The Kingdom

I fædrelandets tjeneste, intet andet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Tag ikke fejl af den amerikanske actionfilm, 'The Kingdom'. Det vælter frem med film med mere eller mindre kraftige politiske under- og overtoner. I sidste uge var der premiere på thrilleren 'Afsløringen', der overraskende utilsløret og uden fløjlshandsker gik i kødet på den falmende retsfornemmelse i USA. I denne uge er der premiere på den svensk/dansk/mexicanske 'Den sorte pimpernel', der opfordres til at kæmpe for menneskerettigheder. Og i næste uge er der premiere på Robert Redfords 'Lions for Lambs', en film om unge amerikanere, der krig for USA i Afghanistan...
Midt i de stærke politiske tilkendegivelser i biograferne, ikke mindst fra amerikanerne, kunne man sagtens få den opfattelse at 'The Kingdom' også er et tegn på at filmverdenen er blevet grundigt træt af det internationale politiske klima. Med en historie, hvor saudi-arabiske terrorister slår talrige civile amerikanere ihjel på arabisk jord og amerikanske CIA-folk bagefter skal jagte terrorister i et kejtet samarbejde med saudi-arabiske agenter, er der langt op til mere politisk selvransagelse i Hollywood.

Følelsesladt anti-terror-retorik
Det er imidlertid ikke tilfældet. 'The Kingdom' er en rendyrket actionfilm. Hvis instruktøren Peter Berg har en politisk dagsorden, har han svært ved at få den formuleret, og hvis han har fået den formuleret i 'The Kingdom', er filmen mest af alt et grønt lys til amerikansk militær og amerikansk udenrigspolitik. Hvis filmen har et hovedbudskab midt i følelsesladte anti-terror-retorik er det, at amerikanske soldater og specialagenter naturligvis skal have lov at forfølge politiske fjender på fremmed jord. Alt andet er dunkelt politisk bureaukrati. 'The Kingdom' har ganske vist et par scener, der antyder en mere globalt bevidst synsvinkel ved at gøre opmærksom på at arabere elsker deres børn og deres land, ligesom amerikanerne gør, men de scener er sidespring i historien.

Meget lyssky
De menige araberes rolle i 'The Kingdom' er først og fremmest at være mærkeligt måbende eller endda direkte obstruerende overfor en flok amerikanske agenter, der ankommer til landet for at undersøge et terrorangreb og eliminere folkene bag angrebet. Egentlig har agenterne slet ikke lov til at komme til Saudi-arabien, men eftersom et par af agenterne mistede en ven under terrorangrebet og eftersom de resterende to agenter vil have lov at forsvare deres fædreland, lykkes det deres leder, Fleury, at presse en tilladelse igennem. Meget lyssky, ganske vist, og temmelig ulovligt. Statsadvokaten i Washington vil nemlig ikke sætte de diplomatiske forbindelser til Saudi-arabien på spil, men filmens underliggende tone er, at amerikanerne da skal have lov til at hævne deres døde, og statsadvokaten fremstilles af samme grund som en selvfed politiske pamper af værste skuffe. Det samme gør de amerikanske diplomater i Saudi-Arabien.

Længere og længere snor
Altså ankommer de fire CIA-agenter til Saudi-Arabien, hvor de bliver spærret inde i en gymnastiksal og kun må operere med tilladelse fra den saudi-arabiske oberst Al Ghazi, en samvittighedsfuld specialagent og et godt menneske, som imidlertid har fået besked på at holde amerikanerne i kort snor. Takket være det, filmen præsenterer som sund fornuft, nemlig de amerikanske agenters ret til at undersøge forholdene omkring terrorangrebet, giver de saudi-arabiske myndigheder efterhånden længere og længere snor til amerikanerne, og der opstår et smukt venskab mellem Fleury og Oberst Al Ghazi, to mænd, der hader de muslimske fundamentalisters blodige angreb på deres fædreland lige højt.

Udannede bondeknolde
Udover Oberst Al Ghazi og hans højre hånd, Seargant Haytham, fremstilles så godt som samtlige andre arabere som en flok udannede bondeknolde. De arabiske agenter, der skal undersøge bombekrateret efter terrorangrebet, er håbløst inkompetente. Da en af de amerikanske agenter fortæller de umælende arabiske får, at de bliver nødt til at grave ned i det mudderfyldte krater for at finde spor efter gerningsmændene, stirrer araberne blot vantro på ham. Det er på det plan, 'The Kingdom' opererer. Det er under ingen omstændigheder en film, der forsøger at fortælle publikum, at arabere er ligeså civiliserede verdensbor-gere som amerikanere. Overalt i filmen er det de amerikanske agenter, der sidder med ekspertisen og ikke mindst fornuften.

Den gamle Rambo-skole
'The Kingdom' er altså en film af den gamle Rambo-skole, med rødder tilbage til den ur-amerikanske western-genre. Der skal ryddes op, koste hvad det vil, og sheriffen Fleury og hans tre mænd, det vil sige to mand og en kvinde, tager afsted for at rense ud. Det er alt andet end en film, der går i kødet på Irak-krigen og amerikansk udenrigspolitik. Den er en udmelding fra den brede politiske midterrabat, fra de amerikanere, der godt kan se at arabere også er mennesker, og at ikke alt er godt ved Irak-krigen, men som samtidig vil stå fast på, at amerikanere må beskytte deres interesser verden over. Det er en film, der grundlæggende giver publikum det, de vil have. Den vil ikke ændre noget. Hvis den fortalte en historie om at amerikanerne kunne undgå al balladen i Saudi-Arabien hvis de spekulerede i alternative energikilder i stedet for olie, havde den sat noget på spil. Og hvis den blot havde smadret løs på araberne med samme selvfølgelighed som gamle westerns pløkkede indianere ned, havde det trods alt været overraskende og udfordrende.

Banal og forudsigelig
Selve fundamentet for filmens drama og action er altså ikke synderligt overraskende. Det er set før i andre film, bare i andre lande og med andre konflikter som baggrund. Når filmen tilmed er alt for længe om at servere noget ordentligt action med fede biljagter og vilde eksplosioner, bliver det efterhånden temmelig svært at se hvad man skal bruge 'The Kingdom' til. Både som actionfilm og som politisk udspil siger den det mest banale og forudsigelige.