preload loader
mala noche
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

Mala noche

En kåd og sulten ung mand

pile_3

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nu er amerikaneren Gus van Sant tilfældigvis en af vor tids mest ansete filminstruktører, vinder af Den gyldne palme i Cannes, og lovprist besynger af amerikansk ungdom i film som 'Good Will Hunting', 'Elephant' og seneste 'Paranoid Park'. Derfor står hans debutfilm, 'Mala Noche', i et særligt gudsbenådet lys her hvor den får dansk biografpremiere med 22 års forsinkelse. Det er begyndelsen på en fornem karriere og det er første udsagn fra en instruktør, der senere skulle havne i verdenseliten. Og pludselig kan man se alle mulige kvaliteter i 'Mala Noche' fordi Gus van Sant siden har stået bag usædvanlige og fremragende film.

Intime closeups
Men hvad nu hvis Gus van Sant aldrig var nået længere end til 'Mala Noche'? Hvis nu han havde droppet at blive filminstruktør og havde valgt at blive slagter eller vagabond? Hvordan ville 'Mala Noche' se ud uden det magiske støv som senere film drysser ud over den?
Ikke specielt overbevisende. Den er fantastisk filmet i kontrastrig sort/hvid med hurtige klip mellem intime close-ups, og den har både den flydende udramatiske fortællestil og den lette, næsten dansende, og ihvertfald sansende tone, som siden er blevet et par af  Gus van Sants varemærker, men til gengæld har den andre og store problemer at slås med, ikke mindst filmens hovedperson, der også forfatter til den bog, filmen er bygget over.

Småjobs og smårapserier
Han står aldrig rigtig klart ham her, filmens fortæller og hovedperson, Walt, en ung homoseksuel mand, der arbejder i en købmandsbutik når den mexicanske grænse. Han ser adskillige unge mænd krydse grænsen fra Mexico illegalt og forsøge at hutle sig gennem tilværelsen i Californien med småjobs og smårapserier. Og som filmen præsenterer ham har han det også med at forelske sig stormende i nogle af de unge mexicanske mænd. Det besynderlige og svært begribelige ved 'Mala Noche' er desværre at vores hovedperson opfører sig ualmindelig åndssvagt for at komme i bukserne, simpelthen, på mexicanerne. Han ydmyger sig selv, opfører sig tåbeligt på det herberg, et par af hans yndlingsmexicanere har indlogeret sig på.

Husly og mad og sex
Og finder sig i de mest irriterende ydmygelser fra mexicanernes side, som da han låner dem sin bil og de drillende stikker af fra ham ude i ingemandsland. Det er muligvis et fint billede på vores hovedpersons umulige forhold på de unge mexicanere, men det er bestemt også nogle drillerier, der burde få ethvert fornuftigt menneske til at sige 'rend mig i røven, få jer et liv, jeg finder nogle rigtige mennesker at omgås'. Det gør Walt imidlertid ikke. Han fortsætter med at give mexicanerne husly og mad. I andre tilfælde er han klam nok til at udnytte deres fattigdom til en omgang sex.

Snottede drengerøve
Hele tiden har man en fornemmelse af at den her unge amerikaner er for begavet og intelligent til at rende rundt og ydmyge sig selv og lege klam idiot foran en flok snottede drengerøve. Hvorfor finder han sig ikke nogle matchende mennesker at stalke? Er det ren lyst? En slags uudtalt medmenneskelighed? En psykisk lidelse? Svaret vælter rundt et sted mellem Gus van Sants intime close-ups. Og efterhånden som filmen skrider frem bliver Walt så irriterende, at svaret bliver ligegyldigt. Han er for usammenhængende til at være et interessant bekendtskab.
I den virkelige verden skrev Walt Curtis altså en roman om sine oplevelser med de unge mexicanske fyre. Og han udsendte desuden en række digtsamlinger. Der burde altså være basis for dybere refleksioner end 'Mala Noche' kan diske op med.

Kåd og sulten leg
Gus van Sant fortsatte heldigvis som filminstruktør og i den sammenhæng er der grund til at glæde sig over de film, han senere skabte, ikke mindst den biografaktuelle 'Paranoid Park', der understreger at Gus van Sant har fået et anderledes klart og helstøbt greb om sine hovedpersoner. 'Mala Noche' derimod, viser en ung mand, der har kastet sig ud i en kåd og sulten leg med filmmediet. Og ikke meget andet end det.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Gus van Sant

Genre:

Drama

Land:

USA

Premieredato:

7. december 2007

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser > 2007

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.