Ben X
Til forsvar for computerspillene
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Rundt omkring i verden sidder der - netop i det her øjeblik - adskillige tusinde forældre, der er bekymret over alt det computerspilleri, deres børn bliver opslugt i. Forældrene er nervøse for at computerspillene gør deres unger dovne og tykke eller at det fylder ungernes hoveder med værdiløst junk, der kun holder langt mere nyttig viden som andengradsligninger og jernalderarkitektur ude. Det er der intet nyt i. Det er en efterhånden ældgammel historie. Det nye er, at vi her har en film, hvor computerspillenes verden repræsenterer alt det gode i en ung mands liv mens det, der foregår ude i det, vi kalder den virkelige verden, er et helvede for ham.
Mobbende makkerpar
Drengen hedder Ben. Han er autist og bor et sted i Belgien. Lige fra han står op om morgenen skal han kæmpe mod problemer. Han forsøger at redde sit halvlange hår, så han ser lidt smart ud, hvilket ikke går så godt, og ved morgenbordet skal han kæmpe med sin mor, der forsøger at få Ben til at leve som en almindelig stor dreng og derfor irettesætter ham hele tiden. Og det bliver værre endnu. Om bord på bussen til skolen møder den socialt meget handikappede Ben sine plageånder, det mobbende makkerpar, Bogaert og Desmedt, to rødder af den slags, der afgjort burde være kvalt ved fødslen.
Sejrrig og uovervindelig
Men når Ben sætter sig foran sin computer og spiller spillet Archlord bliver han til Ben X, den sejrrige og uovervindelige kriger, der kan banke enhver, der logger sig på spillet og dyster mod ham. Ja, han kan endda score piger i form af den smukke veninde og medhjælper, Scarlite. Udenfor computerspillenes verden har han ikke mange chancer overfor pigerne, men når han Ben er Ben X i Archlord har hans evner ingen grænser.
To ækle orker
Filmhistorien byder på adskillige historier om unge mennesker, der søger tilflugt i en fantasiverden, hvor de kan glemme deres problemer, men det smukke og overraskende ved den belgiske film, 'Ben X', er, at stakkels Ben bruger de erfaringer, han henter i Archlord, til at tage kampen op i den virkelige verden. Det viser filmens instruktør, Nic Balthazar, ganske overbevisende ved hele tiden at krydsklippe mellem den virkelige verden og computerspillet Archlord. Når Ben bliver mobbet af Bogaert og Desmedt er han samtidig i sit Archlord-univers, hvor plageånderne ligner to ækle orker og han selv er en elegant ridder i en velpoleret rustning. Det fungerer forbavsende godt. Og det giver 'Ben X' en helt særlig, meget rastløs, meget hektisk visuel stil, som ikke bare er et gimmick, men et meget klart billede på det emotionelle kaos, Ben lever i.
Virkelige begivenheder
Nic Balthazars film bygger på virkelige begivenheder, hvor en autistisk belgisk dreng begik selvmord for at slippe for sine mobbende plageånder. Det er en rigeligt trist historie i sig selv, men Balthazar giver den nogle flere dimensioner ved at lade Ben tage kampen op og finde styrke i sin anden og betydeligt mere succesrige identitet som computerspilstjernen Ben X. Mobningen af Ben bliver ganske vist værre og værre, og den kulminerer den dag Bogaert og Desmedt sætter ham op på et bord i skoleklassen, trækker bukserne af ham, filmer ham og smider klippet ud på Youtube.com, hvor det hurtigt bliver det mest sete filmklip. 'Ben X's klassekammerater har rigeligt med muligheder for at bryde ind og stoppe mobningen. Istedet stiller de sig op og hujer og klapper og filmer stakkels Ben på livet løs.
Overrumplende og lærerig
Her omkring er det så, at Ben begynder at drage lære af sine erfaringer som Ben X. Han tager computerspillets logik over i den virkelige verden og indser, at det bedste forsvar er et angreb. Han må gøre sit liv til et spil og slå tilbage mod plageånderne. På det plan, som en anerkendelse af computerverdenens enorme potentiale, er 'Ben X' en overrumplende og lærerig film, som adskillige nervøse forældre verden over kan dulme deres nerver med.
Voldsomme mobbescener
På andre planer fungerer 'Ben X' knap så godt. Mobbescenerne er så voldsomme og så groteske, at de er på grænsen af det utroværdige, formentlig fordi filmens skuespillere ihvertfald er 6-7 år ældre end de 14-15 år, de skal forestille at være, hvilket får mobberierne til at ligne grove løjer på et universitet og ikke en folkeskole. Selve filmens slutning, hvor Ben går til modangreb, er langt ovre i det patetiske og melodramatiske, hvilket også mudrer og tilslører den ellers helt igennem fornuftige pointe om at tage ved lære af computerspillenes verden.
Men problemerne og irritationsmomenterne ved 'Ben X' kan ikke pille ved, at filmen er visuelt fascinerende og original, og at den har en provokerende pointe, som den forsvarer helt igennem overbevisende. Engang imellem, endda ganske ofte, er computerspil den bedste verden at befinde sig i.