Lynch

Ude(n) (af) fokus

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Oprindeligt var dokumentarfilm jo noget med at gå ud i den virkelige verden og optage noget og på den måde dokumentere at det findes. Men der er sket meget med dokumentarfilmgenren gennem de seneste år. Michael Moore har gjort den til en slags stand up-satire og der findes endda seriøse film, der lader som om de er dokumentarfilm, sådan som den danske 'AFR'. Og så er der sådan en størrelse som dokumentarfilmen 'Lynch', der vrider genren af led i en ny retning. Den dokumenterer at noget er sket. Den viser os at der faktisk er en mand, der hedder Lynch til efternavn og at den her mand har gået rundt og optaget scener til en film. Det viste vi godt i forvejen. Vi vidste endda at mandens fulde navn er David Lynch og at filmen hedder 'Inland Empire'. Det fortæller filmen os ikke. Spørgsmålet er om filmen overhovedet fortæller os noget, altså andet end at der faktisk var en mand, der hed Lynch til efternavn og at den her mand har gået rundt og optaget scener til en film i en ikke så fjern fortid, måske for 5 år siden, måske i går.

Ingen struktur
'Lynch' fokuserer ikke på noget som helst. Den svæver og væver omkring sit emne og viser David Lynch i en lang strøm af sekvenser, hvor han er skiftevis vred, eksalteret, kontrolleret, morsom, arbejdende, instruerende og mediterende. Der er ingen struktur i 'Lynch', ikke andet end nogle krukkede, stumfilmsagtige underrubrikker, der siger fx 'Enjoy the Show' eller 'The Next Minutes', hvilket ikke er meget nytte for noget. Billederne af Lynch på arbejde kommer dryssende, tilsyneladende tilfældigt, uden en åbenlys struktur. Den hopper fra den ene begivenhed under optagelserne af 'Inland Empire' til den næste. Den klipper sig ud og ind, som om det hele var kastet tilfældigt sammen.

Uden tøj på
Det bedste man kan sige om 'Lynch' er at den er den naturlige dokumentariske følgesvend til en film, der ikke har nogen klar mening eller noget klart fokus - altså David Lynchs premiereaktuelle 'Inland Empire'. Men hvor Lynch spillefilm var en fascinerede rebus, en gåde, man gerne ville trænge til bunds i - selvom det blev mere og tydeligt, at der måske ikke var nogen bund at trænge ned i - bliver 'Lynch' efterhånden bare irriterende i sin mangel på klar mening. På den måde lever dokumentarfilmen 'Lynch' meget fint op til instruktøren navn eller kunstneralias, blackANDwhite. Ikke black and white i tre ord, men i ét ord. BlackANDwhite. Og tilmed med AND i store bogstaver og black med småt. Det ser meget godt ud, men hvad siger det alias os - andet end at være ren formleg uden noget tøj på?

Meget indadvendt eksistensgrundlag
Engang imellem, faktisk meget ofte, får man den klare fornemmelse, at dokumentarfilmen 'Lynch' ikke handler om så meget andet end at blackANDwhite har haft fri adgang til at filme Lynch. Det er selve filmens eksistensgrundlag - og det er unægtelig et meget meget indadvendt eksistensgrundlag. Når nu man har haft fri adgang til Lynch under hans arbejde, når nu man har fri adgang til en kunstner, hvis nøgne stemme i sig selv er fascinerende, hvorfor så ikke i det mindste grave i mandens særlige kunstneriske begavelse, hvor ikke i det mindste forsøge at definere ham som kreativ sjæl? Hvorfor bare optage ham mens han skærer en eller anden udefinerbar dims op og bagefter bare siger 'neat'? Hvorfor ikke i det mindste fortælle os hvad det er for en dims, han skærer op? Hvorfor skal vi se ham hælde noget pulver og noget væske ud på et stykke grønt træ, hvorefter han blander pulveret og væsken og sprøjter noget helt tredie stads udover det grønne træ, så det bliver lysere. Hvorfor ikke i det mindst servere os en brugbar sammenhæng ved at fortælle os hvad det er for noget stads Lynch roder med og hvad det forpulede grønne træ skal bruges til?

Kunstnerisk afmagt
 'Lynch' serverer os 80 minutter med billeder af David Lynch på arbejde. Hvad skal vi bruge det? Det er allerhøjeste grad helt op til os selv. Er det en pointe? Eller er det et udtryk for kunstnerisk afmagt? Det virkeligt frustrerende og sørgeligt ved dokumentarfilmen 'Lynch' er, at den ikke på noget tidspunkt serverer noget, der gør os nysgerrige på at vide om filmen reelt har en pointe eller om den slet ikke vil have en.