Burn After Reading

Idioternes tidsalder

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Vi lever i idioternes tidsalder, råber ex-CIA-agenten Osbourne Cox på et tidspunkt i komedien 'Burn After Reading'. Det kunne meget vel være filmens overskrift. Alle medvirkende i filmen ta'r sig selv og deres situation enormt alvorligt, selvom enhver kan se det absurde og idiotiske i deres forehavende. Det betyder ikke nødvendigvis at de to berømte filmbrødre bag filmen, Joel og Ethan Coen, har noget dybt og stort på hjerte med deres 'Burn After Reading'. De har i princippet bare lavet en skæv og original komedie, men hvis man vil, kan man sagtens opfatte 'Burn After Reading' som en grovkornet satire over en tidsalder, hvor almindelige mennesker leder efter en stor og vigtig alvor de mest absurde steder.

Fire skønhedsoperationer
Det gælder fx Linda Litzke, der arbejder i et fitness-center og er sygeligt optaget af at samle penge til hele 4 skønhedsoperationer, der kan trimme hendes krop op. Og det gælder hendes kollega i fitness-centeret, Chad Feldheimer, der finder en cd som tilsyneladende indeholder nogle vigtige oplysninger, som CIA har brug for. I virkeligheden indeholder cd'en nogle uskyldige memoirer, nedskrevet af den tidligere CIA-agent Osbourne Cox, der har sagt sit job op i vrede over at være blevet taget af en opgave hos CIA. Og cd'en, der er landet i Lindas og Chads fitness-center, er reelt en cd, som Osbourne Cox' kone har brændt for at videregive sin mands skatteoplysninger til en advokat inden hun kræver en skilsmisse. Men Chad og Linda ser en mulighed for at presse penge ud af Osbourne, så Linda kan få sine skønhedsoperationer.

Fuglerede af forviklinger
Der er flere idioter, der foretager sig tåbelige ting i ramme alvor i 'Burn After Reading', fx den uduelige sikkerhedsvagt, Harry Pfarrer, som aldrig har løsnet et skud med sin pistol og bruger det meste af sin tid på at have flere elskerinder, deriblandt Linda Litzke. Der er selve CIA, der forgæves forsøger at holde hoved og hale i den her fortumlede fuglerede af forviklinger, hvor alle sætter privatdetektiver på hinanden for at finde beviser på utroskab, der kan begrunde en skilsmisse, hvor alle ser konspirationer alle mulige steder og hvor alle finder en stor og dyb alvor i CIA's agentvirksomhed.

Famler i blinde
Og endelig er der os, idioterne ude i biografen, der har siddet og labbet talrige amerikanske film om CIA i os i sikker forventning om at de erfarne agenter i det amerikanske efterretningsvæsen rent faktisk ved en hulens masse om det, de foretager sig. Hvilket de, ifølge 'Burn After Reading', ikke gør. De famler i blinde.

Tankevækkende satire
Det er det, der er så vidunderligt ved Coen-brødrenes nye komedie. Den er i sig selv en fjollet og gakket komedie i stil med 'The Big Lebowski', men den er også en tankevækkende satire over en tid, hvor alle finder dyb mening i noget, der er ganske irrelevant for deres lykke og velbefindende. Samtlige medvirkende i 'Burn After Reading' opfører sig som om de medvirker i en agentfilm. De ser hemmelige agenter og konspirationer overalt, og brødrene Ethan og Joel Coen driller publikum til at tro, at der rent faktisk foregår noget fordækt og vigtigt, blandt ved at spille dyster, stemningsfuld agentmusik mens sikkerhedsvagten Harry Pfarrer bygger en mystisk hemmelighedsfuld anordning bag et sikkerhedshegn i sin kælder. Efterhånden finder vi ud af, at anordningen overhovedet ikke er spor agent-agtig.

Personlig og prægnant
Men sådan er den tid, vi lever i, ifølge brødrene Ethan og Joel Coen. Vi ser alvor og stor betydning de mest absurde steder. Og med 'Burn After Reading' har de skabt en film, der meget nemt kan opfattes som en af deres mest personlige og prægnante film til dato, eftersom den piller al alvor ud af filmmediet og fylder det op med deres egen mening og betydning. Først leder vi som publikum efter den store betydning i noget, der ligner et agentunivers, derefter finder vi ud af at vi sidder og ser på en fjollet komedie om en bunke tåber og tosser, der ikke har begreb om noget som helst, indtil vi til sidst indser, at brødrene Coen har trukket os rundt ved næsen som aktører i idioternes tidsalder.
Det lille drilske filmkneb udfører Joel og Ethan Coen med deres sædvanlige enestående fornemmelse for at orkestrere scener og skabe rytmik i en film. Det er både ualmindelig morsomt og ubegribeligt elegant gjort.