Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

Myte-dræber for en aften

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Uha, der sker ting og sager med den gamle, hæderkronede westerngenre. Det begyndte for alvor tilbage i 1992 med Clint Eastwoods 'De nådesløse', hvor glansen blev pillet af de gamle gunslingers og cowboys. De hårde drenge havde det rigtig skidt med at være hårde og vestens helte var ikke ligefrem Guds bedste børn. Så blev cowboyderne gjort til piger og den slags postmodernistisk pjat, men det er intet i forhold til det opgør, den stakkels gamle western er udsat for her i midten af årtiet.

Paranoid halvpsykopat
Al ædelmodighed og gentlemanship bliver skyllet væk i tv-serien 'Deadwood', men endnu hårdere er det naturligvis at de mandige cowboys blev gjort til homoseksuelle i forrige års 'Brokeback Mountain', og at et af de gamle ikoner, Jesse James, bliver reduceret til en paranoid halvpsykopat i en ny film, der ikke engang vil præsentere de gamle gunslingers og cowboys som noget særligt. Næh, i 'Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford' er der ikke meget glamourøst over Jesse James og hans bande. Det er en flok usikre og desillusionerede unge mænd, der begår røverier i en forvildet søgen efter berømmelse og mening med livet. Havde de levet idag, havde de solgt ecstacy eller deltaget i Stjerne for en aften.

Socialrealisme for gunslingers
Vi er altså ovre i en slags socialrealisme for gunslingers, og med baggrund i pur fakta gør filmen alt hvad den kan for at punktere den gamle myte om Jesse James, der begik røverier mod de rige banker og togselskaber efter Den amerikanske Borgerkrig, og derfor blev hyldet i sydstaterne som en slags USA's Robin Hood. I 'Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford' har Jesse James selv kun hån til overs for sin berømmelse. Hans eneste tilbageværende drivkraft hans paranoide og psykopatiske natur. Han er træt af livet, træt af sig selv. Det eneste, der rigtigt giver mening for ham er det lille tidsfordriv, der går ud på at slå gamle bandemedlemmer, som har samarbejdet med politiet, ihjel.

Unge, dumme bondeknolde
Hans næsten lige så berømte storebror, Frank James, har trukket sig tilbage som togrøver, ikke mindst fordi han er træt af unge, dumme bondeknolde, der kun vil være med i banden for at smage berømmelsen - såsom den 19-årige Robert Ford, hvis højeste ønske det er at blive berømt ligesom Jesse James. Ja, faktisk bliver selve Jesse James i tvivl om hvorvidt lille Bob vil være som Jesse James eller om han vil være Jesse James. Robert Ford er en klassisk taber. Den yngste af fem brødre og det evige mobbeoffer, som ingen gider tage alvorligt, og som derfor søger tilflugt i kæmpeidolet Jesse James. Roberts kæreste ejendel er en lille kasse med udklip om Jesse James og tegneserier om hans hårdkogte bedrifter, og når han møder sit forbillede sidder han med våde øjne og forestiller sig, at han er en myte ligesom Jesse.
Mage til ynkelig starut skal man lede meget længe efter, og den unge skuespiller, Casey Affleck, lillebror til stjernen Ben Affleck, spiller ham umådeligt overbevisende med hvalpefedt, våde hundeøjne og usikre smil. Naturligvis må mødet mellem Jesse James og hans idol ende galt, sådan som filmens titel afslører. Robert Ford vil simpelthen være Jesse James. Han er træt af at blive mobbet, han vil tage Jesses plads, ikke som bandeleder, men som myte.

Fatalistisk skæbnefortælling
Det er skæbnens grumme ironi, at den paranoide og psykopatisk Jesse James ved sin død blev ophøjet til en endnu større helt og myte, mens Robert Ford blev udstillet som kujon. Det er den tankevækkende, fatalistiske skæbnefortælling filmen ruller op. Det er ikke historien om to store myter, men om to utilpassede unge mænd, der begge blev drevet frem af desperation. 'Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford' er i sjælden grad en afmontering af western-myten, og dermed en afmontering af den amerikanske selvforståelse, som western-myten er så tæt forbundet med. Filmens tankevækkende morale er, at berømte bedrifter ikke nødvendigvis udføres af store mænd med store idealer. Og den afleveres afsindig stemningsfuldt, originalt og smukt i sin skæbnestunge melankoli af den australske instruktør, Andrew Dominik, akkompagneret af landsmændene Nick Caves og Warren Ellis' skævt sørgmodige musik, som i sig selv er et opgør med det klassiske western-univers.