På himlens kant

Døden i hovedrollen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Med jævne mellemrum hører man nogen hævde, at når bare historien er god, så kommer der også en god film ud af den. Det passer naturligvis ikke. Der er heldigvis ingen tommelfingerregel for gode films natur, og at finde på en iøjnefaldende historie er ikke specielt svært. Den store og svære kunst er i langt højere grad at skabe gode, stærke karakterer som publikum kan leve sig ind i og få lyst til at beskæftige sig med i et par timer. Dermed slet ikke sagt, at alle film med stærke personkarakteristikker er gode film - men det hjælper.

Intens og kontant
Hvor meget gode og stærke filmfigurer betyder for en film, og hvor svære de er at få op at stå, kan man se ud af de to nyeste spillefilm af den tyske instruktør, Fatih Akin. Hans forrige film, den utroligt intense og kontante 'Mod muren', bliver ikke drevet frem af en specielt god eller velsmurt historie, men af to sjældent intense hovedfigurer, en ung kvinde med stort livsmod indgår et ægteskab med en betydeligt ældre livstræt mand. Egentlig bliver de bare gift for at kvinden kan få lov at blive i Tyskland istedet for at blive sendt til Tyrkiet, hvor hendes familie kommer fra, men undervejs i ægteskabet begynder følelserne mellem dem at spire. Og i løbet af de to timer filmen varer, får publikum et klart og nuanceret billede af de to hovedfigurer.

Et tyndt skelet
Fatih Akins nye film, 'På himlens kant' minder i udgangspunkt meget om 'Mod muren'. Begge film foregår på Fatih Akins hjemmebane, kulturkløften mellem Tyskland og Tyrkiet, og begge film bruger et tyndt skelet af en historie til at folde en række mennesker ud midt i et følelsesladet drama. Men den store forskel på de to film er, at figurerne i 'Mod muren' står så stærkt og fascinerende, at man nærmest har lyst til at følge med dem hver gang de skal ned og købe toiletpapir i den lokale døgnkiosk. I 'På himlens kant', derimod formår Fatih Akin aldrig at få figurerne til at leve deres eget liv. De bliver ved med at ligne marionetter i Akins hånd og ved med at ligne brikker, der skal opføre sig på en særlig måde for at Akins lille kabale skal gå op. De føles aldrig som rigtige mennesker.

Hjerneblødning i en brandert
Det gælder Ali, den aldrende tyrkiske mand, der opsøger en luder et sted i sin hjemby, Bremen, og det gælder den cirka 50-årige luder at tyrkisk afstamning, Yeter, han opsøger. Ali bliver så glad for Yeter, at han tilbyder hende at flytte sammen med ham. Han lover at betale hende alt, bare hun kun har sex med ham. Det er en ordning, der er dømt til at gå galt, og det er gør det bestemt også. Allerede få minutter inde i filmen præsenterer Fatih Akin overskriften Yeters død, og så ved vi jo hvor det bærer hen ad. Men inden da får Ali en hjerneblødning i en brandert, hvilket bringer Yeter tættere på Alis søn, Nejat, der underviser i tysk litteratur på et universitet i Hamburg. Det viser sig desuden at Yeter har en datter hjemme i Tyrkiet ...

Politisk aktiv
Og tilfældet vil, at Yeters datter, Ayten, er politisk aktiv i Tyrkiet og at hun nu er flygtet til Tyskland. Her støder Ayten ind i en tysk pige, Lotte, der keder sig og straks bliver fascineret af den tyrkiske pige og hendes kamp for bedre forhold i Tyrkiet. Da Ayten bliver arresteret i Tyskland og sendt hjem til fængsel i Tyrkiet satser Lotte alt på at rejse til Tyrkiet og hjælpe sin veninde - trods stor modstand fra sin mor, der er træt af at datteren farter verden rundt i umulige projekter og drømme. Sådan fungerer 'På himlens kant', som et kammerspil spændt ud mellem to hjørner af det europæiske kontinent. Seks skæbner bliver hvirvlet ind i hinanden og to dødsfald blandt de seks hovedpersoner skubber de resterende 4 figurer videre i deres liv, ikke nødvendigvis mod dårligere steder, mod større sorg, jovist, men også mod større erkendelse og mod mål de hele tiden har drømt om.

En intellektuel konstruktion
Desværre lykkes det altså aldrig for Akin at få de 6 mennesker til at virke som mere en marionetter i en intellektuel konstruktion. Kvaliteten ved 'På himlens kant' ligger et helt andet sted, i det forfriskende ved at se en film, der beskæftiger sig så anderledes og åbent med fænomenet døden. I de fleste film, og de fleste historier, er døden et slags trumfkort, historiefortælleren smider på når det hele er ved at gå i stå. Vi ved, at døden er noget forfærdeligt og at den skal hævnes eller straffes eller opklares eller begrædes, men den bliver sjældent beskrevet som andet end det virkemiddel, den store dramatiske kliché i en historie, den er.

Døden er hovedperson
I 'På himlens kant' tager Fatih Akin minsandten døden alvorligt. Han beskriver den nuanceret, som det mangehovedede monster, det er. På et tidspunkt i filmen skåler den tyske mor og den tyrkiske søn for døden, ikke kun med malurt og sorg i stemmerne, men også for at dødsfaldende har bragt dem sammen og skubbet dem videre. Døden er ækel og grim og modbydelig og trist og pludselig og absurd i 'På himlens kant'. Men den har også sit eget liv. Den er i princippet selve hovedrollen i filmen mens de 6 mennesker blot er bifigurer.