. Og ikke uvæsentlig i denne film, bliver musikken - ikke mindst den nye globale folkesport opera - brugt morsomt og konsekvent. Alt i alt holder filmen sig derved på den vellykkede side af den romantiske komedie, hvor det hele er letgenkendeligt og letfordøjeligt og - vigtigt - med en smag af væsentlighed.