We Own the Night
Familiedrama i kokainens skygge
Anmeldt af Dan Poulsen
Hvad er det dog for en mærkelig film om narkogangstere og politifolk, der slutter på følgende måde: To brødre sidder foran hundrevis af New York betjente, Den ene siger hviskende ”jeg elsker dig meget højt”, og den anden svarer ”jeg elsker også dig”. Ikke en klassisk slutning på en film om lovens kamp mod virkelig brutale narkohandlere. Men det er faktisk en god lille underspillet detalje i filmen, at det i høj grad handler om at kunne sige sine følelser til den, det betyder noget for. 'We Own The Night' er på flere planer ikke en klassisk film i sin genre. På andre planer er den desværre ret normal eller mainstream, og det gør den samlet set til en ganske god film, der dog ikke er helstøbt. ......... Muligvis er den dog sådan en film, der skal ses et par gange, før den gode energi rigtig viser sit sande jeg.
Kokainsniffer
Joaquin Phoenix og Mark Wahlberg spiller de to brødre, der i livet er gået hver sin retning. Mark er blevet politimand i sin fars fodspor. Mens Joaquin Phoenix lever et liv med fest båret frem af den nære kontakt - nærmest et far søn forhold - han har til en velhavende russisk gamling. Gamlingen ejer det superhotte firserdiskotek, som Joaquin bestyrer. Joaquin er den glade festlig kokainsniffer, der er god til sit arbejde, har en superlækkerkæreste, og forøvrigt ikke stiller for mange spørgsmål om hvor kokainen egentlig kommer fra. Han er med garanti ikke aktivt involveret i diskotekets narkohandel - men han kunne nok godt få øje på den, hvis han ville.
Verdens farligste mennesker
Og her er filmens familiefølelsesmættede anslag. To brødre på hver sin side af loven. Den ene bevidst. Den anden ligeglad. Det eneste, der binder dem sammen er familiebåndet... kærligheden - eller hvad det nu er på det her tidlige tidspunkt i filmen - der dog er stærk nok til at Wahlberg, der er panser advarer sin bror om at der kommer til at ske ting og sager på hans russisk ejede diskotek. Herfra bliver der ballade på en måde så Joaquin Phoenix ikke længere bare kan være ligeglad. Bag narkoen, der her i filmen oversvømmer New Yorks gader midt i 1980’erne, gemmer sig iskolde russiske gangstere, der er ved at gøre deres ubrydelige indtog i byen. De er komplet ligeglade med panserne, og komplet ligeglade med deres eget liv - og derfor ikke bange for at dø. Og dem der ikke er det, er verdens farligste mennesker.
Iskold henrettelse
Politibetjente bliver skudt ned som iskold henrettelse, og dem er der jo to af i Joaquin Phoenix’s familie. Og derved bliver hans bekymringsløse og kokainfestfyldte liv uforsonligt med hans følelser - dem der er for familien. Og her er den stærkeste røde tråd i 'We Own The Night'. Filmen er stort set uden dagslys, og den nye filmnoir form passer fremragende til det indre dilemma og ydre drama som Joaqin Phoenix gennemlever. For kort sagt er fortællingen om følelserne mellem brødre, fædre og sønner isoleret set rigtig velfungerende.... En klassisk fortælling om følelser der er forsøgt fortalt masser af gange før af f.eks Mr. Shakespeare. I den her film er vi dog ikke i hverken Napoli eller Helsingør, men i et sen-firsernes New York. Men New York og narkodramaet fremstår altså mest bare som kulisse for et klassisk universelt familiedrama.
Biljagt i regnvejr
I een scene i særdeleshed går det - der MÅ være instruktør James Grays ambition - op i en den højeste enhed af action, følelser, univers og billedsprog. Den klaustrofobiske døds- og livsforagtende biljagt i regnvejr er i sig selv er hele filmen værd. Men i filmen som et hele, der svinger det ikke helt med følelserne i blandet det intense drama om lov og orden. Det bliver rigtig tydeligt da Joaquin langt om længe ca en trediedel inde i filmen har valgt side. Derfra SKAL filmen død og pine slutte med at god mand skyder dum mand. Og selvom filmen sådan set bevarer sit stilrene dystre univers, så er der bare for mange små løse ender og forklaringer der skal samles, sådan lidt for mainstream. ...Og derfor sidder man til slut tilbage med en fornemmelse af noget der ikke er helstøbt. Da de to brødre hviskende siger at de elsker hinanden.
Men igen, god energi, der måske først samler sig, når man ser den en gang eller to mere.