Angel

Mere kliché end kleenex

Anmeldt af Martin Biil Larsen

Folk, der elsker noget meget højt har en tendens til at ville dele deres kærlighed med resten af verden. Sådan er det også med den franske filminstruktør François Ozon. Som knægt så han en masse film med store følelser, glitrende farvelade på billederne og kitschet dialog. Ozon så simpelthen en masse melodramer og blev pladask forelsket. Denne kærlighed vil han nu dele med resten af verden. Derfor har han skudt en spritny film, der skal se ud som et ægte gammelt melodrama fra 50'ernes Hollywood. Der er bare et problem med folk, der gerne vil dele deres kærlighed til det, deres hjerter banker for: Kærlighed er ofte en dybt privat sag, som det kan være svært at gøre forståelig og relevant for udenforstående. Som tilskuer til pastichefilmen 'Angel' forstår man hurtigt, at den er skabt på et hjerte, der er ved at svømme over af hengivelse til en af fortidens store filmgenre. Men man fatter aldrig, hvorfor den kærlighedserklæring skulle udbasuneres i form af en ny middelmådig kopi af de originale mesterværker.

Kvindelig eskapisme
Tåreperseren eller melodramaet havde sin storhedstid i Hollywood fra 1930 og til 1960. Melodramaet udspringer af en verden af store følelser. Genren tematiserer ofte feminine fantasier eller kvindeligt begær, der gerne lider skibbrud i en mandsdomineret verden. Derfor er melodramaet typisk filmatiseringer af såkaldte kvinderomaner. Begge dele gør sig også gældende i 'Angel', der er en filmatisering af Elizabeth Taylors roman fra 1957 om en ung kvindelig romanforfatters storhed og fald i begyndelsen af det 20. århundrede. Hovedpersonen Angel (Romola Garai) vokser op som købmandsdatter, mens hun drømmer sig væk til et mere glamourøst liv som frue af det lokale landslot, der i bedste melodrama-stil kaldes Paradise House. Angel er en eskapist, der skriver fortællinger, som tager hende væk fra den konkrete fattighed til luksuriøse oplevelser.

Paradis som helvedets forgård
En dag accepterer en forlægger at udgive 'Angel's fantasier. Romanen bliver straks en succes og serien om Lady Irania med de store følelser og den kulørte kærlighed bliver en storsælgende romanserie. Oven i den stormombruste succes falder så også kærlighedens frugt ned i 'Angel's turban. Den ægte kærlighed, hun ellers kun kender fra sine litterære fantasier. Hun falder hovedkulds for maleren Esmee, en taletnfuld kunstner uden succes. Han flytter ind hos 'Angel' på Paradise House - det landsted, hun drømte om som barn og nu har fået råd til som datidens svar på Barbara Cartland. Forholdet mellem en succesrig kvindelig forfatter og en fiaskoramt mandlig maler er dødsdømt fra starten og bliver 'Angel's store drøm, der forvandler sig til et ægte mareridt. Paradise House bliver til helvedets forgård.
 
Tandpastasmil med bid
Med 'Angel' har Ozon lavet en ny film, der skal se ud som en masse gamle filmiske perler. Derfor er der fx dårlige bagprojektioner, når hovedpersonerne kører rundt i bil eller sidder på hesteryg. Men målt i forhold til de bedste af de gamle melodramer, som 'Angel' nu så gerne vil ligne, tager den sig desværre temmelig skidt ud. Den tyske instruktør Douglas Sirk har stået bag kameraet af de bedste melodramaer i 50'erne med film som Med kærlighedens ret ('All That Heaven Allows') og Den store læge ('Magnificent Obsessions'). Det, der kendetegner de bedste melodramer, som fx Sirks, er, at der er noget kant og karakter nede under den glitrende glasur af tandsmil og steriliserede følelser. Sirk demonstrerede, at det gode melodrama kunne rumme karakter, der nok talte om hjerte og smerte i samme sætning, men som alligevel havde nogle facetter, der var dybt mystiske og uforklarlige. De var simpelthen menneskelige, selvom de også var utålelige klicheer.

Drop kopierne
Ozons nye hyldest til netop de gode melodramer bliver desværre mere kliche end kleenex. Der er ingen troværdige følelser i fortællingen, der kan forføre tårekanalerne. Der er ingen bid i karaktererne, der kan får publikum til at investere kræfter i deres tragedier. 'Angel' har alle de vanlige karaktertræk fra melodramaet inklusiv tonerne af storladen musik, men forbliver alt for stiliseret i jagten på at være noget, som den aldrig kan blive: et melodrama fra 50'erne. Som sådan bliver man som publikum distanceret fra filmen. Derfor lykkes det aldrig Ozon at gøre det klart for resten af verden, at 'Angel' er mere end hans private hyldest til sine barndomsaftner i melodramaets filmparadis. 'Angel' er en af den ellers talentfulde Ozons ringeste film. Det mest positive ved den er faktisk, at filmen bekræfter det klokkeklare faktum, at gode film aldrig er en kopi, men altid en original.