Babylon AD

Nåja, dommedag er nær

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er forbavsende så meget absurd nonsens man kan få lov til at fyre af nu om dage, bare fordi folk går rundt og forventer at verden skal gå under. Tillad mig at uddybe. Vi mennesker i den vestlige verden lever i større velstand end nogensinde, og med flere muligheder end nogensinde. Måske er det den ophøjede udsigt, der gør det så indbydende at kigge nedad og skue mod dårligere tider, mod sammenbrud og undergang - eller for nu at tale i religiøse termer, at blive straffet for mange års grådighed og vellevned.

Populært spektakulært stof
Ihvertfald vrimler det i øjeblikket med undergangsstemninger og dommedagsprofetier indenfor populærkulturen. Det har altid været populært spektakulært stof, men tiden kalder i ekstra høj grad på historier, der sætter vores skrøbelighed i perspektiv. Gennem de seneste år har vi set film som 'Children of Men', 'Doomsday', 'The Happening', 'The Mist', 'I Am Legend' og såmænd også tegnefilmen 'Wall-E', der alle leger med tanken om at vores civilisation knækker sammen af den ene eller anden grund.

De-evolutionær rejse
Nogle af filmene har mere styr på deres dommedagsteorier end andre, men især 'Doomsday' understreger, at man ikke behøver have ret mange gode forklaringer i baglommen inden man sender menneskeheden på en de-evolutionær rejse mod dommedag. Det samme gælder den nye actionfilm, 'Babylon AD', der ikke engang gider forklare hvorfor civilisationen som vi kender den er brudt sammen og hvorfor folk i det meste af verden må slås med alle midler for at overleve.

Uduelig menneskehed
Sådan er det bare i 'Babylon AD', der tilsyneladende regner med at vi alle opfatter det som helt naturligt at spekulere i dommedag, så hvorfor i alverden finde på en god undskyldning for at jorden er ved at gå under. Det er det tynde udgangspunkt for 'Babylon AD' og det bliver sådan set kun værre og mere og mere forvrøvlet derfra. Filmen smider om sig med referencer til kristendom og religiøse myter, såsom i titlen 'Babylon AD' med dens apokalyptiske klang. Det lyder fedt, det lyder som om det har betydning og vægt og dybde, men det bliver aldrig brugt til andet en at grine sarkastisk af den her latterlige, uduelige menneskehed, som Gud engang i et ubetænksomt øjeblik satte til at varetage den smukke jordklode.

Stilig og lækker
Resten af 'Babylon AD' er en kejtet actionfilm, der er mere optaget af at være stilig og lækker end at give mening. Se bare hovedpersonen, Toorop, spillet af muskelbundtet Vin Diesel, der blev født for sent til at være det, han blev født til at være, actionhelt à la Schwarzenegger i 80'erne. Vi får at vide at Toorop bliver opfattet som terrorist i USA og derfor ikke har indrejsetilladelse. Og vi får at vide at Toorop bor et sted i Serbien, hvor han lever i en velaflåst lejlighed, der kan afskærme ham fra de myrdende horder udenfor.

En smækker nonne
Men vi får aldrig at vide hvorfor han lever sådan og hvorfor USA opfatter ham som terrorist. Derfor er det meget svært at fatte interesse for det her livstrætte drog, der får til opgave at føre en ung smuk, uskyldig nonne fra Rusland til det land, han ikke har adgangstilladelse til, USA.
Grundlaget for dommedag og for vores hovedpersons motiver er altså sjældent spinkle i 'Babylon AD'. Og når selve udgangspunktet for en historie kun er en løst skitseret og i bedste fald halvhjertet omgang nonsens, er det meget svært at få resten op at flyve. Knap 20 minutter inde i filmen optræder en scene, der ganske fint beskriver resten af begivenhederne.
Toorop og hans to følgesvende, den unge smækre nonne, der ligner en fotomodel fra Paris, og hendes ældre følgerske, skal ombord på et tog til Sibirien. Den unge nonne stritter imod og løber væk, mens Toorop og den ældre nonne forsøger at hive fat i hende og få hende ombord på toget. Pludselig lyder en voldsom eksplosion ved togstationen og både menneskekroppe og tunge metalgenstande flyver gennem luften. Men da ilden og røgen har lagt sig, rejser Toorop og hans to følgesvende sig op og løber mod stationen for at nå toget.

Ingen pointe
Eksplosionen har ingen pointe, ingen betydning. Der er ingen skrig eller gråd. Det er som om ingen har bemærket den. Vi skulle bare varmes op med en fed eksplosion og en sej lydside med nogle smarte baglæns effekter. Og sådan fortsætter 'Babylon AD'. Ting bliver smadret, folk får tæsk og en ung smækker nonne skal afleveres i USA. Ret meget mere ved vi ikke - og da filmen er slut, bliver man stærkt i tvivl om hvorvidt den franske instruktør, Matthieu Kassovitz, overhovedet ved hvad han vil med 'Babylon AD'.

De har ret
Paradoksalt nok er det mest interessante ved 'Babylon AD', at ingen rigtig gider argumentere for at civilisationen er på vej ned ad bakke. Det regner man åbenbart for at være en selvfølge i Hollywood nu omdage. Og efter at have set makværket 'Babylon AD' er man - ironisk nok -tilbøjelig til at give dem ret.