Karlas kabale

En pæn og nydelig dansk børnefilm

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Karla's kabale' er sådan set en fin og redelig og nydelig lille film. Den fortæller sin historie redeligt og pænt, og Elena Arndt-Jensen er et fund til rollen som den indestængte Karla, der er træt af at hendes forældre aldrig har tid til hende og hendes brødre. Det virker ganske enkelt som om filmen bygger på Elenas egne oplevelser. Så overbevisende er hun. Børnene vil holde af 'Karlas kabale', og alle, der er i stand til at komme i julehumør, vil komme i julehumør af den.

Typisk repræsentant
Det ku' altså være møj værre, som man siger det i Jylland - men på den anden side ku' det altså også være møj bedre. Vi har at gøre med en film, der hele vejen igennem holder fast i det jævne og tilforladelige, og på den måde er den en ganske typisk repræsentant for dansk børnefilm. Instruktøren Charlotte Sachs Bostrup viser godt nok en særlig farveglæde hjemme i Karlas hjem, men derudover har 'Karlas kabale' lige så svært som de fleste andre danske børnefilm ved at give den en skalle, ved at skeje ud i farverne, ved at gå amok i historiefortællingen og ved at slippe fantasien løs, sådan for alvor løs.

Tradition for det leverpostejsindsmurte
Danske børnefilm er fanget i en tradition for det jordnære, leverpostejsindsmurte, realistiske, for ikke at sige socialrealistiske. Ole Bornedal forsøgte at rive op i mulden med 'Vikaren', der ganske vist er mere en ungdoms- end børnefilm, men som viste at man sagtens kan præsentere relevant drama og børne- og ungdomsproblematik og slippe rumvæsener og special effects løs på samme tid. Med 'Karlas kabale' er vi tilbage i en billedopfattelse og et fortællesprog, der lige så godt kunne hedde 1978. Det ville ikke engang have været særlig svært at skeje ud i 'Karlas kabale'. Hele historien om Karla, der bliver svigtet af sine fraskilte forældre i dagene op mod jul, bygger på et lille interessant dramaturgisk fif. De voksne i filmen opfører sig nemlig barnligt og fjollet mens Karla er den fornuftige, skarpsynede klippe i midten af fortællingen. Sådan er det ihvertfald i en del af filmen, men ikke hele vejen igennem, og det havde ikke været særlig svært at folde den underliggende idé helt ud og gøre den til filmens tydelige tema.

Hovedpine i halvandet døgn
Da Karlas mor lægger sig syg med hovedpine i halvandet døgn op mod jul, havde det virket langt mere indlysende hvis hun havde drukket sig stangvissen til en julefrokost og derefter havde fået fuldesyge. Så ualmindelig tåbeligt opfører voksne sig jo - selv de mere fornuftige og ansvarlige af dem. Det havde heller ikke været svært at udpensle det småtåbelige i Karlas journalistpapfar, der drøner ind og ud af landet for at lave vigtige interviews, sikkert i håb om at vinde en eller anden fjollet journalistpris. Og omvendt havde det heller ikke været svært at undgå den ene sekvens, hvor Karla pludselig opfører sig ligeså dumt og uansvarligt som sine forældre, nemlig da hun går hjemmefra. Karla kunne sagtens have protesteret mod situationen i hjemmet på en mere begavet og fornuftig facon.

Overflødige figurer
Ligeledes havde det med garanti gjort filmen mere overraskende hvis Karlas lillebror og deres fælles halvbror også havde været snusfornuftige små børn, der bare glædede sig som fa'en til at være sammen med deres mor og far juleaften. Istedet er de to overdrevent larmende og rodede brødre blevet kontraster til den fornuftige Karla - præcis som de voksne i filmen er, hvilket på mange måder gør brødrene overflødige som figurer. Det er ihvertfald ikke dem, der giver fortællingen energi og skubber den videre.
Havde de voksne for alvor været barnlige og børnene for alvor ansvarlige havde filmen fået et langt stærkere tema, som det ikke havde været spor svært at lege med og slippe fantasien løs i. Det havde givet filmen muligheden for at gå linen ud, sætte tingene på spidsen og for alvor sparke igennem. Men sådan skulle det altså ikke være. Istedet har 'Karlas kabale' lagt sig i halen af en lang dansk tradition for pæne, opbyggelige og realistiske børnefilm. Det er der kommet en pæn og nydelig og redelig film ud - men tænk hvad den kunne have været.