Water

Romeo & Julie på indisk

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En lærd litteraturteoretiker udviklede engang en teori, der går ud på at alle skabeloner til gode historier kan findes i William Shakespeares samlede værker - altså at alle Shakespeares dramaer indeholder de grundelementer som alle gode historier siden er bygget på. Det er selvfølgelig noget forbasket nonsens som kun en universitets-tosse på et alt for lille kontor kan finde på at konstruere, men når man ser den indiske film, 'Water', får man alligevel en fornemmelse af, at der er noget om snakken. Det lykkes nemlig 'Water' at presse en socialt indigneret historie om manglende ligestilling mellem kønnene ind i Shakespeares romantiske 'Romeo & Julie'-skabelon. Og det fungerer slet ikke dårligt.

Nyttigt og praktisk appendix
Shakespeares Julie er i den her sammenhæng den smukke Kalyani, der lever i et slags kloster for enker. Det betyder ikke at Kalyani er en gammel, sørgende dame, der kun venter på at dø - så langt fra. Hun er en smuk ung kvinde, hvis skæbne er, at hun blev bortgiftet meget ung, som barn, med en mand, der var mange år ældre end hende selv. Da manden døde, blev hun spærret inde på klostret, som en slags levende død. Når en mand dør, dør hans kone nemlig også halvt, lød filosofien - og den var fremherskende i visse kredse i det indiske samfund op til 1930'erne, hvor 'Water' foregår, og ifølge filmen er mange indiske enker stadig ofre for den mandedominerede tankegang, hvor en kvinde blot er mandens nyttige og praktiske appendix.
Altså sidder Kalyani i sit rum på klostret. Hun lever lettere afsondret fra de andre enker. Klostret er nemlig i økonomiske problemer, og den eneste måde hvorpå enkerne har været i stand til at hive penge hjem, er ved at udleje den smukke Kalyani som sexlegetøj for rigmændene på den anden side af den hellige flod, Ganges. Meget praktisk for de øvrige, ældre enker, men naturligvis dobbelt fornedrende for Kalyani.

Et levn fra stenalderen
Ifølge de gældende moralsæt og traditioner i det daværende indiske samfund, er Kalyani alias Julie, altså alt andet end en god part for filmens Romeo, den just advokatuddannede Narayan. Det er Narayan imidlertid fløjtende ligeglad med. Han opfatter de gældende traditioner i Indien som et levn fra stenalderen, og er yderst bevidst om at traditionerne kun handler om penge og magt. Intet andet. Narayan er en glødende tilhænger af Indiens store fader, Mahatma Ghandi, der netop i de år, hvor filmen foregår, er ved at samle Indien med sine meditative, ikke-voldelige revolution.

Fortabt og forgabt
Narayan er forgabt og fortabt ved første blik i den smukke Kalyani. Og hun kan umuligt modstå en køn ung mand, der er revnende ligeglad med hendes plads som udstødt i samfundet. Men nu er 'Water' alias 'Narayan & Kalyani' alias 'Romeo & Julie' et socialt indigneret drama med en gammel problematik, der også er gældende i dag. Det kan umuligt ende i ren fryd i gammen. Det kan vi godt konstatere her uden at ødelægge noget for nogen. Og 'Water' bevæger sig meditativt og flydende som en tusinde år gammel klagesang gennem de smukke landskaber ved den hellige flod Ganges. Billederne er ofte betagende smukke, som en logisk poetisk beskrivelse af Kalyanis og Narayans rene kærlighed midt i en grumset og svinsk verden, der undskylder sine urimeligheder med ældgamle hellige skrifter, skrevet af magtbegærlige mand. Billederne er så betagende i deres meddigten, at man tilgiver at skuespillet ofte er miserabelt, lige fra gamle, døende enker, der ikke kan finde ud af at hoste troværdigt, til canadiske Lisa Ray, der lægger et gudindesmukt ansigt til rollen som Kalyani, men som til gengæld har meget få ansigtsudtryk at give sin karakter liv med.

Meditativt billeddigt
Set med danske øjne kan det være meget svært at forestille sig en socialt indigneret og godt gammeldags feministisk film fortalt som et meditativt billeddigt og med Shakespeares romantiske drama om 'Romeo & Julie' som udgangspunkt. Men det fungerer forbavsende godt i indiske Deepa Mehtas 'Water'.