Arn 2 - Riget ved verdens ende

En pixibogsudgave af noget stort

Anmeldt af Per Juul Carlsen

At se 'Arn 2 - Riget ved verdens ende' føles lidt som at bladre i en pixi-bog, altså en af de her små børnebøger, hvor man springer fra højdepunkt til højdepunkt i historien og glemmer alt om de små mellembegivenheder og nuanceringer.

Krig og kultur
Filmudgaven af Jan Guillous romaner om tempelridderen Arn Magnusson er endt som en hoppen fra drama til drama, mens alle de interessante pointer om krig og kultur er blevet skåret fra og kasseret. Den danske instruktør på Arn, Peter Flinth, har valgt at skære grundigt ned på Guillous pointe om ikke at opfatte en fjenden som et dumt og ukultiveret svin, der har fortjent at dø. I stedet har Peter Flinth valgt at fremhæve alle de kulørte dramatiske sider af historien, alle dødsfaldene, alle romancerne, alle hjertesorgerne - og med fremhæve skal det forstås yderst bogstaveligt.

Bibelske proportioner
Peter Flinth viser ikke bare de store menneskelige dramaer i Jan Guillous romaner. Han udspensler dem, skærer dem ud i monumenter af bibelske proportioner og udstiller dem så tydeligt at ingen kan være i tvivl om hvad Peter Flinth synes man skal føle.
Lad os tage et helt tilfældigt eksempel. Den nye svenske konge har forsøgt at tage livet af den gamle kongers tre sønner. Takket være en af tempelridder Arns hjælpere lykkes det drengene at overleve, bortset fra den yngste, Knut, der forbløder pga et snitsår. Stærkt udmattede ankommer de overlevende drenge til Arns gård, hvor deres mor, den detroniserede dronning Blanka, står og passer sine huslige pligter. Enhver spade i enhver biografsal over hele jordkloden ER fuldt ud klar over at Blanka nødvendigvis må blive ked af hendes yngste søn er død. Men Peter Flinth bruger hele 1 minut og 25 sekunder på at vise moderens ængstelige ansigt mens hendes to sønner kommer snøvlende mod hende med lille Knut liggende på en båre bag sig. Der går 1 minut og 25 sekunder før mor Blanka endelig bryder ud i gråd, men det føles som et kvarter i et venteværelse på et bistandskontor.

Døende ganger
Sådan er 'Arn 2 - Riget ved verdens ende' hele vejen. Da en lumsk tempelridder stikker Arns hest ned i starten af filmen, bruger Peter Flinth et minuts tid på at lade Arn græde ud ved siden af sin døende ganger til akkompagnement af strygere og kor. Da Arn endelig vender hjem til Sverige og sin elskede Cecilia, efter 20 års bod i Jerusalem og omegn, er Cecilia ved at besvime af beruselse over at se den mand, hun troede, hun havde mistet. Og som publikum får vi lov at se Cecilia vakle lidt frem og tilbage, men dog beholde fodfæstet inden hun kan omfavne Arn.

Enorme hjertesorger
Der er absolut ingen tvivl om at Peter Flinth er gået efter at lave en storfilm med store følelser, krig og kærlighed, tro og forræderi, enormt stor kærlighed af den slags, der kan overleve 20 års adskillelse, enorme hjertesorger og lige så store glæder, og store slag i storladne landskaber. Det er også helt fint. Sådan noget er vi slet ikke vant til at se i Danmark eller Skandinavien. Men hele filmprojektet om Arn er så klassisk tænkt, ja, så gammeldags tænkt, at der ikke slipper en eneste spændende, moderne pointe ud af det her sorte hul af en film.

Rindende vand
Det havde givet hele opfattelsen af 1100-tallet og korstogene en ny dimension, hvis Peter Flinth havde valgt at fokusere på det sammenstød mellem tempelriddernes kristne tro og deres arabiske modstanderes kultur som Jan Guillou beskriver i sine bøger. Det havde tilmed gjort Arn-filmene til en klar kommentar til vor tids skarpe opdeling mellem Vesten og Den muslimske Verden. Men den pointe bliver ofret til fordel for det store kulørte drama, og noget nær det eneste, der er tilbage af kulturudvekslingen mellem muslimerne og Arn er det rindende vand, Arn og Cecilia får lagt ind i deres nye hus.

Pixibogs-udgave af noget stort
Det er meget svært ikke at ærgre sig over Sveriges dyreste film nogensinde. Her var en chance for at skabe en særlig skandinavisk sværd- og sandal-film, med en moderne og tidssvarende og anderledes pointe. Istedet er Arn-filmene endt som en kulørt kopi af store historiske dramaer som 'Braveheart', 'Gladiator' og 'Kingdom of Heaven'., en pixibogs-udgave af noget, der kunne have været rigtig stort.