Troldmanden fra Oz

Øst vest hjemme bedst

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Mennesket er sgu et mærkeligt fænomen. Her har vi en af menneskehedens mest elskede stykker underholdning, en af tidernes mest populære film, og hvad fortæller den os? Jo, den stabler et gennemført syret univers på benene, fuld af spøjse væsener og oplevelser, så syret, at man skulle tro folkene bag filmen havde muntret sig med nogle af de bevidsthedsudvidende stoffer, der først blev populære små 25 år senere, i 60'erne - filmen er drevet frem af en fantastisk rejse og så konkluderer filmen alligevel tilsidst at det, vi holder allermest af, altid befinder sig i vores egen baghave. Lad os lige tage den igen. Vi elsker 'Troldmanden fra Oz' for dens fantasifulde, syrede rejse gennem fantasilandet Oz, men vi elsker den åbenbart mest for at den gør os opmærksom på at uanset hvor syrede rejser, vi kan tage på, holder vi allermest af det, vi omgiver os med til dagligt.

Paradoksalt og mærkeligt
Det er da paradoksalt og mærkeligt. Men tilsyneladende har vi fat i et grundlæggende karaktertræk hos mennesket, fortalt gennem den uskyldsrene teenagepige, Dorothy, der bor på landet i Kansas sammen med sin onkel og tante. Det ser godt og grundigt idyllisk ud, men en dag kommer den sure gamle gimpe, Miss Gulch, og kræver at få udleveret Dorothys hund, Toto, fordi den har bidt hende. Umiddelbart burde det være en smal sag for Dorothys onkel og tante at smide den gamle ged ud, men Miss Gulch? har et stykke papir med fra de lokale myndigheder, og det papir giver hende lov til at tage hunden med sig.

Græsset er grønnere
Heldigvis er Toto for livlig og smart en hund til bare at lade sig føre væk, men Dorothy bliver alligevel ked af det og fortvivlet, så fortvivlet at hun stikker af hjemmefra og kaster sig ud i den evigtgrønne sang om de evige længsler om et sted hvor græsset er meget grønnere, på den anden side af regnbuen i 'Over the Rainbow'. Og netop som Dorothy er færdig med at synge, bliver Kansas hærget af en voldsom tornado, der smadrer alt på sin vej.

Afsted mod troldmanden
Dorothys familie skynder at kravle ned i beskyttelseskælderen, men Dorothy når ikke at komme med og netop da hun søger ly i familiens hus, bliver hun ramt i hovedet af et løsrevet vindue. Hun dratter om på sengen netop som huset bliver suget op af tornadoen og pludselig landet hun i et mærkeligt farverigt land, Oz, befolket af hekse og små dværge ved navn munchkins. Det viser sig at Dorothy allerede har sin egen plads i det mystiske flippede og farverige univers. Hun var forudbestemt til at lande et hus ovenpå den onde heks, The Wicked Witch of the West, og tage hendes røde sko på, så hun kunne optræde som en ny og god troldkvinde i Oz. Det er altsammen mægtig skægt og muntert, men Dorothy vil nu alligevel gerne hjem til Kansas. Altså må hun drage afsted for at finde troldmanden fra Oz, den store magiker, der kan hjælpe hende med at finde hjem, og undervejs på rejsen får hun flere spøjse følgesvende, såsom fugleskræmslet, der gerne vil have en hjerne. Dåsemanden, der gerne vil have et hjerte. Og filmhistoriens utvivlsomt mest bøssede løve, der gerne vil have noget mod. Sammen drager de mod troldmanden for at få deres ønsker opfyldt.

Uskyldsrent og farverigt
Det er altsammen så barnligt muntert og og uskyldsrent og farverigt, at mindre end det halve kunne være meget mere end rigeligt. Det netop er det, der er det fantastiske og uforglemmelige ved filmen, det her barnlige drømmeunivers, hvor hekse går med røde diskosko og løver er bange for deres egen skygge og heste kan skifte farve fra lille til rød til gul. Det er som en 5-årig piges drømmeunivers, der er blevet vakt til live med farveglad technicolor og voksne mennesker, der opfører sig skørt i fjollede kostumer. Og 'Troldmanden fra Oz' fraviger ikke på noget tidspunkt sit rendyrkede, fjollede fantasiunivers.

Kulturelt vraggods
Da filmen kom op i de amerikanske biografer i 1938 var den meget tæt på at være et decideret flop, og først da amerikansk tv begyndte at rå-transmittere filmen fra 1956 bankede den sig fast i den brede befolkning og blev til den elskede evergreen, der er i dag. Flere af figurerne og dialogerne i filmen er blevet fælles kulturelt vraggods blandt amerikanerne, såsom sætningen 'Jeg har på fornemmelsen, at vi ikke er Kansas længere', der kan hives frem når omgivelserne slet ikke ligner det, man er vant til. Og hvad filmens musik angår, er den og ikke bare 'Over the Rainbow' forlængst blevet et lydspor til amerikanernes fælles identitet.
Det er altsammen helt igennem fantastisk og utroligt, så fuld af eventyr - og alligevel ender Dorothy altså med at konkludere, at der nu er aller-rarest hjemme i gamle, smattede, hestepærelugtende Kansas. Og vi forstår hende. Vi er sgu et mærkeligt fænomen, vi mennesker.