Stardust

Gammel trylledrik i nye karafler 1

Anmeldt af Thomas Holmby Hansen

Det er som at bevæge sig ind i en lille tidslomme, hvis man vælger at bruge noget af efterårsferien på de nyeste fantasy-tilbud. Ikke kun fordi den slags film jo i høj grad foregår i parallelverdner klinisk renset for mobiltelefoner og computerteknologi - men simpelthen fordi både 'Stardust' og 'The Dark is Rising' rummer historier af den gamle skole. Fra dengang fantasy-genren stadig var et eksotisk nørde-område, der i boghandlen havde tiltusket sig lidt plads ved siden af tegneserierne. Og hvor det derfor var en udfordring at få folk med på genrens fasttømrede skabeloner og klicheer - man sku jo helt over i en anden verden. Men i takt med at popularitetskurven har teleporteret sig i top, skal man lede længe efter børn og unge, der ikke kan svinge en tryllestav - eller for den sags skyld et latex-sværd i kampen for at redde verden mod det onde, sorte, modbydelige og farlige.

En rigtig begynderfilm
Og netop derfor kan man med god ret forvente, at nye film i genren twister klicheerne, og i det mindste forsøger at skyde noget nyt blod ind i genrens ellers fasttømrede mønster. Men det kan man altså ikke regne med at få meget af denne gang - det er gammel trylledrik i nye karafler.
Værst står det til med 'The Dark is Rising'. Historien om drengen Will Stanton, der lever et normalt frustrerende teenageliv men pludselig bliver hvirvlet ind i en århundrede gammel kamp mellem det gode og det onde. Will er nemlig den 7. søn af den 7. søn - og derfor har han vundet i heltelotteriet, kan man sige - han skal finde de seks tegn, der kan forhindre mørket i at vinde over lyset. på Wills side står en lille håndfuld indviede - de ældste. Som bare har ventet og ventet på, at Will sku' dukke op og frelse verden fra mørket. 'The Dark is Rising' er, hvad man kalde en rigtig begynderfilm, store børn uden fantasy-erfaring kan stige på uden problemer - de fleste andre vil sidde i biografen og drømme sig til bedre verdner.

En ung mand i centrum
Der ikke fordi 'Stardust' er synderligt mere original i sit plot, at den fungerer bedre. Her har vi nemlig også en ung mand i centrum - han hedder Tristan, og han skal også lære at være en helt. For ham starter eventyret, da han lover den smukke Victoria at krydse stengærdet mellem deres lille engelske landsby og det magiske land Stormhold, for at hente og bringe den stjerne, de lige har set falde fra himlen. Når 'Stardust' fungerer bedst af de to film, handler det i høj grad om filmens indlagte morsomheder. Her kigger man kærligt-ironisk på nogle af genrens dogmer, og det letter lidt på patos-presset. Som når det magiske land Stormholds konge ligger for døden og hans syv sønner skal finde ud af, hvem der skal være konge. Det foregår som et dødeligt udskilningsløb, hvor den gamle konge ikke undlader at fortælle de ode røverhistorier om dengang han selv måtte slå alle sine brødre ihjel for at få tronen. Og efterhånden som prinserne dør for hinandens hænder, samles de i limbo og følger de tilbageværendes kamp for magten. Og så sidder de der i spøgelsesantræk med økser i hovedet, halvmaste fjæs, bloddryppende halse og gør sig morsomme over de levende.

Tyndhåret og krumrygget heks
De levende er i øvrigt også på jagt efter den faldne stjerne, for den er vejen til magten. Så stjernen bliver omdrejningspunktet i et kapløb, der i øvrigt også omfatter tre heksesøstre....men ingen når frem før vores helt Tristan, men da han står i krateret, hvor stjernen faldt, ligger der en smuk ung kvinde. Hun hedder Yvaine, hun spilles af Claire Danes, og hun er vel også en slags stjerne. Hende skal Tristan have med hjem til Victoria for at overbevise hende om sin kærlighed, kongesønnerne skal have fat i hende for at få magten - og så er der heksene. De tre søstre har brug for stjernens hjerte for at holde sig evigt unge, så den ene af dem får den sdiste rest af den forrige faldne stjernes hjerte, og transformerer sig fra en gammel tyndhåret og krumrygget heks, som vi kender dem til Michelle Pfeiffer, og hun deltager herfra veloplagt i jagten på stjernen og det evige liv. Stjernen selv derimod, finder sin beskytter i Tristan, for selvom han vil have hende med hjem til England og Victoria, så må han undervejs erkende, at det ikke kun er hans evner som helt, der vokser, det gør hans følelser også.

Kaptajn Shakespeare
Et andet godt og morsomt indslag i 'Stardust' er Robert de Niro, der giver den som kaptajn Shakespeare, han leder en flok benhårde luftpirater, der indsamler lyn og sælger dem på det sorte marked. Og på hans skib lander Tristan og Yvaine. Men Kaptajn Shakespeare ved mere, end han umiddelbart giver udtryk for. Der går f.eks. ikke lang tid, før han valser rundt med stjernekvinden Yvaine på skibsdækket. Og så er der kaptajn Shakespeares egne hemmeligheder - hvor jeg blot skal nævne stikord kjoler og stilletter. Jeg har før siddet irriteret i flere film, hvor Robert de Niro er blevet castet til roller, der gør grin med hans eget filmimage og han skal give den som klovn, men i 'Stardust' fungerer det udmærket. Han ser faktisk ud som om han selv morer sig. Og sådan får 'Stardust' arbejdet sig hen mod en slutning, jeg vist ikke behøver at røbe, for mon ikke man kan få de forholdsvis enkle ingredienser: kongesøn, stjernekvinde, evigt liv og en heks til at gå op i en forholdsvis simpel ligning til slut?

Intet nyt magisk land
Selvfølgelig kan man det, for 'Stardust' følger altså grundlæggende helt samme slidte spor, som 'The Dark is Rising'. Der er mere humor, der er store stjerner i veloplagte biroller, men der er stadig ikke noget nyt at komme efter. Og det er altså skidt - bare fordi det er fantasy betyder det vel ikke, at man ikke må bruge sin fantasi og bestræbe sig på at betræde nyt, magisk land.