Ten Canoes

En film uden lige

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Ca. 5 minutter inde i den australske film, 'Ten Canoes', kommer 10-12 ur-australske krigere gående gennem skoven. De er så godt som nøgne og spadserer på én linie med deres lange spyd strittende op i luften. Hvor er de på vej hen? Hvad skal der ske? Er de på vej i krig? På vej mod et hemmeligt okkult ritual? Pludselig råber den bagerste mand i linien 'Stop!' Hvorfor? Hvad vil han? Har han set deres fjender? Har han set en truende fare? Har han set sig vred på nogen? Nej, han er træt af at gå og indånde ildelugtende gasser fordi nogen i rækken foran ham prutter hele tiden. De øvrige krigere griner og efter en kort diskussion finder de frem til den skyldige, der indrømmer, at han er rådden indeni. Derefter træder han ind på den bagerste plads i rækken, der nu kan fortsætte sin fremmarch.

De ligner os
Den scene er 'Ten Canoes' i en nøddeskal. Som tilskuere tror vi hele tiden, at vi er på vej ind i en dybt eksotisk verden, langt fra vores egen virkelighed, et okkult rige, styret af magiske ritualer og en særlig kontakt med naturen, som vi ikke længere forstår noget af i vores sterile, civiliserede verden. Og så viser det sig, at de gamle aboriginer i 'Ten Canoes' minsandten ligner os. De prutter og griner ad platte vitser om kønsdele, mændene tænker på kvinder og kvinderne tænker på mænd, mændene går på jagt og skaffer føde mens kvinderne skændes med hinanden hjemme i landsbyen.

Glemte eller udraderede kultur
Man kan glæde sig over de umådeligt smukke billeder og den konstante fornemmelse af ren, uspoleret natur, man kan glæde sig over at filmen er et meget vellykket forsøg på at genoplive den australske urbefolknings efterhånden helt glemte eller udraderede kultur, hvilket er nok så vigtigt i sig selv. Men først og fremmest er 'Ten Canoes' så umådeligt opløftende en oplevelse fordi den viser aboriginerne som mennesker, glade, triste, bekymrede, stærke, modige, bange, småskøre, liderlige, forelskede, egoistiske, sultne, trætte og pruttende væsener. De ligner os, de ligner civiliserede mennesker anno 2007 uanset at de render rundt i bar røv i det australske urlandskab for mange hundrede år siden og ikke ved hvad det vil sige at google eller udnytte sin friværdi.

Et antropologisk studie
'Ten Canoes' er naturligvis først og fremmest en film, men den er også et antropologisk studie og et videnskabeligt arbejde. Udgangspunktet for filmen er et fotografi af ti aboriginer i hver sin kano i en sump i regionen Arnhem Land. Billedet blev taget i 1936 af antropologen Donald Thomson og er et af de sidste vidnesbyrd om de oprindelige australieres oprindelige liv. Ingen lever længere som aboriginerne gjorde for 100 og 1000 år siden, og historien i 'Ten Canoes' er blevet til ved at sammenstykke stumper af historisk vidnesbyrd og beretninger fra de aboriginer, der spiller med i filmen.

Akavet fortælleteknik
Det imponerende og velsignede ved 'Ten Canoes' er netop at den på ingen måde ligner et museum eller et udstoppet fortidsdyr. Aboriginernes kultur står sprællevende frem i et moderne filmsprog, der filmer et landskab, som det så ud for millioner af år siden. Historien bliver fortalt med den største respekt for urfolkets akavede fortælleteknik, der ikke er specielt interesseret i vore dages spændingskurver, og alligevel er der noget ultramoderne over filmens konstante spring i tid og rum. Der er plads til både alment menneskelige bekymringer og vitser om tissemænd, hvilket på smukkeste vis bliver kombineret i en scene, hvor en mystisk fremmed, muligvis en troldmand, dukker op i landsbyen blandt filmens hovedfigurer.
Stammens beboere konstaterer at den fremmedes tissemand er helt dækket til, i modsætning til deres egne, og alt i mens stammefrænderne er angste for om den fremmede har trolddom med sig, konstaterer de, at han nok dækker sin tissemand fordi den er lille og at man ikke skal stole på mænd med små tissemænd.

Alment menneskelig filosofi
Det er så sandt som det er sagt og netop den form for jordnær, alment menneskelig filosofi præger 'Ten Canoes'. Aboriginerne bliver ikke fremstillet som et udvalgt eller helligt folkefærd, snarere som mennesket i en primitiv, men snusfornuftig grundform. De er fulde af fejl, men også fulde af en jordnær fornuft. De ved ikke en milliontedel af hvad vi ved idag, men netop derfor ved de noget andet. Og netop derfor er aboriginerne i 'Ten canoes' så fascinerende, tankevækkende og ikke mindst morsomt et spejl for os.