Spiderman
Fortælletrætheden sætter ind
Anmeldt af Thomas Holmby Hansen
Da superheltene for ti år siden begyndte at springe fra tegneserierne og til lærredet, skal jeg ærligt indrømme, at jeg var ved at gå bagover af begejstring. Med moderne teknik kunne heltene - og skurkene sæføli - endelig blive levende på den rigtige måde. Nu står vi så her ti år efter, og pionerånden er i den grad gået af det projekt - superhelte konverteres til filmhelte i bundter - og når en filmatisering bare lugter lidt af succes, kan man være sikker på en to'er - eller som, tilfældet i dag - med en succesfuld to'er - så får vi en tre'er.
Noget at byde på
Og hvis man på forhånd skulle have spået en helt tre liv på lærredet, så ville Spiderman slet ikke være et dårligt bud. I tegneserieverden har han altid stået for noget særligt - som en af de få, der i sit civile liv som studerende og fotograferende Peter parker også havde en historie med noget at byde på. Med kroniske lommesmerter, besværlige venskaber og evig men ikke altid nem kærlighed til Mary Jane - MJ. Med 'SpiderMan 3' ude af skabet kan vi nu konstatere, at der ikke helt var stof nok i Peter Parkers privatliv til et tredje kapitel, mens Spiderman til gengæld stadig har sit at se til - og det redder denne film. Og lad os bare starte med det gode. Spiderman får sig en ny dragt, og den føles fantastisk. helt sort, den smyger sig omkring ham, og han føler sig bedre og stærkere end nogensinde før. men det er heller ikke bare en dragt - det er en parasit, dragten suger sig fast og forstærker de følelser, der er i forvejen hos vores helt. Særligt de mere aggressive af slagsen. Som Peter Parker bliver han mere cool, sender kvinderne blikke, han ellers aldrig ville have formastet sig til - som Spider-Man lader han hævntørst og vildskab tage over. Det bliver selvsagt for meget. Vi kan ikke have en superhelt, der er drevet af den slags beskidte hævntørstige følelser, og vi kan ikke have en Peter Parker, der ikke bare er evigt sød og elsker sin Mary Jane. Så dragten, parasitten, må af igen - også selvom den ikke vil.
Den sorte Spiderman
Jeg kan huske da tegneseriealbum'sne med den sorte spiderman landede i Danmark. for en generations tid siden. det var stort - sort og stort. Det tog adskillige hæfter for edderkoppemanden at finde ud af, hvor farlig dragten egentlig var - og i mellemtiden blev han gladere og gladere for den - følte sig bare som en bedre helt - og det dilemma gav et af de bedste kapitler med edderkoppehelten i den tid jeg fulgte fast med. Dilemmaet er fint oversat til film. På plussiden tæller selvfølgelig også, at filmens kolonorme budget har levnet god plads til overbvisende speciel effects - nye superskurke med nye evner vises frem på blæret vis.
Metaltrætheden har sat ind
Men det kan ikke skjule de fælere, filmen også bærer rundt på. Metaltrætheden har sat ind, Peter Parker-fortællingen går i ring. Peter Parker er stadig kæreste med Mary Jane, hun kender hans hemmelige identittet og nu vil han giftes med hende. men den sorte dragt og hans nye stil giver kurrer på tråden, og de skal så redes ud så de kan blive kærester igen. Og hele den der - ind og ud af kæresteskabet, den lugter lidt af genudsendelse. Lissom forholdet til vennen Harry Osborn alias Green Goblin junior. Nogle vil måske huske, at Spiderman havde et voldsomt opgør med den grønne goblin i den første film, og at hans søn, der tilfældigvis er - eller var - Peter Parkers bedste ven, synes det er Parker, der er skyld i hans død, og det skal så hævnes i to'eren. Og her i tre'eren er man blevet nødt til at lave den ultimative kortslutning for at få Goblin junior med i historien igen. Han er først hævngerrig, men så mister han hukommelsen - sat tilbage til start -o g bliver bedste venner med Parker - sålænge det varer.
Uden at stråle
Endnu mere lam fremstår en af de nye skurke - Sandman, der sidder ufrivilligt fast i en molekylær centrifuge sammen med en bunke sand, og derefter kan han antage alskens former og størrelser, bare der er lidt sand i nærheden. Men denne Sandman er en patetisk endimensionel forbryder, man ikke gider spilde tid på. Hvis man ku li de første to spiderman film og vil have mere af samme skuffe, så går man altså ikke galt i byen med den nye. Men hvor den første film i hør grad var med til at skabe nye standarder for superhelte-film og den anden film viste, at disse film også kunne rumme en god portion kompleksitet uden det gik ud over action-delen, så må den tredje spiderman-film finde sig i, at den bare er endnu en i rækken - uden at falde igennem, men også uden at stråle.