Bangkok Dangerous

Dårlig timing og uheldig frisure

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er noget, der er gået helt galt i timingen her. Oprindeligt var 'Bangkok Dangerous' en stilig thriller, der blev indspillet i 1999 af brødrene Danny og Oxide Pang, begge fra Hong Kong. Den var en del af den særlige thriller- og actionstil, der er fast inventar i Hong Kongs filmverden.

Fede skudscener
Man tager en god portion spektakulær action med fede skudscener og biljagter à la James Bond, et lille hyperromantisk kærlighedsdrama af den slags, der fungerer fint i lægeromaner og ugeblade. Derudover tilføjer man alt den coole stil og det smarteste look, man kan få fingre i. Sådan har instruktører som Ringo Lam, John Woo og Johnnie To lavet film i Hong Kong i rigtig mange år. Og de har været forbavsende dygtige til hele tiden at forny stilen med originale idéer og udtryk, selvom det hele i bund og grund handler om politimænd, der jager gangster, eller gangstere, der jager andre gangstere.

Garvet lejemorder
Det var sådan en typisk Hong kong-actionfilm brødrene Danny og Oxide Pang stod for med 'Bangkok Dangerous' i 1999, og den passede helt fint til den tid og til Hong Kongs filmscene. Men der er altså gået 9 år siden og uvist af hvilken grund har nogen besluttet sig for at 'Bangkok Dangerous' skal genskabes for amerikanske penge med en amerikansk skuespiller i hovedrollen som en garvet lejemorder, der skal udføre sit sidste job inden han trækker sig tilbage.
Det er i sig selv rigeligt dårlig timing. Hong Kongs filmscene har flyttet sig betydeligt siden den oprindelige 'Bangkok Dangerous'. Især Johnnie To har disket op med mere opfindsomme og originale plots og en langt mere sofistiskeret fortællemåde. Og historien om en verdenstræt leje-morder, der skal udføre sin sidste tjans og undervejs både forelsker sig og finder sig en lærling vir-ker unægtelig bedaget.

Dårlig timing
Det føjer endnu et lag til fornemmelsen af dårlig timing, at valget til rollen som lejemorderen i hovedrollen er faldet på Nicholas Cage, der ikke har medvirket i en vellykket film siden Spike Jonze' 'Adaptation' i 2002. Det kan godt være at folk valfarter i de amerikanske biografer for at se ham som Indiana Jones-kopien Ben Gates i de himmelråbende absurde skattejagtfilm, 'National Treasure 1 + 2', men der er meget langt til det velovervejede og eftertænksomme skuespil, han udførte i 'Vilde hjerter', 'Leaving Las Vegas' og altså 'Adaptation'.

Selvhøjtidelige replikker
I den amerikanske genindspilning af 'Bang-kok Dangerous' er Nicholas Cage blevet udstyret med nogle rædselsfulde, selvhøjtidelige replikker, som selv gamle actionhelte som Steven Seagal og Jean Claude van Damme ville betænke sig ved at sige på film, såsom sætninger som: 'Jeg er ikke din mester, jeg er din lærer'. Det lyder sejt og betydningsfuldt, men det betyder intet i forhold til hverken figurer eller plot i filmen. Det fører ingen steder.

Langt nakkehår
Dertil kommer at Nicholas Cage er blevet udstyret med et besynderligt ravnesort, langt nakkehår, der får ham til at ligne en sanger i et gotisk rockband, som lige har fjernet spøgelsessminken for ikke at skræmme nogen på vej ned efter smøger. Det er forbavsende at et helt filmhold har givet Cage grønt lys til at optræde sådan på film.

Døvstum apoteker-assistent
Ligeså dårligt fungerer romantikken i 'Bangkok Dangerous'. Det virker overhovedet ikke overbevisende, at den hårdkogte, hårdhjertede lejemorder pludselig forelsker sig i en sød og smuk døvstum pige, der arbejder i lejemorderens lokale apotek. Det havde muligvis en kitschet charme i Danny og Oxide Pangs oprindelige thriller, men det, der fungerer i Hong Kongs filmunivers, fungerer ikke nødvendigvis i Hollywoods, og der mangler simpelthen en lille smule ironisk distance til forholdet mellem en kold lejemorder med heavy-rockhår og en sød døvstum apoteker-assistent.

Kikset timing
Det er altså i de fleste henseender en besynderlig, kikset timing, der præger 'Bangkok Dangerous'. Man kan ikke tage fra den, at den er umådelig stiligt fotograferet og at Brian Tylers musik er yderst stemningsfuld og præcist ramt, men det er langtfra nok til at redde en film, der forgæves leder efter en selvstændig grund til at eksistere.