Bølgen
Det kan ske igen
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Den tyske film, 'Bølgen', bygger på virkelige begivenheder, der fandt sted i USA i 1967. De virkelige begivenheder blev i 1981 til en roman, 'The Wave' af Morton Rhue, og den blev siden til et teaterstykke og en novellefilm. Det er altså ikke ligefrem nyt stof, den tyske instruktør, Dennis Gansel, henter frem i sin nye film, 'Bølgen'. 'Hvorfor rode det frem igen?' kunne man spørge? Fordi det er umådelig vigtigt og eviggyldigt stof. Faktisk burde historien fortælles en gang om året, verden over.
Diktatur og enevælde
Det hele handler om diktatur og enevælde, om at have en stærk person ved magten og om at føle sig som en del af stærkt fællesskab. Det bringer straks tankerne tilbage til Adolf Hitler og 2. Verdenskrig, men pointen er, at man ikke behøver at hive fat i gamle, slidte Hitler. Trangen til at være en del af et stærkt fællesskab ligger i menneskets natur, det samme er lysten til at følge en stærk leder, og netop de grundlæggende svagheder ved mennesket kan meget hurtigt og pludseligt udvikle sig til et et diktatur.
Forsøget løb løbsk
Det opdagede læreren Ron Jones da han i californien i 1967 ville vise sine elever hvad det var for mekanismer og kræfter, der skabte nazismen og andre totalitære regimer. Forsøget løb løbsk, fællesskabsfølelsen blev for stærk og de, der ikke delte fællesskabets holdninger, blev udstødt. Altså præcis det, der skete i nazityskland, blot i betydeligt mindre målestok, og sådan set præcis det samme, der sker når en flok skolebørn finder ud af at gå sammen om at mobbe en svagere elev eller en bunke fodboldfans bliver revet med af fællesskabsfølelsen og glemmer, at de egentlig kom for at se på noget fodbold.
Det tredie rige
Det er altså sprængfarligt politisk materiale den tyske instruktør, Dennis Gansel', har fingrene nede i med 'Bølgen'. Det gør ondt at stille spørgsmålet 'kan det ske igen?' i nutidens Tyskland. Da hovedpersonen, gymnasielæreren Rainer Wenger, får til opgave at holde projektuge med emnet 'enevælde', står flere af eleverne af med det samme. Det gider ikke høre mere om Det tredie rige og Hitler og det tyske folks synd. 'Det kan jo ikke ske her igen', protesterer de. Men den tror Hr. Wenger ikke på. Han gør sig selv til diktator og kaster eleverne ud i et eksperiment, hvor de skal danne en fælles bevægelse med uniform, navnet Bølgen osv.
Sælger hash i fritid
Til at starte med går det fint. Et par af de mere begavede og bevidste elever melder ganske vist fra, men flere af de ellers svage og usikre elever går op i Bølgen med stor entusiasme. De laver hjemmeside, designer et logo, bruger deres fælles identitet til at beskytte hinanden mod ydre fjender, som fx da den svage og ensomme Tim, der sælger hash i sin fritid, bliver overfaldet af et par punkere. Straks får han hjælp et par af hans klassekammerater, der i princippet er ligeglade med Tim, men ikke kan lide at se én i deres egen uniform blive chikaneret.
Berusede over styrken
Her er eksperimentet allerede ved at løbe løbsk for lærer Wenger og hans elever. Men det bliver værre endnu. Flere af drengene laver klistermærker med Bølgens logo og spraymaler logoet overalt i byen, endda på en stor presenning over byens rådhus. Ingen ved rigtig hvorfor. Bølgen står ikke for nogen særlige holdninger - eleverne er bare berusede over den styrke, følelsen af fællesskab giver dem. Og dem, der ikke giver sig hen til Bølgen, bliver presset udenfor, såsom pigen Karo, der kan se hvad Bølgen gør ved hendes klassekammerater.
Skræmmende perspektiver
Det er skræmmende perspektiver, Dennis Gansel ruller frem med 'Bølgen'. Jo, det kan ske igen i Tyskland. Og det kan ske hvorsomhelst. Trangen til fælles identitet og hårdhændet eksklusion af anderledes tænkende lurer hele tiden under overfladen - og det skal man som bekendt langtfra helt til Tyskland for at finde eksempler på.
Det er tankevækkende og provokerende lagt frem i 'Bølgen'. Det forstyrrer ganske vist temmelig meget at skuespillet er mere end stift, at psykologien figurernes udvikling er umådelig firkantet og at slutningen er unødvendigt overdramatisk - men eftersom vi har at gøre med en film, der helst skal nå helt ned til de bagerste rækker i både skoleklasserne og biograferne, er det til at tilgive.
Som film betragtet er 'Bølgen' altså en lidt for firkantet størrelse, men som debatoplæg og øjenåbner er den en af årets bedste biografpremierer.