Alvin og de frække jordegern
Tre platte skadedyr
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det virker nærmest som en straf fra den store almægtige filmgud, at børnefilmen 'Alvin og de frække jordegern' får dansk premiere i samme uge som svenske 'Den man elsker' og amerikanske 'Cloverfield' - to meget, meget forskellige film, men alligevel to film, der slipper af sted med noget helt ekceptionelt, henholdsvis at gøre uforståelige følelser troværdige og at give en fornemmelse af at filmmediet bliver født påny.
Bare en lille forklaring, tak
Set i skyggen af de to film bliver det ekstra åbenlyst hvor lidt 'Alvin og de frække jordegern' overhovedet har at byde på. Selvfølgelig er 'Alvin og de frække jordegern' en børnefilm og ikke et stykke avantgarde, men børn har som bekendt godt af at få noget føde med mere substans end skodmad fra McDonalds. Den ene åndssvage kliché efter den anden bliver rullet frem, skuespillet bliver værre og værre og historien viser sig at være så tynd, at ingen gider bruge tid på at forklare helt basale og grundlæggende elementer for historiefortælling. Det kan godt være at 'Alvin og de frække jordegern' bygger på et 50 år gammelt amerikansk tv-fænomen om de tre frække dansende chipmunks, Alvin, Simon og Theodore, men når man nu laver en film, hvor 3 almindelige jordegern viser sig at kunne tale, ja, mere end det, endog også at kunne synge og danse, kunne det måske godt kræve bare en lille forklaring.
Tre skadedyr
Sådan en er der imidlertid ikke i den her nye filmversion af 'Alvin og de frække jordegern'. Pludselig en dag, mens Alvin, Simon og Theodore sidder i et træ og samler nødder, bliver træet fældet og de tre jordegern havner ved et tilfælde hos den sølle og meget lidt succesrige sangskriver, Dave. Han er selvfølgelig ikke interesseret i at have tre skadedyr væltende rundt i sit hus, men da han opdager at Alvin, Simon og Theodore kan tale og synge og danse, ser han pludselig en chance for at få sin sange ud til verden. Inden længe er Alvin, Simon og Theodore en stor succes i musikverdenen, og så sker der det, der altid sker i den slags film, de tre jordegern og Dave bliver uvenner, jordegerne finder sammen med en skruppelløs pladeselskabsmand, der udnytter dem og inden længe finder Alvin, Simon, Theodore og Dave sørme ud af at de savner hinanden.
Solbriller og tøj
Den formel har vi edderrøvme godt nok set nogen gange efterhånden, og vi kunne måske godt leve med at se den en endnu engang, hvis altså 'Alvin og de frække jordegern' havde haft andre kvaliteter. Men vi har at gøre med en film, der knap nok gider ta' sig selv alvorligt. Når man ta'r tre jordegern, giver dem solbriller og tøj på og stiller dem op på en scene sammen med band og 6 dansere, skulle man måske ofre lidt tid på at få det til at se en anelse, om jeg så må sige, troværdigt ud. Men tre jordegern, der er så små, at man knapt kan se dem fra forreste række, kan altså ikke bare placeres på et lille podie. Det virker ikke en centimeter. Og når man så også hævder, at de tre jordegern synger så godt og karismatisk, at de kan blive popstjerner, havde det også været en god idé at hyre en sangskriver, der rent faktisk kunne skrive noget musik, der lød af noget.
'Alvin og de tre jordegern' havde været en fæl filmoplevelse på en hvilken som helst uge, men set i selskab med 'Den man elsker' og 'Cloverfield' står det helt klart, at nogen har fundet sig et meget lavt gærde, at liste henover.