Min onkel

En mester i rytme og billedpoesi

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Lad os ta' et eksempel. En mand åbner et vindue i sin lejlighed på 3. sal. Mens han åbner vinduet, bemærker han at en fugl fløjter i et sekunds tid. Han undrer sig, kører vinduet tilbage igen og undrer sig igen over fuglen, der fløjter kortvarigt, midt i vinduesbevægelsen.  Med overdrevne, næsten febrilske bevægelser drejer han vinduet frem og tilbage, både hurtigt og langsomt, indtil han opdager, at solens genskin fra ruden rammer et fuglebur i lejligheden overfor. Fuglen tror, at solen skinner og fløjter lystigt i små bidder. Manden drejer vinduet frem og tilbage for at sikre sig. Jo, den er god nok. Fuglen fløjter fordi den tror, at solen skinner på den.
Er det sjovt? Tjah, nu er humor jo noget mærkeligt privat noget. Men man skal være udstyret med et usædvanlig stort latterhjerte, hvis man ligger flad af grin over den scene.

Langlemmet og duknakket
Det samme kan siges om en scene, hvor en husmor i et hypermoderne, futuristisk hus tænder sin fuldautomatiske støvsuger i stuen. Derefter går hun ud i køkkenet og tænder for sine blus. På vej ud af køkkenet vinker hun foran en fotocelle så køkkendøren går op. Og hun får ind til sin mand, der står og barberer sig med en frenetisk støjende barbermaskine. Der er maskiner overalt i huset. Men er det sjovt?
Sagt på en anden måde har franskmanden Jacques Tati aldrig været leverandør af de øresønderrivende, lårklaskende kaskader af latter. Hans humor er langt mere underspillet og blid. Udgangspunktet er helt klart Buster Keatons og Charlie Chaplins gamle stumfilm-skikkelser, der bliver udsat for spøjse oplevelser mens de trisser rundt med deres klovne-lignende attituder. Mens Chaplin valgte vagabond-skikkelsen, skabte Jacques Tati alter egoet Monsieur Hulot, en langlemmet og duknakket gennemsnitsfranskmand med hat, pibe, lang frakke, stumpe bukseben og ikke mindst forvirrede, hektiske bevægelser.

Sjovt og fascinerende
Ligesom Chaplins og Keatons figurer forsøger Mr Hulot at få hoved og hale i sine omgivelsers besynderlige opførsel. Han bliver sjældent vred og han blander sig aldrig for alvor. Han forsøger bare at komme helskindet gennem løjerne. Men i modsætning til Chaplin og Keatons gamle stumfilm ligger Tatis komik aldrig i vilde stunts og falden-på-halen-slapstick. Den ligger derimod i en yderst elegant, næsten melodisk leg med filmens univers. Der er en helt særlig rytme og timing over sekvensen med Hulot, der kører vinduet frem og tilbage indtil han opdager at fuglen fløjter når vinduets genskin rammer den. Uden den rytme og timing ville scenen falde helt til jorden, men Tati holder den flyvende med sin uforlignelige stil. Det er ikke ligefrem sjovt, men takket være rytmen og timingen er det sjovt og fascinerende at se på.

Meddigtende musik
Det er grundlæggende Tatis store geni. Hans melodiske, rytmiske fornemmelse for at filmen forholdsvis banale begivenheder. Hans 'Min onkel' starter med en sekvens hvor en flok ivrige hunde løber rundt i en gammel, ærkefransk bydel med skæve slidte huse og idylliske pladser. De snuser i skraldespande og roder i affald mens de langsomt bevæger sig ud i et topmoderne byggeri med stor grå og hvide facader og elegante boulevarder. Der er intet særligt iøjnefaldende eller opmærksomhedskrævende ved hundesekvensen, men takket være billedrytmen, de velkomponerede billeder og farver og den tilbageholdte meddigtende musik, er der noget dybt fascinerende ved den.
Sådan er 'Min onkel' fuld af sekvenser, der lever i kraft af deres komposition. Ingen kan som Jacques Tati sende en flok biler ned ad en gade og få det til at ligne et lille stykke musik.

Aldrig ond og grov
Det er altså nogle yderst underspillede og pæne midler Tati bruger i 'Min onkel' når han laver satire over det moderne industrisamfund med al dets fisefornemme småborgerlighed og evindelige jagt på status. Tati er aldrig ond og grov i sin satire, altid blidt iagttagende. På jagt efter en lille absurd ballet. Det går først og fremmest ud over en overvægtig underchef på en stor gummislangefabrik samt hans kone. De har fået sig et topmoderne hus, fuld af smarte moderne møbler, arkitekttegnet have og alverdens automatiske dingenoter og maskiner, der åbner og lukker takket være fotoceller. Det er ren kræs for Tati, der morer sig ved at lade det rædselsfulde ægtepar gå rundt med en konstant selvtilfreds mine mens de åbner og lukker deres automatiske garagedør og sætter sig i deres umulige moderne møbler.  Og det er Tatis satiriske pointe, at ægteparret glemmer deres ca. 8-9-årige søn, som holder meget mere at sin onkel, Monsieur Hulot, der bor i den gamle rodede bydel, hvor folk har tid til at tale med hinanden og ingen gider tænke på status. Der foregår livet bare som det altid har gjort.

Plastik- og betonlandskaber
Det er Jacques Tatis tilbagevendende idé i sin tre sidste og bedste spillefilm, 'Min Onkel', 'Playtime' og 'Traffic', at udstille det groteske og absurde og tåbelige i det moderne menneskes levevis og evindelig higen efter det forjættede fremskridt.
Der er naturligvis noget mindst lige så tåbeligt og absurd ved Tatis bagstræberiske insisteren på at alt var bedre i gamle dage. Og det er et stort paradoks og en stor selvmodsigelse i Tatis særlige filmunivers, at hans bedste film er bedst i de sekvenser, hvor han beskriver moderne plastik- og betonlandskaber i al deres monotonitet, fyldt med automatiske dingenoter med deres komiske lyde. Det kan godt være, at Tati fortæller os, at alt var mere ligetil og menneskeligt før det moderne samfund, men hans film fortæller os også, at tilværelsen var knap så sjov og fascinerende i gamle dage.

Selvfed underchef
Den indbyggende selvmodsigelse gør på ingen måde Tatis 'Min onkel' til en fejlagtig og mislykket film. Man kan anklage den for at modsige sig selv og være 15-20 minutter for lang, men man kan ikke tage fra den, at den er fyldt med små stykker melodisk billedpoesi. Ingen kan som Jacques Tati skabe et lille stykke musik ud af en selvfed underchef, der kører sin nye, fine bil ind på sin private parkeringsplads ved en topmoderne gummislangefabrik.