Blodsbånd
Klask pladask
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er næsten som om man kan høre et klask undervejs i den norske film, 'Blodsbånd'. Sådan et klask, det gi'r, når en film sætter sig pladask mellem to stole. Filmens instruktør, Marius Holst, vil gerne side på en stol, hvor man kan fornemme og mærke hvad det vil sige at være en familie, der er blevet splittet og kuldkastet af politiske begivenheder i nutidens Europa. Samtidig vil han også gerne sidde på en stol, hvor man får serveret god underholdning og et stærkt drama, så der ikke går tung socialrealisme og elendighed i den.
På to stole
Det er såmænd fint nok. Det burde ikke være umuligt at skræve henover netop de to stole. Men Marius Holst er så forhippet på at få dramaet til at gøre indtryk, at han ender med at tromle henover det politiske udgangspunkt. Og så er det man kan høre et klask. 'Blodsbånd' sidder på gulvet, der hvor hverken den realistiske beretning om en kuldsejlet østeuropæisk familie eller det kraftfulde melodrama virker troværdigt og plausibelt. Alene det faktum, at Marius Holst finder det nødvendigt at servere 3 voldsomme dødsfald for at fortælle en historie om en dreng, der savner sin far, understreger, at 'Blodsbånd' er tæt på hysterisk optaget af at gribe sit publikum.
Et stort savn
Egentlig er historien rigeligt gribende i sig selv. Den 11-12-årige Mirush bor et sted i Kosovo sammen med sin mor, der bare forsøger at få familien til at overleve, og en fornuftig storebror, som sørger for at udfylde faderrollen i familien. Han tager sig fx af al den ballade Mirush roder sig ud i. Drengenes far er nemlig ikke til stede. Han er rejst væk - hvilket betyder at resten af deres familie sidder tilbage med et stort savn.
Det første dødsfald
Og her indfinder det første dødsfald sig. De to drenge opdager, at deres mor leverer kropslige ydelser til den lokale tv-sælger, som til gengæld giver familien et spritnyt fjernsyn. Den slags handler er drengene sjovt nok ikke begejstrede for, men da storebroderen drager afsted for at levere tv'et tilbage, træder han i vrede ud foran en bil.
Restaurant i Oslo
Ved at gennemrode sin brors sager opdager Mirush, at faderen har slået sig ned i Oslo, hvor han driver en restaurant. Og så drager Mirush afsted på illegal vis, gemt væk i en container, indtil han finder sin far og hans restaurant. Det er ikke ligefrem noget hjerteligt gensyn. Faderen har forlovet sig med en blond, norsk kvinde, og eftersom drengen ikke tør afsløre sin identitet, har faderen mest af alt lyst til at smide den snavsede dreng på porten.
Lavine af dramatik
Men langsomt får Mirush en plads i køkkenet på restauranten og hos faderen - indtil drengen er dum nok til at stjæle et guld-Rolex-ur fra en af den lokale albanske mafias håndlangere. Dermed sætter han gang i en lavine af dramatiske begivenheder, der er så voldsomme og blodige, at de snarere hører hjemme i de danske 'Pusher'-film end i det, der tydeligvis var 'Blodsbånd's udgangspunkt - at være et jordnært og realistisk forsøg på at beskrive de hårde skæbner, der opstår overalt på det nuværende europæiske landkort.
Snorker far?
Værre er det imidlertid, at de blodige begivenheder i 'Blodsbånd' slet ikke er nødvendige for at beskrive forholdet mellem Mirush og hans far. At en dreng savner sin far så meget at han kan ligge vågen om natten og spekulere på om hans far ligger på ryggen, når han sover, og om han snorker, er rigeligt dramatisk i sig selv. Og at en mor vælger at sælge sin krop til den lokale tv-handler i håb om at det kan få familien til at hænge sammen, rækker også som stof for et drama.
Opkørte blodigheder
De opkørte blodigheder i 'Blodsbånd' kvæler ikke kun autenciteten. De tager også så meget overhånd, at instruktøren Marius Holst har meget svært ved at finde tilbage fra dem igen. Den dybe, psykologiske beskrivelse af far/søn-forholdet, som Holst har bygget op til hele filmen, bliver druknet i filmens voldsomme scener. Det virker ganske enkelt som om Marius Holst er mere optaget af at finde på nye slagkraftige scener i stedet for at begrunde sine figurers opførsel.
Bagdel på gulvet
Og pludselig hører man lyden af en bagdel, der rammer et gulv med et klask. Det er lyden af Marius Holst og hans 'Blodsbånd', der har sat sig midt mellem to stole, midt mellem det autentiske politiske hverdagsdrama og blodig action.