Asterix og De olympiske Lege

Meget lidt pumpet meget stort op

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Når man siger ordene 'fransk film', kommer man så til at tænke på a.) litterær og, tænksomme film med mange ord og ingen biljagter? Eller b.) stort opsatte familiefilm med talrige special effects og meget lidt handling? De fleste vil formentlig svare 'a.)' og tilføje, at fransk film har et ry for at være ambitiøse og egenrådige, men også selvtilstrækkelige og arrogante. Ingen af de fordomme om fransk film passer overhovedet på 'Asterix og de olympiske lege', den tredie filmatisering af tegneserien om den gæve galler, Asterix og hans ven, Obelix. Det er en film, der ligger så langt væk fra den franske nybølge fra 60'erne, som det overhovedet tænkes kan. Og hvis nogen lider af allergi overfor de tænksomme og selvtilfredse franske film, skal de edderpuleme være glade for at ikke alle franske film ligner 'Asterix og de olympiske lege'.

Dyr produktion
Det er fransk films dyreste produktion nogensinde med et budget på omkring 550 mio danske kroner. Og er pengene så blevet fornuftigt og eftertænksomt? Overhovedet ikke. Det virker unægteligt som om manuskriptforfatterne på filmen er blevet spist af med et par fedtede sandwiches, hvorefter filmens instruktørpar, Frederic Forestier og Thomas Langmann, har ødslet pengene væk på nogle lækre special effects, der ikke gør meget andet end at se godt ud, som fx en mystisk troldmand/opfinder, der står som en lille legetøjsstatue på en hylde, men som kan vækkes til live i menneskestørrelse ved hjælp af et par magiske ord. Det ser spektakulært ud, men det betyder hverken det ene eller det andet i forhold til historien, og det forblive en gåde hvorfor filmen skal have to romerske troldmænd/opfindere i stedet for én.

Temmelig tyndbenet
I det hele taget er det forbavsende i hvor høj grad det er lykkedes folkene bag filmen at totaltudvande Asterix' gamle tegneserieunivers. Den underfundige humor fra serierne er fuldstændigt fraværende i 'Asterix og De olympiske lege' og erstattet af overgearet falden-på-halen-komik spundet over en tynd historie. Selve plottet er fx en besynderlig konstruktion, hvor en ung mand fra den lille gallerby forelsker sig i den smukke græske prinsesse Irina, der bor et par måneders rejse væk, i Grækenland, hvilket i sig selv gør forelskelsen temmelig tyndbenet. Den græske konge har lovet Irina væk til den romerske kejsersøn, Brutus, men eftersom Irina ikke kan lide Brutus, men holder af den unge gallers digte, ender det med at vinderen af De olympiske Lege også vinder den skønne Irina.

Gennemført åndssvag historie
Det er en gennemført åndssvag historie, et sammensurium af klichéer fra klassiske storfilm og romancer, men totalt uden de elegante konflikter og udfordringer, der prægede Asterix' tegneserier. Istedet forsøger instruktørerne at fylde de store huller i historien ud med overgearede gags og vilde, komiske sportsbegivenheder. Filmen er iøvrigt blevet eftertrykkeligt dårligt modtaget hjemlandet Frankrig. Lad det være en lærestreg for alle, der forsøger at pumpe meget lidt op til en hel masse.