Paranoid Park

'Den fremmede' som amerikansk teenager

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvordan beskriver man en teenagers følelse af ikke at være til stede i verden? Eller ihvertfald i den verden, de voksne hele tiden dikterer for én. Hvordan beskriver man følelsen af ikke at være til stede i det her mærkelige fænomen, vi kalder livet, som ikke har nogen pauseknap eller en tilbage- eller fremadspolingsfunktion.

Nøgen og død
Umiddelbart er det en umulig opgave, og alligevel er det søvngænger-agtige liv ofte blevet beskrevet med stort held på film, som fx i brødrene Joel og Ethan Coens heftigt stiliserede og humoristiske 'The Man Who Wasn't There', hvor en midaldrende barber drysser søvngængeragtigt gennem tilværelsen. Eller i Tim Hunters oversete ungdomsfilm, 'Rivers Edge', fra 1986, hvor en flok store skoleelever finder en af deres veninder, nøgen og død, ved flodbredden, og ikke aner hvad de skal stille op med den overraskende udvikling i deres liv. De har simpelthen ikke apparatet til at forvalte situationen.

Frygt for konsekvenserne
Endnu bedre går det for en fjerde amerika-ner, Gus van Sant, i 'Paranoid Park', der står overfor en tilsyneladende umulig opgave: at give et indtryk af en 14-15-årig dreng, der på en eller anden måde er involveret i en sikkerhedsvagts død. Hvor involveret han er, ved han knap nok selv. Han tør ikke betro sig til nogen af frygt for konsekvenserne, og han aner ikke hvad han skal stille op med sin oplevelse. Alt virker som en drøm for ham, som om det aldrig er sket. Som om han slet ikke er til stede i det liv, som alle andre går og refererer til hele tiden.

Et hændeligt uheld?
Derfor lyver drengen Alex ikke i konventionel forstand, da en politimand dukker op på hans skole for at tale med de drenge, der kører på skateboard. Den afdøde sikkerhedsvagt havde nemlig mærker i ansigtet efter et slag med et skateboard. Og det kommer som et pludseligt flashback fra et forlængst glemt mareridt da Alex ser de lokale nyheder og hører en nyhedsvært tale om en sikkerhedsvagts mystisk fald ind under en togvogn. Var det mord? Eller et hændeligt uheld?

Duknakke og hængerøv
Alex kan slet ikke sætte sin oplevelse op i samme slags overskrifter. Han kan ikke afgive en præcis vidneforklaring. Der skete bare noget i mørket på et øde banelegeme.
Gennem hele filmen forsøger Gus van Sant at sætte ord og billeder og lyd på Alex' søvngængerlignende tilværelse, en tilstand, som formentlig alle kender til i en eller anden grad og som er særlig overmandende i teenageårene. Van Sant leger med lyd- og billedeffekter, med læssevis af slow-motion og fastmotion, med ekko, med psykedelisk, elektronisk musik og billeder af Alex, der med kasket hængende ned over øjnene, duknakke og hængerøv i bukserne trasker af sted ned ad gangene på skolen, der skal forsøge at uddanne ham til noget, han slet ikke kan forholde sig til.

Alt andet end forelsket
Men bedst af alt kommer Alex' verdensfjerne tilstand til udtryk i forholdet til hans skolekæreste, Jennifer. Alex er alt andet en forelsket. En kæreste og en piges selskab er bare rart at have. Han opdager hende ikke engang når han trasker ned ad gangene på sin skole, selvom hun stirrer vredt efter ham fordi han har været ude at skate, bl.a., en lørdag aften istedet for at være sammen med hende. Og i en af filmens bedste scener understreger Gus van Sant med al tydelighed Alex' tilstand, da Alex vælger at slå op med Jennifer, blot dagen efter deres seksuelle debut. Van Sant skruer ned for lyden, sætter den store eskapistiske strygerfarvelade på og viser kun den kønne, men forkælede Jennifers vrede ansigt mens Alex afleverer sin meddelelse, højst sandsynligt tørt og uden de store følelsesudsving. Det er en fantastisk scene ...

Manglende tilstedeværelse i tilværelsen
Hvad gjorde Alex helt præcist ved sikkerhedsvagten? Det får vi at vide. Men det betyder ikke noget om han er skyldig eller uskyldig i noget som helst. Den stakkels sikkerhedsvagt dør kun for at understrege Alex' - og millioner af andre teenageres manglende tilstedeværelse i tilværelsen. Og som en beskrivelse af den søvngængertilstand, som en moderne filmisk teenageudgave af forfatteren og filosoffen Albert Camus klassiker, 'Den fremmede', er 'Paranoid Park' et umådeligt berigende stykke poesi i billed og lyd.