Min nabo Totoro

En helt særlig verden

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En del danske voksne og børn vil uden tvivl være noget fortumlede når de forlader biografen efter at have set 'Min nabo Totoro'. Den japanske tegnefilm ligner ganske enkelt ikke ret meget af det, vi er vant til i de danske biografer - den ligner ikke engang de få film af den japanske instruktør, Hayao Miyazaki, der har haft dansk biografpremiere, nemlig 'Chihiro og heksene' og 'Det levende slot'.  Hvor Miyazakis to gennembrudsfilm i vesten, 'Chihiro og heksene' og 'Det levende slot', er stort opsatte, fantastiske eventyr fulde af sære væsener og hektisk action, er 'Min nabo Totoro' en lille film, enkel i en grad, så den næsten ikke har nogen handling, baseret på ganske få figurer og ganske få optrin. Og alligevel er det langtfra nogen simpel børnetegnefilm, snarere en familiefilm om det særlige univers, børn lever sig ind i, når de skal behandle ubegribelige begivenheder, såsom en mor, der er alvorligt syg. Det er ihvertfald den simpel, firkantede og rationelle udlægning af 'Min Nabo Totoro'. Man kunne også sige, at den er en hyldest til de naturvæsener og ånder, der hjælper børn i svære tider.

Mærkelige væsener
Det er en film uden skurke, uden dumme voksne eller irriterende legekammerater. Det eneste modbydelige i filmen er den sygdom, der truer moderen til de to hovedpersoner, den 8-årige Satsuki og hendes lillesøster, den 4-årige Mei. Selv filmenes ånder og spøgelser og mærkelige væsener er grundlæggende nogle positivt indstillede typer, og det gælder både den store kattelignende bamse, Totoro, der bor i et gigantisk træ, og den mærkelige kattebus, som kommer drønende om natten og flyver og kører ildestedte børn til deres mors hospital. Satsuki er kun lidt usikker på de mærkelige væsener, som voksne ikke kan se. Mei er til gengæld ikke spor bange for hverken Totoro eller de små sorte kuglelignede sodånder, der bor i det gamle hus på landet, de to piger flytter ind i sammen med deres far. Da Mei første gang møder Totoro inde i et gigantisk træ ved siden af deres nye hus, gør hun som enhver lille pige i kontakt med sit indre jeg ville gøre - hun kravler op på store kattelignende bamses mave og lægger sig til at sove.

Naturens ånder
'Min nabo Totoro' fungerer altså på ganske anderledes end de fleste vestlige tegnefilm. Børn har ikke brug for nogen særlig tilvænning til væsener fra en anden dimension. Naturens ånder er af det gode, de er omkring os alle og de er en hjælp for os alle. Det er den naturlige, afslappede eventyrstemning, der gør 'Min nabo Totoro' til en usædvanlig oplevelse - for vesterlændinge ihvertfald. Det er ikke filmens handling, ja, det er knap nok de sære skovvæsener, der leverer filmens væsentligste aktiver. Det er derimod de to små piger, der drøner rundt på opdagelse i deres nye hus og i de landlige omgivelser omkring huset.

Ubetinget kærlighed
Hayao Miyazaki er tydeligvis fuld af forståelse og indlevelse overfor de to piger, og han er helt afgjort ligeså betaget af det smukke skovlandskab, der omgiver dem. Sjældent har en tegnefilm kælet og nusset så meget om billeder af natur og landskaber. Hvor absurd og klichéfyldt det end måtte lyde, når man siger det, er landskaberne i filmen tegnet og animeret med ubetinget kærlighed. Miyazaki-film som 'Chihiro og heksene', 'Porco Rosso' og 'Nausicaa' er måske nok større og rigere eventyr i enhver henseende - fulde af drama og fantasifulde figurer - men 'Min nabo Totoro' har andre kvaliteter. Den dvæler i sin egen verden på en helt særlig forstående og medlevende vis. Og danske biografgængere, både voksne og børn, vil med garanti aldrig glemme hverken Satsuki, Mei, den spøjse Totoro eller den sekvens, hvor Satsuki løber og løber gennem de smukkeste tegnede naturlandskaber på jagt efter sin lillesøster, der i vrede er gået den alt for lange vej mod moderen på hospitalet. 'Min nabo Totoro' er i en verden for sig.