Magtens rus

Selvtilfreds komik

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvad i alverden skal man stille op med den her tingest af en film? Sjældent har en seriøs film haft fat i så alvorligt et emne og fået så lidt konkret og opbyggeligt ud af det. Sjældent har en film vekslet så utilfredsstillende og forvirrende mellem komik og alvor.
'Magtens rus' er en komedie om magt, om menneskers misbrug af magt og den berusende fornemmelse det er at have magt. Det er sådan set fint nok - et glimrende emne at tage fat i. Men så begynder problemerne. Personen, der først beruses af magt i 'Magtens rus' er topadvokaten Jeanne Charmant, spillet af Isabelle Huppert, der får til at opgave at pille lyssky transaktioner i et stort firma fra hinanden. En af firmaets ledere arresteres, smides i arresten og må finde sig i en ydmygende behandling som han slet ikke er vant til. Fx lider han af en hudallergi, der bryder frem for fuld skrue, og Jeanne Charmant er så beruset af sin magt som anklager overfor den arresterede pengespekulant, at hun nyder at se topchefen lide og nyder at give topchefens advokat to fuldfede mapper med anklageskriftet, der skal tygges igennem i løbet af et en eftermiddag.

Realistisk komedie
Her er 'Magtens rus' åbenlyst en komedie af de mere realistiske. Men så begynder Jeanne Charmants afhøring af topchefen. Og hvor starter vi henne? Med et par fotografier af topchefen sammen med sin kønne unge sekretær, som tilmed er hans elskerinde. Jeanne Charmant hæfter sig ved at sekretæren har noget umådeligt fancy tøj og nogle flotte smykke på. Hun går endda på nettet for at undersøge hvad det koster. Hvor kommer pengene til det dyre tøj fra, vil anklageren vide, mens topchefen klør sin allergi i skægget og hans forsvarer bøvet studerer den lækre sekretærs tøj. Her er komedien ude i en absurditet, der burde være kvalt i fødslen. Er det sådan man afslører lyssky transaktioner i et multinationalt selskab? Både smykkerne og tøjet kan jo for fanden være lånt af en tante ...

Ingen elegant balance
Herefter begynder veteraninstruktøren Claude Chabrol at hive den ene ynkelige og bøvede topchef efter den anden frem. Deres forsvar for deres handlinger virker latterlige og barnlige uden på noget tidspunkt at blive rigtig sjove eller fremstå som bidende samfundssatire. De er bare bøvede og fjollede og utroværdige mens de opfører sig som en flok drenge, der er blevet uvenner i en sandkasse. Derudover fremdriver Chabrol en række bifigurer, der øjensynligt kun bliver introduceret for at give historien en form for fremdrift og udvikling, såsom den kvindelige kollega Jeanne Charmant bliver koblet sammen med til sin store irritation. Kollegaen får aldrig lov til at træde i karakter som andet end en slags veninde, der bare er til stede. Og så er der Jeannes mand, der ser deres forhold smuldre under Jeannes ihærdige arbejdsnarkomani. På et tidspunkt går han i vrede, ja, han springer endda ud af at vindue uden det på nogen måde lykkes Chabrol at finde en elegant balance mellem filmens fjollede topchefer og alvoren i forholdet mellem Jeanne Charmant og hendes mand.

Upræcis størrelse
Sådan tromler 'Magtens rus' afsted, tilsyneladende fuldt ud beruset af sin overbevisning om at spidde det moderne samfunds magtfordeling - men uden på noget tidspunkt at servere en interessant pointe eller en skarpsindig idé, der virkelig sætter noget på plads. Karaktererne og bifigurerne sejler hjemløst rundt mellem hinanden, komikken finder aldrig noget fast leje, men veksler mellem fjollerier og alvorligheder såsom Jeannes mands selvmordsforsøg. Og hist og pist drysser Chabrol med forvirrende elementer fra den genre, han altid har haft bedst styr på, den skæbnesvangre, eksistentialistiske thriller.
'Magtens rus' er i særklasse en underlig upræcis størrelse, der selvbevidst og selvtilfreds skyder til højre og venstre, men aldrig får sagt noget mindeværdigt eller præcist om nogetsomhelst.