Charlie Wilsons War

Åhhh, sikken en sjov krig

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Prøv at forestille dig, at du vil indspille en film, der skal ændre verden - fx en film, der skal vise magthaverne, at noget er helt galt med deres beslutninger, fx en krigsfilm, der vil understrege overfor politikerne, at deres beslutninger risikerer at få katastrofale følger, hvis ikke de sadler helt om, fx en film, der forsøger at overbevise USA's nuværende præsident om at strategien under den militære indsats i Irak ligeså meget handler om at genopbygge landet med fornuft som om at fjerne uønskede elementer med magt.

Kvinder og whiskysjusser
Hvordan forsøger man at få sit budskab igennem så præcist og stærkt som muligt? Med streng alvor, med myndig og vidende stemmeføring, med blod og vold og rædsler - eller hvad med læssevis af smukke kvinder, whiskysjusser i hobetal og bidende sarkastisk humor? Den nye, amerikanske film, 'Charlie Wilson's War' gør overraskende nok det sidste. Den fortæller historien om den amerikanske senator, Charlie Wilson, der indså at sovjetunionen var godt igang med at smadre sig vej gennem Afghanistan, ned til den persiske golf, ned til magten over olien. Men ingen i USA gjorde rigtig noget ved det. Det var for farlig at gå direkte ind i konflikten under Den kolde krig. Risikoen for en verdensomspændende krig lå lige for, som en CIA-chef siger det i filmen.

Underskriver med orgasmer
Altså måtte Charlie Wilson bevæge sig af kringlede kroge i det amerikanske statsapparat, praktisk talt uden om militæret og Det hvide Hus, men gennem diverse politiske kontakter og forbindelser. Det er her den sarkastiske, bidende humor kommer ind i billedet. Politisk lobbyisme er ikke nogen simpel affære, hverken i USA eller Det gamle Rom eller andre steder og det har aldrig været det. Det er en besynderlig affære, hvor selv små fikse overtalelsesmetoder som en gang sex, en flaske whisky eller en lille gengældelse for en gammel tjeneste kan få enorm betydning. Derfor vrimler det med letpåklædte smukke kvinder, whiskysjusser og besynder underhåndsaftaler i 'Charlie Wilsons War'. Fx kommunikerer Charlie Wilson og hans gamle, aldeles højreorienterede rigmandsveninden, Joanne Herring, ligeså meget med ord som med sex. De er begge interesseret i at få overleveret en masse våben til de fattige afghanere, så de kan smide russerne ud, men Wilson og Herring, der bliver spillet henholdsvis af Tom Hanks og Julia Roberts, underskriver ikke deres aftaler med pen, men med orgasmer, praktisk talt.

Fordrukne lobbyister
Det er ikke stive generaler og alvorsfulde hædersmænd, der ændrer verdenshistoriens gang i 'Charlie Wilsons War', men derimod fordrukne lobbyister, sexgale senatorer, våbenfikserede nørder og utilpassede CIA-agenter. En af de sidstnævnte er Gust Avrakatos, en agent, der kan sit kram, men som insisterer på at stå fast på at fortælle sandheden, også når hans chefer vil høre noget andet. Det bliver man ikke populære på i en politisk verden. Altså er Gust Avrakatos konstant i unåde i CIA. Men Avrakatos kan sit kram, han har sine dunkle forbindelser og han ved, at det, der foregår i Afghanistan, er noget helt andet end det, man hævder i officielle politiske kredse i USA. Han er ligeså akavet en agent som Charlie Wilson er en akavet politiker. Kun sådan et par kan redde Afghanistan.

Sex og snuhed
'Charlie Wilsons War' er altså langt fra så salvelsesfuld og alvorlig en politisk film som fx 'Syriana', 'Afsløringen' og 'Lions for Lambs', der alle er gået i krig med Præsident Bush' udenrigpolitik. 'Charlie Wilson's War' kæmper med helt andre midler, med humoren, især den spydige, galgenhumoristiske slags. I 'Charlie Wilson's War' er det hverken sandheden, fornuften eller æren, der driver verden rundt og vinder krige, men derimod sex, penge og almindelig kynisk snuhed.

Hollywood-håndværk
I hænderne på den efterhånden 77-årige veteraninstruktør Mike Nichols er 'Charlie Wilson's War' ikke en film med et grænsesprængede formsprog, snarere godt gammeldags Hollywood-håndværk, men dens humoristiske indgang til krig og politik er befriende anderledes i 2008. Tom Hanks fungerer ualmindelig effektivt, som den småtykke, whiskybællende og kvindeslugende senator Wilson, Philip Seymour Hoffman er mindst ligeså uforglemmelig som den kejtede CIA-agent, Gust Avrokatos, der serverer filmens mest spydige sandheder, og i det hele taget er både figurer og dialog yderst velbeskrevne hele vejen igennem. Det er ikke sikkert 'Charlie Wilson's War' vil ændre verden, men den er værd at tænke et par tanker over - og man får sig bestemt et godt kynisk grin undervejs.