Bladerunner - the Final Cut

Her begyndte fremtiden

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er en mærkelig skæbne, der er blevet science fiction-filmen 'Blade Runner' forundt - næsten som en fremtidsversion af 'Den grimme ælling', en film, der bliver hånet og misrøgtet af dens producenter, som får tæsk af anmelderne og bliver ignoreret af publikum, indtil den pludselig vokser i bevidstheden og bliver til en smuk svane.

Grænsenedbrydende
Der er noget fascinerende ved historien om en film, der står så usædvanlig skarpt som en grænsenedbrydende og skelsættende science fiction-film, men som mødte så lidt forståelse i sin samtid. Eller måske er det netop pointen her. 'Bladerunner' var så anderledes og fremsynet at samtiden i starten af 1980'erne ikke forstod den. Den skulle først på afstand før dens skønhed blev synlig. Dengang var en fremtidsversion, hvor verden var ved at dø i et kaos af rustent metal, syreregn og sort tåge, et højst usædvanligt syn. Vi skal ikke meget mere end 25 år tilbage i tiden før mennesket tænkte i kridhvid renhed og perfektionisme, når den tænkte på fremtiden. I de filmiske fremtidsvisioner fra 50'erne, 60'erne og op til 1980 blev fremtiden så godt som altid beskrevet som en helt ny æra, hvor alt var skinnende rent og nyt.

Kulsort nattelook
Det ændrede ikke mindst 'Bladerunner' for altid. Dens kulsorte nattelook skabte en ny præcedens for fremtidsvisioner, affalds- og undergangscivilisationer kom på mode. Det var filmens producenter åbenbart ikke helt med på da instruktøren Ridley Scott skabte dens særlige look i 1982. De krævede to yderst markante ændringer i Scotts film. For det første skulle filmens sære fremtidshistorie hjælpes på vej af en hovedpersonen, fremtidsstrømeren Deckard, der taler henover billederne, ligesom privatdetektiver havde gjort det siden Raymond Chandler og Humphrey Bogarts dage. Og for det andet skulle filmen have en opløftende, happy end - helt og aldeles ulogisk og forstyrrende.

Enhjørning
De ændringer af Scotts oprindelige film var så store, at det gav rigtig god mening at udsende en anden og mere autentisk udgave af filmen i 1992, ti år efter den oprindelige premiere, hvor 'Bladerunner' var blevet en moderne klassiker. Nu var privatdetektiv-voice overen af Harrison Ford fjernet. Det var samme var den tåbelige påklistrede slutning.  Istedet var bl.a. en drømmevision, hvor Deckard ser en enhjørning løbe gennem en skov i slowmotion, lagt tilbage i filmen sammen med den oprindelige slutning, der mere end antyder, at Deckard også er en replikant, et kunstigt menneske, ligesom de oprørere han er sat til at udrydde.

Director's cut
Det director's cut af 'Blade Runner' var en helt ny og endnu mere tilfredsstillende oplevelse. Men hermed slutter historien om science fiction-filmverdenens grimme ælling ikke. 'Director's cut'-versionen af 'Bladerunner' var nemlig stadig ikke som Ridley Scott oprindeligt havde tænkt sig den. Den var kommet til verden i al hast og der var flere tekniske fejl i filmen, der trængte til en kærlig hånd, såsom tydelige wires, som løfter de flyvende biler i filmen og stunt-doubles ansigter, der bliver synlige.

Final cut
Alt det er nu rettet i et final cut af 'Bladerunner', der netop er udkommet på dvd verden over til udelt glæde for fans af det gamle science fiction-mesterværk. Lad det være sagt med det samme, at det ikke ændrer mange milimeter i forhold til 'Directors cut'-versionen fra 1992. Det er på ingen måder en ny film. Man skal se rigtig godt efter, hvis man skal se ændringerne ned i detaljerne.

Pudset og restaureret
Til gengæld fryder det øjet lige fra starten af, at filmen er blevet pudset op og restaureret, så billederne står knivskarpt. De fantastiske billeder af et fremtidigt tågeindhyllet og nattesort Los Angeles ser helt igennem fantastiske ud, endnu mere betagende end første gang de dukkede op på et filmlærred.
Og skal man tro instruktøren Ridley Scott er det den endelige slutning på historien om sci-fi-udgaven af Den grimme ælling. Der kommer ikke flere versioner af 'Blade Runner'.