Across the Universe

Den nemmeste vej til The Beatles

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er jo en fremragende idé. Eller ... ved nærmere eftertanke er der måske kun tale om en oplagt idé, eller ihvertfald en udmærket idé, måske endda en original idé. Tjah, 'original' er måske lidt af en overdrivelse. Vi har trods alt set musicals, der er formet over en sangskat før. Så måske vil det være helt præcist, at starte med at slå fast, at musicalen 'Across the Universe' er en spændende idé, men på ingen måde en idé, der bærer filmen hjem i sig selv.

Legendarisk sangskat
'Across the Universe' er en musical bygget over The Beatles legendariske sangskat - hverken mere eller mindre. Instruktøren Julie Taymor og hendes medforfattere har fundet omkring 30 Beatles-sange og udfra deres tekster og udtryk har de skabt en historie, der strækker sig gennem 1960'erne, fra de fire Liverpool-drenges tidlige, energiske og kåde kærlighedssange til deres mere modne forsøg på at indkredse religion, filosofi og politik i 60'ernes sidste år.

Forandringer og frigørelse
Det lyder som en oplagt indgang til 60'erne, til den optimistiske start med forandringer og frigørelse til de dystre år med Vietnam-krigen og mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Men det er samtidig også en frygtelig klichéfyldt og forudsigelig beskrivelse - ikke bare af 60'erne, men også af The Beatles. Og det er lige præcis her Julie Taymor og hendes hold dumper i med et ordentligt klask.

Jordbærsaft
Kan man forestille sig noget mere nemt og forudsigeligt end at rydde alle problemerne og konflikterne af bordet ved at runde hele historien om The Beatles af med at skråle 'All You Need Is Love'? Kan man forestille sig noget mere nemt og forudsigeligt end at starte historien med at beskrive fabrikkerne i Liverpool som verdens mest utrøstelige og triste sted, mens USA i 60'erne er det forjættede eventyrland? Nej, vel? Men sådan er 'Across the Universe'.
Der er adskillige smukt tænkte billeder og symboler i filmens brug af Paul McCartneys og John Lennons tekster. Fx virker sammenhængen mellem soldaternes blod i Vietnam og den røde saft fra jordbærrene i 'Strawberry Fields Forever' slet ikke dårligt. Og generelt er Julie Taymor en dygtig billedskaber med en fornem sans for det dramatiske og teatralske.

Ingen ny kontekst
Men overraskelser er der få af. Pointen med at hive fat i The Beatles' sangskat i 'Across the Universe' er ihvertfald ikke at præsentere The Beatles i en ny og spændende kontekst, der kan sparke benene væk under publikum. Det mest indlysende i verden er at bruge The Beatles sange til at beskrive et kærlighedsforhold, der går fra ungdommelighed kådhed til mere tungsindige og eksistentielle kriser - og det er lige præcis hvad Julie Taymor har gjort. Historien om en engelsk arbejderklassedreng med kunstneraspirationer, der forelsker sig i en amerikansk overklassepige med pæne tænder, er endda så tynd, at det knap nok er muligt at referere den.

Selvstændige paralleluniverser
Det burde ikke være svært at finde mere overraskende dybder og selvstændige paralleluniverser i The Beatles. Deres unikke musik blev trods alt skabt af fire mennesker med fire forskellige opfattelser af den tid, de levede i. Hvis man er lidt grov, kan man også sagtens hævde, at historien om The Beatles først slutter med John Lennons død eller måske endda med Paul McCartney, der bliver lænset for en pæn bid af sin formue da han bliver skilt fra en tidligere pornomodel, hvis saftige fortid bliver endevendt af de engelske medier.
Der er mange indgange til The Beatles - og Julie Taymor har valgt noget nær den kedeligste. Og der er mange måder at spille The Beatles musik på, men det bliver lidt af et problem, når 'Across the Universe' aldrig rigtig disker op med nogle fortolkninger, der vil andet end være et nostalgisk ekko fra verdens mest berømte rockgruppe.

Ingen revolution
Her vil nogen sikkert bryde ind og sige 'slap nu af. Lad være med at tage det så alvorligt. Det er jo bare en farverig hyldest til The Beatles' sangskat'. Det er muligt, men i den sammenhæng er det et sjovt - og flabet - tankeeksperiment at sammenligne 'Across the Universe' med de idéer, den berygtede amerikanske sektleder og psykopat, Charles Manson, fik ud af The Beatles. Her var ihvertfald en personlig og overraskende fortolkning. Han så simpelthen en opfordring til revolution i The Beatles' plader fra de sene 60'ere. Det kan man bestemt ikke sige, Julie Taymor gør.