Arn - Tempelridderen

Gammeldags i stedet for klassisk

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det forunderlige ved 'Arn - tempelridderen' er, at det er så uhelbredeligt gammeldags en film - ikke gammeldaws med W, i den positive betydning smarte reklamefolk bruger til at sælge alt fra isvafler til uldne underbukser, men gammeldags i betydningen bedaget og fortærsket. 'Arn - tempelridderen' er under ingen omstændigheder en film, der forsøger at rykke publikum eller filmsproget nogen steder. Den spiller på det velkendte, på det trygge og tilforladelige, og alle vil forlade biografen med samme lette og uforstyrrede fornemmelse i baghovedet som hvis man havde set et gammelt riddere- og sværd-drama som 'Ivanhoe' eller 'De tre musketerer' i fjernsynet en søndag eftermiddag.

Misbrug af religioner
Det er der i princippet intet i vejen med. Eskapisme er sundt i små doser. Men når nu den svenske journalist og forfatter Jan Guillou har skrevet en række bøger som ikke blot er tænkt som underholdning, men også som en kommentar til misbrug af religioner op gennem historien og absolut ikke mindst i vor nutid, er det noget af en kold spand i bærret at se en film, der lige så vel kunne være skabt i 1938.
Det er ikke nødvendigvis den danske instruktør Peter Flinth og hans manuskriptforfatter, Hans Gunnarsson, der har udvandet Jan Guillous oprindelige historie. Guillou er bestemt ikke en mand, der udfordrer historiefortællingens konventioner. Han fortæller gerne sine historier med kulørerne sort og hvid og holder sig helst til at bruge netop gammeldags, dramaturgiske kneb. Hans angreb på autoriteter bliver aldrig for alvor farlige eller foruroligende. Ingen kan rigtig være uenige i at gamle kaste-inddelte kostskolesystemer, som dem Guillou beskrev i sin selvbiografiske 'Ondskab', er af det onde. Det havde været et interes-sant udsagn i 1930'erne, men er, som englænderne siger 'old hat' i vor tid.

Led sæk
Sådan er det også med kritikken af religiøse fundamentaliter i 'Arn'. Fundamentalisterne er først og fremmest beskrevet gennem Moder Rikissa, en led sæk af en abbedisse i et kloster, hvor filmens heltinde, Cecilia, holdes indespærret. Rikissa uddeler tærsk til unge kvinder, som ikke følger den strengeste udlægning af Bibelens ord, ikke mindst Cecilia, og bruger ikke mindst sin magt i kirkesystemet til at udføre politiske rænkespil.

Et åbent moderne menneske
Den slags kender vi jo udmærket, både i mellemøsten i vore dage og i nyere litteratur og film, fx i filmatiseringen af Umberto Ecos bestseller, 'Rosens navn'. Vi kender endda abbedisser af Rikissas slags så godt, at vi er helt trygge ved at se dem på film. Det ville være langt mere forstyrrende og provokerende, hvis vi stødte ind i en blid og venlig nonnechef.
Ligeså velkendt er det andet hold kristne fundamentalister i 'Arn', nemlig de kristne tempelriddere, der bare har lyst til at smadre alle muslimer i nærheden af Jerusalem. Vor helt, 'Arn', viser stor respekt for muslimerne, lærer arabisk og studerer deres skikke som et godt og åbent moderne menneske

Historisk parallel
Men flere af tempelridderne vil blot se blod i ren foragt for anderledes tænkende mennesker fra en anden kultur. Det lyder jo også ganske bekendt, og Jan Guillou har ikke lagt skjult på at de figurer i 'Arn' er tænkt som en hilsen til eksempelvis Dansk Folkeparti. Det er sådan set en ganske interessant historisk parallel, men overraskende er den bestemt ikke, og det trækker voldsomt ned, at Ridleys Scott 3 år gamle tempelridder-drama, 'Kingdom of Heaven', jonglerede med præcis samme problematik og beskrev selvsamme splittelse blandt tempelridderne. Den del af 'Arn' ligger så tæt op ad 'Kingdom of Heaven' at det nærmest ligner en genindspilning.

Livslang tjeneste for kristendommen
Det er ligeledes forbavsende at se en film hvor den kristne tro får så stor og afgørende en plads. Det er der ikke nødvendigvis noget forkert i. Dengang i middelalderen satte man ikke uden videre spørgsmålstegn ved Guds eksistens, men det er forbavsende hvor meget plads filmen giver til Guds gode gerninger, som i starten af filmen, da lille Arn falder ned og slår sig halvt ihjel og hans forældre lover Gud at skænker Arn til livslang tjeneste i kristendommen, hvis bare Gud laver ham leve. Og det gør Gud så. Forældrene får ikke rigtig sat Arn til at foretage sig noget i Guds tjeneste, så da moderen bliver syg, er hun ikke i tvivl om at det er vorherres straf for at hun ikke har holdt hvad hun lovede.

Kristne hvervekampagner
Det er ikke svært at forestille sig, at den moderne kirke kan finde på at bruge 'Arn' i hvervekampagner. Så afgørende for de positive sider af historien er den kristne gud, men det havde unægteligt været mere interessant med en film, der stillede flere spørgsmålstegn ved religioner og andre helligdomme - som simpelthen turde rive og bide og flå bare en smule i det moderne filmpublikum.