Ratatouille

En simpel og jævn genistreg

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Kære læsere. Jeg har en bekendelse. Jeg græd under den nye amerikanske computeranimerede tegnefilm, 'Ratatouille'. Det nævner jeg ikke for at bevise, at jeg har kontakt med min feminine side og jeg nævner det ikke som en protest mod alphahan-idioti såsom Klaus Riskær Pedersen, der ikke vil skifte ble på sine børn. Jeg nævner det ikke for at fortælle om mig selv, men fordi det fortæller noget om de sære følelser den lille og uundseelige animationsfilm, 'Ratatouille', kan vække.
Det var slutningen på 'Ratatouille', der fik mig til at knibe et par tårer. Hele optakten til historien om den her lille rotte, Remy, der i besiddelse af et helt særligt talent for den højere kogekunst, er ikke vanvittigt ophidsende. I lange perioder virker hele set-up'et for søgt og for konstrueret. Det er ikke umiddelbart logisk, at en enkelt lille rotte vil spise gourmetmad mens alle andre rotter bare æder hvadsomhelst.

Skub i handlingen
Det er først da den lille rotte ved et tilfælde begynder at kokkerere på en parisisk restaurant, der kommer skub i handlingen. Sammen med sin åndelige guru, den afdøde mesterkok, Gusteau, er Remy vidne til hvordan køkkendrengen Linguini vælter en gryde suppe på gulvet og i desperation fylder den resterende suppe op med vand og tilfældige grøntsager. Remy skvatter ned i restaurantens køkken og som den store madelsker han er, skynder han sig at redde suppe, ja, han forbedrer den endda. Gæsterne er begejstrede for suppen og alle tror, at Linguini er en ny mesterkok - kun Linguini kender sandheden.

Klassisk bondetilbehør
Og resten af filmen sidder den lille rotte, Remy, oppe i Linguinis kokkehue og dirigerer drengen rundt i køkkenet ved at trække i hans hår. Det er altsammen fint og sjovt nok, men det er først da den gamle gnavne og iskolde madanmelder, Anton Ego, nærmest overtager hovedrollen i filmen tilsidst, den for alvor kommer op at flyve.
Det var her jeg kneb et par tårer. Da Anton Ego med sit hele sit analyseapparat og sin kolde og golde professionalisme satte sig ind på rottens restaurant og ventede på at få serveret et luksuriøst, nytænkende femstjernet måltid mad. Istedet valgte den lille smarte rotte at kokkere det klassiske bondetilbehør, ratatouille, der både kan smage fantastisk og af det rene ingenting. Da AntonEgo tager en bid af rottens ratatouille får han straks et flashback til dengang han som lille dreng i korte bukser, et sted ude på det franske bøhland, fik ratatouille af sin mor, og det tændte alle smagsløg i ham.

Glubende appetit
Det var præcis her, jeg kneb et par tårer. Og her, kære læsere, bliver det hele lidt kompliceret. Jeg ved ikke helt, hvorfor tårerne trillede ned af mine kinder der. Måske var jeg et nemt offer efter en dårlig nattesøvn? Måske blev jeg rørt af at se en lille dreng blive indviet i et livets store vidundere, smagen, det øjeblik, hvor mads smag kan ramme et menneskes glubende appetit med så stor præcision, at måltidet bliver en oplevelse af umådelig skønhed?
Eller måske blev jeg rørt af at se på Anton Ego, det her livstrætte menneske, der kun levede for at spidde og henrette dårlige kokke, og som havde glemt hvorfor han egentlig engang blev forgabt i madens mysterier? Måske var det synet af den her kolde analytiker, som fandt tilbage til skønheden i det simple og enkle, der rørte mig til tårer? Måske kunne jeg et eller andet sted identificere mig med den her kølige anmeldermaskine, der sidder dag efter dag og analysere al den føde han indtager, og som hele tiden leder efter den unikke oplevelse, mens han har glemt hvilken rig-om, der gemmer sig i det simple, såsom en enkel bonderet eller en dum burger, der bliver spist i det rette selskab på en dag, hvor man knap har fået noget at spise.

Skærer al hovskisnovski væk
Der er flere pointer i 'Ratatouille'. En af dem er, at alle kan lave mad. En anden er, at der kan gemme sig store madoplevelser på de mest overraskende steder. Og en tredie er, at mad smager bedst, hvis man skærer al analyse og al hovskisnovski væk, hvis man blot tillader sig at nyde det jævne og enkle, og ikke underlægger sig hysterisk snobberi.
Oversat til filmens verden betyder det, at man ikke behøver lede efter den store åbenbaring og den store revolution i hver en film, men at den lille jævne og simple historie, kan rumme en stor eviggyldig sandhed. Det passer altsammen glimrende på 'Ratatouille', paradoksalt nok, kunne man sig, for hvad animationen i filmen angår, bliver der sat helt nye standarder for livagtighed, detaljerigdom og præcision i animationen. Filmen er ganske enkelt en nydelse i farver, lys og bevægelse fra start til slut.

Velturnerede pointer
Men historien 'Ratatouille' holder sig til det simple og jævne, uanset hvor elegant afrundet filmen er. Den har ikke noget ønske om at revolutionere historiefortællingens kunst. Den vil bare fortælle en god historie, og det gør den, med stor overbevisning, klart og præcist og med et par gode velturnede pointer at tage med hjem. Det er fuldstændig lige meget at smide omkring sig med anmelder-klichéer som 'mesterværk' eller 'skelsættende filmsprog'. Her er en film, der forsøger at give os noget særligt ved at understrege, at de største oplevelser gemmer sig i det jævne og ligetil. Jo, kære lyttere, det kan lyde som et paradoks, men ligesom den lille kok, rotten Remy, i hovedrollen, er 'Ratatouille' i stand til det mest overraskende og forudsigelige. Såsom at få voksne og golde analytikere til at knibe en tåre.