Ikke her for at blive elsket

Anmeldt af Dan Poulsen

Det bliver simpelthen ikke mere stemningstungt og livsgnist-forladt, end det liv som vores hovedperson Jeand Claude lever. Han har accepteret et totalt kærligshedsforladt og passionsløst liv. Hverdagen går med at være pantefoged. En job i et firma han har overtaget fra sin far. Han går af triste betontrapper, for at opkræve penge fra mennesker der dårligt kan betale. Hans ansigt er udtrykstlyst - fuldstændig uden gnist mens de grå vægge passere forbi ham.
Og der er heller ingen udslag mellem ham og andre mennesker - han kigger dårligt den stakkels kvinde i øjnene mens han fortæller hende at hun skal betale en mindre formue. Og så vender han sig og går - videre til næste pantefogedopgave. Og til sidst tilbage til sit triste brune og grå kontor. Midt i den her tristesse - er filmen faktisk rigtig morsom.

F.eks. da det tidligt i filmen på pantefogedekontoret bliver fejret, at Jean-Claudes søn starter på kontoret. Fejret er måske så meget sagt...Der er champagne i glassene - men det er ved Gud også det eneste festlige. Mellem kontorets tre ansatte hviler en stemning af knuder i maven.
For os som tilskuere er det morsomt når sønnen forsøger at bryde tavsheden ved at fortælle at ”mor kommer på besøg snart”, og farmand Jean Claude svarer: ”Advar mig når hun kommer, så jeg kan undgå hende”.
For sønnen er det nok mindre morsomt. Men han er en forknyt mand der er ud af stand til at træde i karakter overfor sin far Jean Claude. Jean Claude der ikke respekterer ham synderligt - i hvert fald ikke åbenlyst  -  da slet ikke hans store passion for blomster.

Forkvaklede familieforhold
Den dag - et stykke ind i filmen - sønnen går ind for at sige op, efter han selvfølgelig har siddet foran et spejl og øvet sig på opsigelsen, ender han med i stedet at spørge sin far underdanigt om lov til at tage en plante med hjemme fra og stille den i sin grå kasse af et grå kontor.
Det hele er en total kopi af Jean Claudes eget forkvaklede forhold til sin far.

Et forhold mellem voksent barn og forælder, der er så præcist skildret at alle - uanset om man kender det fra sig selv - må kunne opleve gennem denne film den smertende følelse af ikke t blive accepteret, ikke at blive respekteret - af sin forælder.

Kun 72% kakao!!??
I den her film må det siges at være i absolut større grad. Og igen - det er morsomt at være tilskuer til, når Jean Claude besøger sin far på plejehjem, spiller matador med ham, indtil faren bliver for sur over, at Jean Claude har købt en forkert chokolade, der KUN har 72% kakao, og ikke de sædvanligt 80%.
Sætningen fra faren, der nagler Jean Claude til det tunge kors af et liv i kontrolleret ufølsomhed er enkel: "Jeg beder dig om en simpel ting at købe chokolade, og selv det kan du ikke finde ud af".

Det er selvfølgelig fuldstændig underordnet for farens trang - formentlig ubevidst - til at korsfæste sin søn, at chokoladen med 80% kakao faktisk var udsolgt.

Filmisk elegant
Det handler om et følelsesforladt liv, eller måske snarere et totalt følelsesKONTROLLERET liv. Så kontrolleret at det uværgeligt fremstår koldt og forladt hver gang Jean Claude står ansigt til ansigt med andre mennesker. Og det gør man jo som menneske trods alt rimelig jævnligt. Men det er selvfølgelig dét, der ændrer sig i denne film.
Jean Claude bevæger sig fra at accepterede sit dødssyge utilfredsstillende liv, til at være en mand der vil væk fra det og som - måske vigtigst af alt - ønsker sin egen søn et anderledes varrmere og bedre liv. Det lyder banalt og klichefyldt. Men det er fortalt superstringent og på alle måder elegant filmisk.

