Persepolis
Iran vs. Vesten
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Enhver, der har læst en bog, kender fornemmelsen. Bogen bliver filmatiseret og man drøner ind for at se filmen - for kun at blive skuffet. Der mangler noget. Bogen havde noget, filmen ikke har, flere nuancer, flere spændende bifigurer, et mere myldrende liv og en større spændvidde, et større verdensbillede, simpelthen.
Selvfølgelig er det ikke altid sådan. Selvfølgelig kan en dårlig bog blive til en god film, men mere end ofte bliver nuancerne og detaljerne skåret ud af romanforlægget for at presse både historier og billeder ind i filmens typiske varighed på 1 ½ til 2 timer. Og minsandten om det ikke også er tilfældet med filmatiseringen af tegneserien 'Persepolis'.
Detaljerne og nuancerne
Normalt bliver tegneserier sjældent rost for deres detalje- og nuancerigdom i historierne og figurerne - og dertil kan man så svare, at den slags heller ikke nødvendigvis er tegneseriemediets styrke - men i tilfældet 'Persepolis' er netop detaljerne og nuancerne en stor kvalitet. 'Persepolis' er en såkaldt grafisk roman, en tegneserie, hvis væsen ligger tættere på klassisk litteratur end på typiske superheltetegneserier. Og med 'Persepolis' har fransk/iranske Marjane Satrapi netop forsøgt at give en præcis, nuanceret og detaljeret beskrivelse af en splittet og forrevet tilværelse mellem to kulturer.
I vrede og frustration
Satrapi voksede op i Iran i 1970'erne, da den vestligt orienterede Shah ledede landet med hård hånd. Da pigen var 10 år blev shahen styrtet af folket, der krævede mere frihed, men inden længe tog muslimske fundamentalister magten og gjorde det endnu sværere for moderne og veluddannede iranere at leve som de havde lyst.
Nogle år senere valgte Satrapis forældre at sende Marjane til Europa. De var simpelthen angste for, at den oprørske pige skulle udfordre fundamentalisternes strenge regler og havne i fængsel. Og nogle år senere vendte hun tilbage til Iran for at færdiggøre sin uddannelse, inden hun tilsidst, i vrede og frustration, slog sig ned i Frankrig. Det er altså her, i et land, hvor tegneserier også bliver regnet som kunst, hun har omsat sine oplevelser og indtryk i 'Persepolis'.
Jackson og ABBA
Satrapi har i høj grad været splittet mellem to kulturer, mellem et vestligt orienteret iransk miljø, der opfattede det som frihed at kunne lytte til Michael Jackson og ABBA, og et vestligt miljø, der er proppet til med fordomme overfor livet i Iran. Det er netop det, tegneserien 'Persepolis', både bind 1 og 2, handler om - om detaljerne og nuancerne i de to forskellige kulturer, om veluddannede iranere, der er pinlige i deres leflen for vesten, om forkælede og beskyttede rigmandsbørn i vesten, der finder det enormt eksotisk at Marjane har mistet familiemedlemmer, om østrigske punkere, der klager over deres samfund selvom de har det fantastiske i forhold til jævnaldrende i Teheran, om iranske flygtninge, der dør af livsstilssygdomme i USA.
Straight og simpel
En stor part af de små og præcise og både lærerige og underholdende betragtninger er blevet skåret bort i 'Persepolis' vej fra tegneserie til tegnefilm. Der har ganske enkelt ikke været plads til dem. Istedet er 'Persepolis' blevet en mere straight og simpel erindringsbog med fokus på tilværelsen som menig iraner under fundamentalisternes styre. Fra at være en bred beretning om kulturers indvirkning på hinanden, om menneskers reaktioner i et politisk klima, om børns verdenssyn og voksnes naivitet, er 'Persepolis' barberet ned til indlæg i den evigt bølgende meningsudveksling om friheden i vesten og strengheden under den mulismske fundamentalisme.
Dermed ikke sagt at 'Persepolis' er en dårlig film, overhovedet ikke. Den har sin helt egen stil og den omsætter Satrapis næsten barnagtige sorte og hvide flader fra tegneserie til tegnefilm med stort succes. Det er under alle omstændigheder en meget personlig, meget original film. Men set i forhold til Satrapis tegneserie er tegnefilmen 'Persepolis' en mindre og mindre rig fortælling. Man bliver ikke så oplyst og så betaget og så underholdt, som man gør af tegneserien.