Stille liv

Den druknende by

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nogle film - eller bøger, malerier eller musik for den sags skyld - har en særlig evne til at bringe én ind i en fuldstændig fremmedartet verden. Det behøver ikke være en fjern fremtids- eller for den sags skyld fortidsverden, men en verden hvor mennesker og natur opfører sig anderledes end vi er vant til. Hvis den fremmedartede verden er mangelfuldt beskrevet kan det være en rædselsfuld oplevelse at besøge den, men hvis den fungerer, hvis den er fascinerende, er det en berusende fornemmelse, som at være opdagelsesrejsende eller turist i en anden dimension.

Kærlighed, grådighed og magt
Som fx i den kinesiske film, 'Stille liv'. Den foregår i en verden med ting, vi allesammen kender - både, floder, huse og motorcykler, og hvor folk handler efter de sædvanlige instinkter, grådighed, kærlighed og magt, fx. Og da filmen starter ligner det et ganske typisk scenarie i film fra fjernøsten: frodige klippeskrænter med tæt bebyggelse, små overfyldte færger og læssevis af mennesker, der ikke ser ud til at eje meget andet end det tøj, de går og står i. Men langsomt får man en fornemmelse af at jorden skrider væk under én.

Intet vemodigt snøft
Hele filmen foregår i byen Fengjie, der snarere ligner en lang række huse, der er vokset sammen til en enhed, end en egentlig by. Det er der en god grund til. Byens gamle kerne ligger under vand, eftersom de kinesiske myndigheder har opført et gammelt drømmeprojekt, opdæmningen af Yangtzefloden, hvilket har givet kineserne en enorm energiressource, men også betydet, at omkring en halv million mennesker har fået deres gamle hjem langs floden fyldt med vand. Byen Fengjie er under konstant forandring eftersom vandstanden stiger pga dæmningen og entreprenører bygger nye huse og river gamle ned. Fengjie er altså et billede på et moderne Kina, der er under store forandringer i en kommunistisk planøkonomi med liberale undertoner. Fortiden druknes uden så meget som et blink med øjet eller et vemodigt snøft, mens markedskræfter kæmper om at forme en lukrativ nutid for Fengjie.

Et skuldertræk
Derfor skrider jorden væk under én i hele 'Stille liv'. Man kan se, at filmen foregår i samme by, indenfor en radius af et par kvadratkilometer, men på intet tidspunkt har men en fornemmelse af at genkende noget. Der er hele tiden nye huse og nye veje.
Menneskene i filmen opfører sig på samme måde. Fortiden forlades uden det mindste vemod, folk flytter ud af deres huse med et skuldertræk og taler om at rykke til et andet job og en anden by som om det var den største selvfølge. Kun filmens to hovedpersoner har en historie, et savn, de klynger sig til. Minearbejderen Han San-Ming leder efter sin kone, som stak af fra ham for 16 år siden. Og sygeplejersken Shen Hong leder efter sin mand, der rejste væk for at bygge huse og broer i området to år tidligere.

Historie- og respektløsheden
Ret meget mere historisk samvittighed er der ikke i 'Stille liv', der ikke præsenterer de store omvæltninger med vrede eller indignation. Men under de smukke billeder af tilsyneladende følelsesløse mennesker mellem sammenstyrtende eller nybyggede huse ligger en skarp kritik af historieløsheden og respektløsheden i det moderne Kina. I en verden, hvor alt forandrer sig hele tiden, mister menneskene deres rod og identet.
Den tone spiller instruktøren Jia Zhang-Ke konsekvent - så konsekvent, at heller ikke publikum har ret meget at holde fast i. Der er ikke meget, der ligner handling, heller ikke meget, der ligner følelser, man kan forholde sig, og det er i høj lagt over til publikum at drage sine egne konklusioner og facit.

Futuristisk arkitektur
I starten af filmen præsenterer Jia Zhang-Ke fx en ung gangsteropkomling, der ser talløse gangsterfilm og fantaserer om en fremtid som mafiaboss. Og vi hører lige den seje ringetone på hans mobiltelefon. Betydeligt senere i filmen ser vi ham drage afsted med nogle unge kompagnoner for at uddele øretæver til en mand, der skylder penge. Og små 10-15 minutter senere kommer vores hovedperson Han San-Ming forbi en bunke murbrokker i et nedrevet hus. Han hører den unge gangsters ringetone nede fra bunken og skynder sig at råbe på hjælp, hvorefter filmen klipper til en ny scene. Det er altså op til publikum selv at gennemskue at den unge gangster ligger død under bunken.
Intet bliver serveret på et sølvfad af instruktøren Jia Zhang-Ke, der også morer sig med at lade nyopførte huse i futuristisk arkitektur lette midt i det hele, som var de rumskibe. Uden at filmens figurer reagerer, naturligvis.

Fremmedartet og eksotisk
'Stille liv' er altså en højst fremmedartet og eksotisk filmoplevelse. Den ligner ikke meget andet i filmverdenen. Men 'Stille liv' kunne have stået endnu stærkere og mere fascinerende hvis Jia Zhang-Ke havde skåret 15-20 minutter ud af sine to timer. Og hvis han havde givet sin ekstremt underspillede humor mere plads i det absurde landskab, han beskriver. I så fald kunne 'Stille liv' var blevet en velkommen moderne, eksotisk fætter til franskmanden Jacques Tatis gamle komedier. Men en filmisk rejse ind i en eksotisk og fascinerende verden er så langt fra noget dårligt tilbud.