Cloverfield

En genres genfødsel

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Jeg ved ikke hvorfor I andre går i biografen, men jeg gør det for at blive rystet i min grundvold, at få en oplevelse, der tvinger mig til at se verden påny - eller i det mindste bare ikke ligner noget andet, jeg har set. Derfor var den nye amerikan-ske actionfilm, 'Cloverfield', så forrygende og berusende en oplevelse. Den fik mig måske ikke til at se verden på en ny måde, men på en eller anden måde blev jeg rystet i min grundvold. Jeg fik en helt ny fornemmelse af at være midt i noget stort og voldsomt.

Gigantisk moster
Rent filosofisk eller intellektuelt er der ikke meget gods at hente i 'Cloverfield'. Den har hverken en ny verdensanskuelse eller noget vigtigt at fortælle menneskeheden, men den har en anderledes og original måde at fortælle en historie på. Den får os til at opleve filmmediet på en ny måde. Den gør det, der er så indlysende rigtigt, når man fortæller en gyser- eller katastrofehistorie. Den piller så meget ved de gældende regler og formler, at vi som publikum bliver usikre og bange. Vi har ikke set noget lignende før, så vi ved ikke hvor det hele ender.
Naturligvis kan man invende, at gyserfilmen 'The Blair Witch Project' allerede har gjort det, 'Cloverfield' gør. Begge film lader som om de består af et videobånd, som nogen har fundet, og på båndet kan man se nogle unge mennesker blive udsat for nogle ualmindelige voldsomme oplevelser. I 'The Blair Witch Project' havnede tre unge nysgerrige mennesker i kløerne på en mystisk heks i en skov. I 'Cloverfield' forsøger de at redde en ven midt på Manhattan mens et gigantisk monster fra det ydre rum er i gang med at overtage jordkloden.

Snaldret Hud
'Cloverfield' bruger imidlertid forbavsende lidt tid på sit monster, og forbavsende meget tid på en kærlighedshistorie mellem Rob og Beth, to almindelige unge New Yorkere. De første omtrent 20 minutter af filmen foregår i en lejlighed i New York, hvor Robs venner gør klar til en surprise-fest inden Rob skal til Tokyo som vicedirektør i et firma. Her render den temmeligt bøvede Hud rundt med et videokamera og forsøger at optage en film, Rob kan varme sig ved i Tokyo. Egentlig skulle det være en munter film med hilsner, men den temmeligt bøvede og snaldrede Hud begynder at snage i et lille kærlighedsdrama. Rob og den skønne Beth er blevet uvenner, Beth har en ny kæreste med til festen, selvom ingen er i tvivl om at de elsker hinanden. Men midt i udredningen af den kuldsejlede romantik, bliver New York ramt af en voldsom rystelse ...

Frihedsgudindens hoved
De festende konsulterer fjernsynet og går bagefter op på taget af husene for at se hvad der sker. Pludselig lyder en gigantisk eksplosion, store stenstykker vælter ned over husene, og da de unge mennesker går ned på gaden kommer hovedet af Frihedsgudinden pludselig flyvende gennem gaderne, rygende og forbrændt. Og midt i støvet fra væltende huse længere nede ad gaden kan man pludselig se en gigantisk krop. Kort efter, mens alle på Manhattan bliver evakueret, bliver Rob ringet op af Beth, der ligger fastklemt i sin lejlighed med murbrokkerne ned over sig. Og mens alle andre flygter væk fra Manhattan beslutter Rob og Hud og to veninder at gå den modsatte vej, gennem Manhattan, forbi monstret, til Beth.

Kender du Superman?
Rent historiemæssigt er der altså ikke meget nyt i 'Cloverfield'. Og selvom filmen skal forestille at være et sølle videobånd, optaget af en bøvet gut ved navn Hud, delvist i en brandert, bliver de 4-5 hovedpersoner aldrig nærværende som mennesker. Ikke engang de to elskende, Rob og Beth, virker som andet end silhoutter af mennesker. Helt pinligt bliver det i de situationer, hvor Hud forsøger at lægge an på Marlena, som han er blevet varm på. Hud bliver gjort til filmens komiske og kejtede element, hvilket der slet ikke er behov for. Og hans replikker som 'nå, kender du også Superman?' virker kun forcerede. Dramaet ved at se 4 mennesker kæmpe sig gennem gaderne mens militæret skyder om ørerne på dem, er helt rigeligt i sig selv.

Tanks og bazookaer
Det er udelukkende i sin leg med formen, 'Cloverfield' er så stærk og berusende. Scenen, hvor 5 venner beslutter sig for at flygte over Brooklyn-broen og den pludselig bliver væltet omkuld ligner intet andet fra en katastrofefilm, og da de resterende 4 venner pludselig må gemme sig bag nogle biler fordi militæret med deres tanks og bazookaer skyder på monstret foran dem, sad jeg med en fornemmelse af at filmmediet blev genfødt og genopfundet for øjnene af mig, hvilket er en ganske ekceptionel fornemmelse. Det er ikke spor svært at afskrive 'Cloverfield' som en bøvet og åndssvag katastrofefilm, som gammel og muggen vin hældt på en ny, smart karaffel, som et selvfedt egotrip for en ny generation, der nyder at nyde sig selv på hjemmevideosiden Youtube. Den skuffelse må andre rode med. Jeg blev rystet i min grundvold, jeg fik en fornemmelse af hvor stærkt filmmediet kan være, hvis man forstår at bruge det påny.