Kiki - den lille heks
Jo, et sind kan smile ...
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Egentlig burde 'Kiki - den lille heks' ikke være så fantastisk en film. Den burde slet ikke gøre så stort et indtryk. Filmens handling er en bagatel, den har knap nok noget drama og hvad den gode og opbyggelige morale angår, er den tæt på at være ikke-eksisterende. Der er ikke meget tyngde i 'Kiki' - og det er sjovt nok, i den her sammenhæng, en kvalitet.
'Kiki - den lille heks' er så let som en fjer, der bliver kastet frem og tilbage af en kåd forårsvind. Der er en gennemsigtig, religiøs ro over filmen, som om den var skabt af en flok buddhistiske munke, der var trætte af at se på vilde og hæsblæsende tegnefilm om tossede dyr. Den er så ren og klar og enkel i sit udtryk, at den nærmest ligner en protest mod alle de tegnefilm, der er proppet i alle ender og kanter med action og humor for at sikre sig at intet barn skulle komme til at kede sig.
Ren af sind
Samtidig er 'Kiki' netop så ren af sind, at den naturligvis aldrig kunne være noget så aggressivt som en protest. Den er bare sig selv. Den hviler i sin egen verden, i sin egen fuldkomne ro. Den kunne næsten være lavet af mennesker, der aldrig har set andre tegnefilm. Så ren og klar er den i sit sprog. Der er ingen af de typiske elementer fra tegnefilm, ingen klichéer, ingen sjove fætre, der kommer ind og laver skægge gags, når hovedpersonen er mest trist.
Mere sker der ikke
Handlingen kan siges så kort som sådan her: Kiki er en 13-årig heks, der skal af sted på sin svendeprøve. Hun skal udøve sin heksekræfter alene i en fremmed by i et år. Hun får et værelse hos en bagerfamilie og beslutter sig for at åbne en budservice, eftersom hun ikke kan meget andet end at flyve på sin kost. Det er er sådan set det. Ret meget mere sker der ikke. Selvfølgelig kommer hun ud for forhindringer, hvor hun taber de varer, hun skal bringe ud og den slags, og så er der et lille drama i form af en lokal dreng, der gerne være ven med hende, men eftersom Kiki føler sig anderledes fordi hun er heks, har hun ikke den store lyst til at lære ham og hans smarte byvenner at kende. Det er ikke ligefrem noget intenst drama, snarere en slags konstatering af at lille Kiki er ved at blive en stor pige og at store piger har en naturlig interesse i store drenge - og at den slags iøvrigt ikke er nemt.
Iøvrigt slutter filmen af i en hæsblæsende actionsekvens, hvor Kiki skal redde den jævnaldrende dreng - og så er alle iøjnefaldende begivenheder i 'Kiki' vist også nævnt. Måske bortset fra at Kiki også bliver forkølet på et tidspunkt.
Religiøs ro
Kikis kvaliteter ligger helt andre steder, i en tankegang, vi slet ikke er vant til i tegnefilm. Selv i forhold til Hayao Miyazakis øvrige tegnefilm er 'Kiki' ophøjet af en religiøs ro. Den nærmeste parallel er Miyazakis 'Min nabo Totoro', der fik dansk premiere i foråret, men eftersom den handlede om to piger, der er nervøse for om deres syge mor kommer hjem fra hospitalet, er den et nervepirrende drama i sammenligning med 'Kiki'.
Berusende detaljerigdom
'Kiki' ser ikke ud af meget, men den er som en slags grundig massage af sindet. Mens andre tegnefilm opererer ud fra en idé om at bombardere publikum med idéer og indfald, forsøger 'Kiki' snarere at servere en tilstand af ro og klarhed. Den er en grundliggende hyldest til tilværelsen, til det at være til, ganske enkelt. Den er en enkel lovprisning af havets brusen og vindens susen, en barnlig begejstring over hvor fantastisk byer og landskaber ser ud ovenfra og en drøm om hvor fantastisk det kunne være at flyve som fuglene.
Det er ikke tilfældigt at filmen starter med Kiki, der ligger på en blomstereng og føler sig som ét med naturen omkring hende. Hayao Miyazaki er en naturelsker som få andre, og hele filmen igennem er der en berusende detaljerigdom i tegningerne, både af husene og landskaberne, næsten hvert et blad på træerne i skoven er tegnet med.
Fra start til slut er der en utrolig gavmildhed over 'Kiki - den lille heks'. Kan et sind smile? Ja, når det har set 'Kiki', kan det.