Blå mænd
En sjov, men meget tynd historie
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Jordnær romantik og løssluppen komik. Det er de to yderpunkter i den nye danske komedie, 'Blå mænd', og filmen er aldrig i nærheden af at finde en balance mellem de to yderpunkter. Det er der én god grund til. Det er bestemt ikke nogen synderligt opfindsom eller iøjnefaldende historie, 'Blå mænd' har fået fingre i. Fortællinger om mennesker, der indser at de har levet deres liv på en løgn og går i gang med at sadle om, fungerer almindeligvis fint, men manuskriptforfatter Mick Øgendahl og instruktør Rasmus Heide har virkelig fat i en af de tyndslidte klichéer med den iskolde karrieremand, der indser at han har været et dumt svin, og finder sit eget sande jeg blandt jævne og jordnære småtosser på en genbrugsstation. Den slags har vi bestemt set før, endda så sent som sidste efterår i Jannik Johansens 'Hvid nat' - der ganske vist var en betydeligt mere alvorlig historie.
Konkurrencementalitet og karriereræs
Det er såmænd en sympatisk historie om at finde medmenneskelighed i en verden, der er plastret til med konkurrencementalitet og karriereræs, men det hele er så velkendt, at Mick Øgendahl har meget svært ved at skabe gode og originale figurer omkring den spinkle idé.
Svagest i 'Blå mænd' står filmens hovedperson, sælgeren Jesper, der iskoldt og kynisk udnytter alle omkring sig for at komme frem i verden.
Tissemandstrip
Karrieredrengen Jesper bliver spillet af Thure Lindhardt, der har mere end svært ved at finde den rette grimasse som kynisk svin i en komedie. I starten af filmen ser han ud som om han er spadseret direkte ud af rollen som kold stikkerlikvidør i 'Flammen & Citronen'. Og i slutningen af filmen, da kynismen er tøet op på genbrugsstationen er han så svagt beskrevet i manuskriptet, at han næsten falder ud af historien. Thure Lindhardt fungerer rigtig godt i en lille parodi på terapeuten Carl-Mar Møllers tissemandstrip. Men derudover bliver han lidt i stikken med nogle håbløse replikker i nogle mere end almindeligt kejtede romantiske scener.
Hysterisk natur
Troels Lyby har der heller ikke helt nemt som den koleriske leder af den genbrugsstation, Jesper havner på, da han har kørt spritkørsel og været skyld i en ulykke og derfor skal ud i samfundstjeneste. Der er ikke meget kød på Lybys figur. Tilsyneladende skyldes hans hysteriske natur, at han er far til en psykisk handicappet dreng, hvilket er en lettere mystisk konstruktion. I stedet må Troels Lyby køre sin rolle hjem på rutinen, hvilket han heldigvis er god til.
Småt begavet drengerøv
Meget sigende for det tynde skelet af en historie i 'Blå mænd', er det de figurer, der betyder mindst for filmens fremdrift, der fungerer bedst. Det er helt klart komikken, der står stærkest, hvilket måske ikke er så sært eftersom Mick Øgendahl er en veletableret stand up-komiker. Det er Øgendahl selv der har filmens bedste figur og sjoveste replikker som den småt begavede drengerøv, Dion, der går hvad han kan for at undgå at sortere det skrald, han er blevet sat til at sortere på genbrugspladsen. Og næstbedst fungerer Sidse Babett Knudsen som den lesbiske Lotte, der ligeledes gør tilværelsen kulørt på genbrugsstationen.
Sjusket og sjasket og kejtet
'Blå mænd' er altså mest af alt en håndfuld udmærkede one-liners og sjove situationer, der bliver klistret sammen af en alt for svag historie. Den slags kan sagtens fungere, og en stor del af den her verdens biografgængere vil utvivlsomt være mere end almindeligt tilfredse med at se Sidste Babett Knudsen, Troels Lyby og Mick Øgendahl for fuld udblæsning. Men som film er 'Blå mænd' en mærkelig sjusket og sjasket og kejtet konstruktion, og det ville unægteligt være sjovere at se Mick Øgendahls humor fulde sig ud i en stramt konstrueret og gennemtænkt historie.