Disco Tango
Og her er det så at jeg vil bringe på banen at 'Ikke her for at blive elsket' er en dansefilm. Vi taler ikke 'Strictly Ballroom', hvor svulstige latin-konkurrende danse bliver udfoldet med store følelser. Vi taler ikke de store diskofile armbevægelser og delikat koreograferede trin hen over dansegulvet i 'Saturday Night Fever'. Og vi taler slet ikke om pladderjazzballet som i 'Dirty Dancing'.

I denne film er det tangoen. Dansen hvor manden og kvinden forholder sig til hinanden i et tavst udtryksløst drama. Ansigterne er tætte men de ser ikke hinanden mens kroppene nedenunder bevæger superkontrolleret frem, tilbage og til siden og frem. Og lissom i en hver klassisk danse film er det dansen, der sætter vores hovedperson i bevægelse. Det er gennem tangoen at Jean Claude bliver sat i bevægelse. Han går til tangoundervisning. I et meget lille lokale med mange mennesker danser han med skiftende partnere, præcist så kontrolleret som i alle andre forhold af hans følelsesmiserable liv.

Alt er fortættet
Tangoen passer perfekt til historien. Eller også er det historien der passer perfekt til Tango. Det klaustrofobiske lokale hvor alt for mange personer samtidig skal danse, ender med - i tråd med dansens sjæl - at være et lokale der passer perfekt til den fortættede stemning.
For alt er fortættet i filmen hvor alle billeder er taget så det viser os små afskærmede rum, der er konsekvent for lidt plads i denne films billeder.

Hvor de førnævnte dansefilmklassikere 'Dirty Dancing', 'Strictly Ballroom' og 'Saturday Night Fever' alle har storslåede og åbne scenarier både med dansegulve og udendørs scener der viser de store følelser, så har denne film det stik modsatte. Ingen store billeder, ingen store bevægelser.
Alligevel - i dette grundlæggende tyngende og nærmest klaustrofobiske univers, lykkes det at skabe varme - f.eks en ufattelig sensuel scene med den smukke kvinde Francoise der øver lidt tango med Jean Claude. Der sker ingenting - andet end det vi som tilskuere mærker.

Små begivenheder af ingenting
Jeg ku tale længe om de mange små begivenheder af ingenting der løber over lærredet. Men lad det nu være gemt til biografen. Billedmæssigt er filmen som nævnt enkelt skåret, og det samme gælder fortællingen.

Da Jean Claude nyfundne følelesliv efter en kort opvågnen er havnet i blindgyde, hvor det risikerer at blive for evigt forstenet, er det åbenlyst at han ikke kommer videre uden at tage opgør med sin egen far.

Og da den allersidste dør skal åbnes, er der brug for en slags fe, der blander sig med lidt tryllestøv i dramaet. Umiddelbart er tryllestøv svært at se i hele det her grå-brune univers, men hun dukker altså op - fra en uventet kant - og en på en gang troværdig og morsom måde, så det er umuligt ikke at smile.
(Og her siger jeg lige med det samme - en lille advarsel: Hvis du er et enligt menneske med hund, kan den her film godt ramme plet, så det gør lidt ondt - forhåbentlig stadig med et smil).

Uden højenergi og dansefødder
Og for at gøre ræsonnementet færdig hvor jeg sammenligner med andre dansefilm, så er det her altså ikke en film man forlader med højenergi i krop og dansefødder..., sådan som det er tilfældet med i særdeles 'Strictly Ballroom' og sådan set også - hvis man er til den pubertære side - 'Dirty Dancing'.

Filmens miljøer er for usynlige til at den lissom 'Saturday Night Fever' kan kaldes et perfekt socialrealistisk dansedrama. I stedet vil jeg konkludere at 'Ikke her for at blive elsket' skal have mærkatet et Velfungerende Ensomhedsrealistisk dansedrama.