Letters from Iwo Jima

Tabernes krig

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Da Clint Eastwood holdt pressekonference ved den nylige filmfestival i Berlin, nævnte en journalist, at nogle anmeldere opfatter hans nye film, 'Letters from Iwo Jima', som krigspropaganda. Eastwood reagerede prompte med at erklære, at hvis nogen har den opfattelse, er de idioter.

Svært at være uenig
Det er svært at være uenig med ham i efter at have set 'Letters from Iwo Jima'. Faktisk kan man slå fast, at hvis nogen opfatter 'Letters from Iwo Jima' som krigspropaganda, er det en fornærmelse for den her verdens idioter, at benytte betegnelsen 'idioter'. 'Letters from Iwo Jima' er i sjælden grad en beskrivelse af det enorme tab det er at sende et ungt menneske i krig. Filmen bygger på en række breve, som de japanske soldater på Iwo Jima skrev, men som aldrig blev sendt afsted til deres familie. Og historierne bag brevene beskriver ganske enkelt de omkostninger krigen har for flere af de japanske soldater, der deltog i slaget om den lille strategisk vigtige ø, Iwo Jima.

Tvunget i krig
Den unge rekrut, Saigo, må forlade sin højgravide kone og den bagerbutik, de i fællesskab har skabt. En af hans officerer, Baron Nishi, er olympisk mester i ridebanespringning og har opholdt sig flere år i USA, hvor han fik high society-venner og lærte skønheden ved at respektere og udforske flere forskellige kulturer. Og den øverstbefalende for de japanske styrker, General Kuribayashi, er et dannet menneske, der ligeledes har opholdt sig mange år i USA, som han lærte at holde af. Nu bliver de japanske soldater tvunget i krig. De har intet imod amerikanerne. Japanernes pligtskyldige forhold til deres land og deres kejser kræver imidlertid at de skal gå i krig og om nødvendigt dø for deres kejser. Sådan er det bare - og så må man finde sig i at unge Saigos kone skal miste sin mand, deres fælles barn skal miste sin far og både Baron Nishi og General Kuribayashi skal miste den viden og de værdifulde forbindelser, de har fået i USA.

Gør verden fattigere
En krig gør en verden fattigere. Sådan kan man roligt opsummere 'Letters from Iwo Jima', hvilket ikke ligefrem er en sætning, der egner sig godt i krigspropagandistisk sammenhæng. I en af filmens smukkeste scener læser Baron Nishi op af et brev, en amerikansk soldat har skrevet til sin mor, og da går det op for de japanske soldater, at de amerikanske modstandere tænker og lever fuldstændig som dem. De tænker på deres familie og venner og kærester og drømmer sig helt andre steder hen end den forblæste klippeø, Iwo Jima. I en anden nøglescene, der understreger hvor absurd det er at udråbe 'Letters from Iwo Jima' til krigspropaganda, har to japanske soldater overgivet sig til amerikanerne. Slaget er helt tydeligt tabt for japanerne og istedet for at begå selvmord, hvilket japanerne regner for ærefuldt, vælger de to japanere at overgive sig i håb om at leve videre. To menige amerikanere får til opgave at holde øje med japanerne. Den ene af amerikanerne beslutter sig hurtigt for at de to fanger kun er til fare og besvær og uden at betænke sig ret længe myrder han de to forsvarsløse fanger. Der er altså ingen gode eller dårlige mennesker i 'Letters from Iwo Jima'. Der er kun tabere på begge side, soldater, der handler fordi situationen tvinger dem til det og som ofte handler de grimt og brutalt og usselt med både moralske og menneskelige tab til følge.

Ærefulde selvmord
'Letters from Iwo Jima' er ikke så stærk og vedkommende som dens søsterfilm, 'Flags of our Fathers', der havde en langt mere spændende konflikt, nemlig de amerikanske soldater, der vendte hjem som vrag fra Iwo Jima, men blev præsenteret som helte og misbrugt af det amerikanske militær til at samle penge til krigen. Der er knap nok en historie, en konflikt eller en fremdrift i 'Letters from Iwo Jima'. Hele dens drama ligger i historien om de japanske soldater, der forventes at dø for sin kejser og sit fædreland - enten for amerikanernes kugler eller ved ærefuldt selvmord. I den sammenhæng er netop de ærefulde selvmord filmens stærkeste kort. Set med nutidens øjne virker det helt absurd, at menige soldater, der har kone og børn og som kan komme hjem til dem ved at overgive sig, bliver tvunget af overordnede til at begå selvmord.

Ingen krig-er-en-nødvendighed-patroitisme
'Flags of our Fathers' er altså på de fleste måder en mere spændende film end den ca. en halv time for lange 'Letters from Iwo Jima', der tilmed har en uheldig tendens til at gentage sine pointer om igen. Til gengæld er det befriende, at filmen ikke foregår blandt amerikanske soldater og derfor er renset for den amerikanske krig-er-en-nødvendighed-patroitisme, der gjorde slutningen på 'Flags of our Fathers' så svær at sluge.