The Hills have Eyes II

Ren gyserhygge

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Vi lever i gyser- og horror-filmenes absolutte guldalder. Aldrig er der blevet produceret så mange film om modbydelige monstre og sataniske spøgelser. Det kan godt være, vi ikke får set så mange af slagsen i de danske biografer, men de er derude, horrorfilmene, i hobetal, i snuskede kælderbutikker og lurvede undergrundsmiljøer og udkanten af det enorme dvd-marked. Det burde altså se rigtig godt ud for gyserfilmene. Det burde vrimle med mesterlige og fornyende, modbydelige gys. Det gør det imidlertid ikke. En stor del af tidens horrorfilm tager afsæt i de idéer og opsætninger, de små amerikanske lavbudgetsgysere legede med i slutningen af 1960'erne og 70'erne, altså film som George A. Romeros 'Night of the living Dead', Tobe Hoopers 'Motorsavsmassakren', John Carpenters 'Tågen' og Wes Cravens 'The Hills have Eyes' - film, der alle der blevet genindspillet som kransekagefigurer og udstillingsmodeller i den nye bølge af horrorfilm.

Monstre i bunkevis
Den væsentlige forskel på de gamle 70'er-gys og nyindspilningerne er imidlertid, at de gamle gys satte et meget simpelt plot op og holdt skrækeffekterne på et absolut minimum. Det var der god mening i. Et publikum, der sidder og venter på at noget snart må ske, som hele tiden forventer uhygge, har det langt mere modbydeligt - og det er jo det, der er meningen - end et publikum, der får serveret det ene monster efter det andet. Så kan man jo slappe. Dels får man serveret bæstet, så man kan se det. Dels har man det med et blive lidt ligegyldig i af knolden når det ene groteske monster efter det andet kommer væltende i bunkevis. Det er meget hurtigt som om man har set det hele før.
 Gyserne i 70'erne gik altså efter at servere en snigende, ubehagelig uro, der ofte fuldte med ud af biografen - gerne med en underliggende politisk dagsorden eller en civilisationskritik. I dag går trenden mere i retning af at overgå hinanden med spektakulære effekter, ekstravagant opsatte scener og groteske monstre. Som i enhver filial af McDonalds eller BR-legetøj skal der være value for money, jo flere dødsfald, effekter og monstrøsiteter, jo mere får man for pengene, synes tommelfingerreglen at være. Gyserfilm af idag forsøger altså ikke at presse og provokere sit publikum med mere uforståelig og ubegribelig uhygge, men med mere af netop det håndgribelige, fysiske, det man kan se og røre og forstå, blod, vold, bæster, voldtægt, tortur, afskårne ben og arme.

Fysisk terror
Det skinner i allerhøjeste grad i gennem i tidens mest populære gys, såsom Eli Roths forudsigelige, klicheophobede 'Hostel', der fik 0 pile her i Filmland sidste år, og anden del af sagaen 'Hills have Eyes II', der sjovt nok er instrueret af veteranen Wes Craven, som i 70'erne mestrede den underspillede, snigende uro i den første udgave af 'The Hills have Eyes' fra 1977.
Nu om dage er Craven helt til fals for den fysiske terror i stedet for den psykiske. Der er ren overbudsmarked i hans moderne gyser, 'The Hills have Eyes II', som altså bygger på det simple udspil fra hans gamle 70'er-klassiker, 'The Hills have Eyes', hvor en amerikansk kernefamilie forvilder sig ind på et militært område, som en flok mutante, skabt af atomare våbeneksperimenter, regerer . Det var samme historie, der lå til grund for Alexandre Aja's genindspilning fra sidste år, og her i 2'eren er den enkle skabelon den samme, nu er det bare en håndfuld grønne menige fra den amerikansk nationalgarde, der havner i hænderne på de bestialske, blodtørstige mutanter.

Hyggeligt komisk
Cravens oprindelige historie bygger på en klar kritik af våbenindustriens og videnskabens parløb, og et godt afsæt i virkelige begivenheder er altid et godt grundlag for en gyser. Det gør den mere håndgribelig. I 'The Hills have Eyes II' langer Craven ud efter Bush og hans patriotiske republikanske bagland ved at lade en døende soldat erklære, at han er mere nervøs for folk i USA end i dem på den anden side af jorden, altså muslimerne. Det er der ikke så meget provokerende i eftersom snart sagt hver anden Hollywood-film i øjeblikket kommer med små stød til Bush' politik.
Der er altså ikke noget afsæt i virkelige begivenheder til at gøre 'The Hills Have Eyes II' grundlæggende skræmmende, altså på den måde så man reelt også er bange, når man kommer ud af biografen. Filmens instruktør, tyske Martin Weisz, anstrenger sig i det hele taget ikke for at servere noget, et rutineret gyserpublikum ikke kan finde på i søvne. Mutanter med 20 cm lange tunger, der slikker forsvarsløse kvinder i ansigtet fx. Det er mere komisk end det er skræmmende. Og det samme gælder en mand, der bliver aflivet ved at få åbne snitsår over hele kroppen, hvorefter han bliver smidt ned i et tønde med menneskeafføring så bakterierne i ekskrementen langsomt kan tage livet af ham. Det er også mere grotesk end egentlig skræmmende, mere hyggeligt komisk end ligefrem undergravende.
'The Hills have Eyes II' kommer i det hele taget lige så meget sit publikum i møde som en gennemsnitlig romantisk komedie eller en dansk folkekomedie - og det har satme aldrig været meningen med en gyserfilm.