Kærlighed på film

Meget mere end 'Kærlighed på Film'

Anmeldt af Claus Vittus

Titlen er lidt misvisende varedeklaration. For der er både tale om humor, gys og kærlighed på film. Og blandingen lykkes.

Man skal være modig, hvis man tør begynde en film med slutningen. Hvis man allerede på det tidspunkt - hvor der stadig rasles med slikposerne - dræber sin hovedperson, så skal man tro så meget på, at man i næsten to timer alligevel kan holde biografpublikummet fast i sæderne.
Ole Bornedal er modig.

I den første scene i filmen ligger hovedpersonen Jonas døende på fortovet... i silende regnvejr.
Og en kvinde - der skal jo altid være en kvinde - komme skrigende og grædende hen til den døende.
Og Ole Bornedal er mere end modig.

For i filmens anden scene - her er vi altså ikke mere end et par minutter inde i filmen, men nu rasles der ikke med slikposerne mere - så dør endnu en hovedperson, nemlig Sebastian, der bliver skudt på et hotelværelse i Vietnam.
Og så ved vi at der skal knyttes en forbindelse, men hvordan den skal knyttes mellem de to døende - Jonas og Sebastian - er en så veldrejet fortælling uden løse ender og med så mange overraskelser, at jeg på intet tidspunkt fik lov til at slappe af... eller dvæle over det faktum, at jeg jo egentlig godt vidste, hvordan det hele ville ende.
Og efter den drabelige begyndelse... accepterer jeg også gladeligt at falde ned i sædet til en rolig indføring i Jonas' kedelige familieliv med to børn, en sød kone, en gammel bil og en ny lejlighed på Amager.

Den grå middelmådighed
Anders W. Bertelsen er den ordinære grå middelmand, som drømmer om Polynesien og om at være fotograf for National Geographic, men han er i virkeligheden fotograf hos politiet, hvor hans job er at fotograferer dødsofre. En blodig blanding af selvmordere og myrdede.
Dermed har Ole Bornedal skabt en række absurde scener i lighuse og på gerningsteder med døde mennesker strøet rundt omkring, hvor politifotograf Jonas og hans kollega politimanden- spillet af Dejan Cukic - taler om alt fra hvor sidder kærligheden (med en retsmediciner der står med et blodigt hjerte i hånden) til om hvorfor selvmordere altid har stavefejl i deres afskedsbreve.

Thriller og hverdagsdrama
Filmen 'Kærlighed på Film' ligner den film som Ole Bornedal slog igennem med, nemlig 'Nattevagten', på mange måder. Den blander hverdagsdrama sammen med thrilleren... genkendelige almindelige mennesker, der pludselig står midt i voldsomme begivenheder... og den blander det med gyset. Ikke kun i lighuset, men også i gangene under Rigshospitalet... og i et øde sommerhus.
Og så fortælles det hele med humor som en væsentlig del. Så effektivt at man det ene øjeblik griner... det næste øjeblik hopper i sædet.

Egne erfaringer med forbudt kærlighed
Og oveni er det en meget moralsk fortælling Ole Bornedal får fortalt... om at se værdien i kærligheden. Ikke kun den voldsomme, altopslugende forelskelse, men også den rolige trofaste kærlighed.
Ideen til historien i 'Kærlighed på Film' kom da instruktøren selv oplevede en voldsom forelskelse... mens han levede videre med sin kone og børn. "Det var pinligt og det var bittert at leve sådan to identiteter," siger Ole Bornedal om perioden.
Det samme sker for filmens småborgerlige Jonas, der pludselig tager den mystiske Sebastians identitet... og dermed også Sebastians kæreste.

Ingen respekt for kronologi
Filmen bølger mellem drama og kærlighed - det er vel i virkeligheden to sider af samme sag - og Ole Bornedal fortæller historien uden respekt for kronologien. Han spoler frem og tilbage uden at man dog bliver forvirret.
Og han er mere end almindelig modig, når han klipper frem og tilbage mellem to scener - fra en rørende genforeningsscene på et sommerslot, hvor Jonas er sammen med sin nye kærlighed til en skilsmissescene over en indkøbsvogn i Bilka, hvor Jonas slår op med sin kone.
Og det hele fremstår endnu mere absurd, fordi han lader Vivaldis 4 årstider strømme ud af både sommerslottet og Bilka-højttalerne.

Bornedals bedste
Og mens kærlighedsscener, Vivaldi, morbide samtaler i lighuset og gyset i kælderen folder sig ud glemmer man at det hele skal bindes sammen med de to dødsscener, som filmen begyndte med.
Men alting kommer til at passe sammen. Selv et brædt med et rustent søm, som Jonas på et tidspunkt smider på en strand får en rolle i afslutningen.
Alt bindes legende let og uhyggeligt logiskt sammen af Ole Bornedal med en sans for drama på aller-højeste plan med voldsomt stærke nærbilleder, hvor skuespillerne Nikolaj Lie Kaas, Charlotte Fich og Anders W. Bertelsen får lov at vise hvor gode skuespillere de er.
En modig film, der er Ole Bornedals bedste og som rager op over mange af de nye danske film.