Sarajevo - håbets sang
Krigen er ikke slut
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Da Neil Jordans film 'The Crying Game' blev et overraskende filmhit i 1992 forsøgte selskabet bag filmen sig med et usædvanligt salgstrick. Det forsøgte at udnytte, at filmen gemte på en stor overraskelse i slutningen og at filmen løftede sig adskillige niveau, når man ikke kendte noget til den. Tricket virkede kun til dels. Visse kynikere, der ikke brød sig om filmen - eller tricket - gad ikke holde kajen lukket, og det er det evige dilemma ved film, hvis overrumplende slutning er en væsentlig del af filmens kvaliteter. I vore dages medieindpakkede virkelighed er det så godt som nyttesløst at forsøge at skjule en effektiv, overraskende slutning. Det går også ud over den lille bosniske film, 'Grbavica' eller som den sjovt nok er kommet til at hedde på dansk 'Sarajevo - håbets sang'. Hvis man ser den uden at kende filmens hemmelighed, kommer slutningen som et effektivt chok. Pludselig løfter den lidt flade og ikke særlig originalt fortalte film sig adskillige niveauer og bliver til en film om et helt folks skæbne - i stedet for blot en enkelt moder og hendes datter.
Etnisk udrensning
Slutningen bliver derfor ikke røbet her - om end det vist nok er lidt ligemeget eftersom filmens slutning - og dermed også tema - tilsyneladende står at læse i ethvert lille resume og enhver synops af filmen på nettet. Og instruktøren Jasmila Zbanic vil heller ikke være i stand til at give ret mange interviews uden at komme ind på den smertefulde åbenbaring i slutningen. Desuden hentyder filmens oprindelige titel, 'Grbavica', til en af de mest berømte enkeltbegivenheder under borgerkrigen i Bosnien fra 1992 til 1995, nemlig serbiske partisaners overfald på byen Grbavica, hvor samtlige bosniske mænd blev myrdet mens kvinderne blev systematisk voldtaget i det, der med en krigs underspillede sprog hedder 'etnisk udrensning'.
Men alligevel - slutningen bliver ikke røbet her. Ihvertfald ikke mere end den er blevet. Filmen skal have en chance for at folde sig ud på den rigtige og bedste måde. Lad os blot nøjes med at konstatere, at historien handler om en Esma, en dame på små 40 år, der forsøger at skabe sig en tilværelse for sig selv og sin 12-årige datter i det moderne Bosnien.
Sårene efter krigen
Det er ikke så nemt. Sårene efter krigen er overalt, både økonomisk og menneskeligt. Hun tager et arbejde som tjener på en natklub, mest for at tjene penge så hendes datter, Sara, kan leve en tilværelse uden hele tiden at tænke på hvor hendes far er. Men det kan Sara ikke. Hun bliver konstant mindet om sin fars fravær - uanset at manglende fædre langtfra er noget særsyn i Bosnien. Hendes mor har forklaret hende, at hendes far var bosnisk partisan og at han mistede livet i kampen mod serberne. Den udlægning kender myndighederne imidlertid ikke noget til og derfor kan Esma ikke få den økonomiske støtte, som børn af bosniske helte har krav på.
Den manglende far og den manglende forståelse slider på Sara, der jævnligt kommer op at slås med alt og alle omkring sig.
Tragedien og sorgen ligger og lurer under ethvert billede i 'Sarajevo - håbets sang'. Filmens hemmeligheder er grumme og brutale. Som nævnt er 'Sarajevo - håbets sang' langtfra nogen filmisk milepæl. Den er til tider tungt fortalt, flere scener virker kejtede og kantede, historien gentager sig selv og persongalleriet er ikke synderligt opfindsomt. Til gengæld virker Mirjana Karanovic og Luna Mijovic begge troværdige som de to martrede mennesker, Esma og Sara, og fremfor alt slutter 'Sarajevo - Håbets sang' som et meget kontant, meget håndgribeligt billede på at en krig aldrig slutter selv om våbnene er lagt på hylden. Esma elsker tydeligvis sin Sara, men uanset hvor meget Esma gør for at give Sara en normal tilværelse, vil der altid ligge en splid mellem dem og Sara vil altid være i en udstødt position i forhold til sine omgivelser.
Den lidelsesfulde situation maler 'Sarajevo - håbets sang' aldeles tydeligt, så det kan mærkes. Den kan alt det, som nyhedsstrømmen og opgørelserne og statistikkerne fra krigen i Bosnien ikke kan. Den kan videregive følelser. Den kan give en fornemmelse af at være tilstede. Og den giver en klar og rammende beskrivelse af hvad det er for nogle enorme og modstridende følelser Esma har kæmpet med og fortsat må kæmpe med. Det er den store kvalitet ved en ellers ganske gennemsnitligt fortalt film. Derfor skal slutningen og temaet ikke røbes her.