Kunsten at græde i kor
Kunsten at gøre Sønderjylland eksotisk
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det kan tænkes, at man aldrig har talt sådan i Sønderjylland og at dialekten i 'Kunsten at græde i kor' er ramt helt forkert. Det er også muligt, at en incestuøs far, der befamler sine børn, fungerer psykologisk helt anderledes end faderen i 'Kunsten at græde i kor'. Det kan også godt tænkes at forsøget på at ramme 70'erne i Sønderjylland er helt ved siden af, at bilerne og sodavanden og købmandsbutikkerne slet ikke har set sådan ud.
Det er såmænd tænkeligt, og det er muligt at 'Kunsten at græde i kor' slet ikke er så realistisk som den har gjort et stort stykke arbejde for at være. Men det er altsammen fuldstændig ligemeget. Den debuterende instruktør, Peter Schønau Fog, har nemlig skabt en film, der foregår i så fascinerende og anderledes og intenst et univers, at man som tilskuer er suget ind med det samme. Det er simpelthen en verden som vi aldrig har set før på dansk film - eller ihvertfald ikke i rigtig mange år - og samtidig er det en verden, der er kælet for i enhver detalje og som aldrig på noget tidspunkt bliver svigtet. Det er en verden, hvor en sønderjysk dialekt og en gammel volvo fremstår eksotisk. Det er noget af en bedrift.
Tungen lige i munden
Lige fra den gamle hvide Volvo stationcar, som familiefaderen kører sine varer ud i, over de gamle, simple 70'er-Jolly Cola-flasker, til det mormon-agtige skæg den ældste søn, Asger, går rundt med, er der en stoflighed og en intensitet i detaljerne i 'Kunsten at græde i kor'.
Miljøbeskrivelsen er mere end på nippet til at blive folkekomedie i enkelte scener, hvor bondeknolderiet bliver for tykt og for meget - endda i en af nøglescenerne, hvor faderens psykologiske baggrund bliver forklaret, går der for meget komedie i den. Men derudover holder Peter Schønau Fog og hans manuskriptforfatter Bo Hr Hansen hele tiden tungen lige i munden i forsøget på at fortælle en historie om en 10-11 årig dreng, der ser sin familie falde sammen - eftertrykkeligt.
Intenst miljø
Det er det intense miljø og de effektive detaljer, der gør, at man ikke har paraderne oppe når først uhyrlighederne bliver sluppet løs. Som når faderen græder midt om natten og truer med at slå sig selv ihjel og lægger sig på sofaen og trygler om medlidenhed og forståelse. Som når hans 14-årige datter, Sanne, tager natkjolen af og går ned i stuen for at trøste ham. Og lille Allan presser sin storesøster til at gå ned til faderen og trøste ham fordi Allan ikke kan holde ud at hans far er ked af det. Det er en hård og barsk historie, især fordi Allan hele tiden er uvidende om hvad det er hans far gør for at trøste sig selv, og fordi Allan hele tiden forsøger at gøre sit bedste for at hans far bliver trøstet.
Øretæveindbydende mandsling
Det står aldrig helt klart, hvad der har drevet faderen så langt ud, at han skal trøstes seksuelt af sine børn. Det bliver kraftigt antydet i en scene, men den er som nævnt er ved at drukne i folkekomedietricks. Men egentlig gør det ikke så meget. Jesper Asholt får meget hurtigt etableret en meget stærk og levende figur ud af faderen, en lille ynkelig og øretæveindbydende mandsling af en købmand, der tyranniserer sin familie ved at græde og bryde sammen og kræve medlidenhed. Derudover er der absolut noget befriende ved ikke at få beskrevet en incestuøs far som et monster og et svin, der er fyldt med ondskab. Han bedriver sin misgerning for at hele sine egne sår og for at holde sammen på sin familie - og han har afgjort ikke tænkt over, at hans hang til at trøste sig seksuelt får store konsekvenser for børnene.
Tør gå egne veje
'Kunsten at græde i kor' er altså en film, der tør gå sine egne veje og gøre det fuldt ud fra ende til anden. Den kan ganske vist ikke undsige sig at falde til patten hos den folkekomedietradition, der har det med at stikke sit fjollede fjæs frem overalt i dansk film, ikke mindst i øjeblikket. Men i miljøskildringen, i historiens alvor og i det helt igennem utroligt medrivende skuespil hos den 11-årige Jannik Lorenzen som Allan, er 'Kunsten at græde i kor', en umådelig gennemført film. Det kan lyde bizart at sige - filmens alvorlige emne taget i betragtning - men der er noget befriende og velsignet over at se en dansk film, der med enorm omhu og slid har skabt et helt særligt univers. Den slags film, der mestrer kunsten at gøre det jævne eksotisk, må der meget gerne komme flere af.