Dansen

Dansen om den varme grød

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Den danske film, 'Dansen', er alt for optaget af at være en film. Det kan lyde lidt bagvendt at sige, for naturligvis skal en film være engageret i det medie, den nu engang benytter sig af, men en film kan også være for optaget af at være film - for optaget af at præsentere sit tema og sin handling i en særlig filmisk form. Den kan insistere så heftigt på at fortælle sin historie på en filmisk måde, at historien aldrig får lov at komme op til overfladen. Når 'Dansen' er slut er det ikke billedet af to menneskers hårde og slidsomme kamp for at lære hinanden at kende, der står tilbage, men derimod billedet af en instruktør, der har kæmpet som en sindssyg for at sætte en film sammen på en særlig måde, der står tilbage. Det er sådan 'Dansen' er for optaget af at være film.

Danser omkring hinanden
Det gælder i særdeleshed 'Dansen', der grundlæggende er en meget, meget simpel historie. Følelserne bag menneskene i historien er langtfra simple, men historien handler blot om to mennesker, der så at sige danser omkring hinanden, danser om den varme grød, nysgerrige på om der er grundlag for et kærlighedsforhold mellem dem, undrende på om de rodebunke af følelser et menneske slæber rundt på, kan flettes sammen. Den ene er Annika, der driver en danseskole sammen med sin mor. Den anden er elektrikeren Lasse, der en dag bliver hyret til at reparere danseskolens gamle el-installation. Annika, der bliver spillet intenst og yderst levende af Trine Dyrholm, fatter interesse for Lasse, der ellers ikke ligefrem er en charmebombe. Han er mut og tilbagetrukket og er helst fri for at sige noget overhovedet.

Ud af fængslet
Men Annika får hul på Lasse, spillet af Anders W. Berthelsen. Dansen kan begynde. De ser hinanden an, lærer hinanden at kende - også mere konkret og brutalt end beregnet da det viser sig at Lasse lige er kommet ud af fængsel efter at have gjort et eller andet små-unævneligt ved en anden kvinde. Spørgsmålet er hvad? Og kan han gøre det igen? Er han et dyr eller bare et menneske, der er blevet presset ud over sine grænser? Kan hun elske ham eller ej? De spørgsmål bliver der danset grundigt og heftigt omkring. Annika og Lasse danser kun i en enkelt scene, men til gengæld lader Annika sine følelser komme direkte ud, hele filmen igennem, gennem sin undervisning af elever på danseskolen.

Fin billedliggørelse
Det er en fin lille billedliggørelse af Annika's følelsesliv. I enkelte tilfælde virker det anmassende, at publikum hele tiden skal gøres opmærksom på filmens tematik og i andre tilfælde får vi netop sat ord og tanker på de følelser, som rumsterer usagte hele filmen igennem. Heldigvis. Instruktør Pernille Fischer Christensen er nemlig ikke meget for at beskrive de to hovedpersoners følelser med ord. De taler ikke særlig meget sammen og nær de endelig taler sammen, når de ikke særlig langt.

Psykologisk drama
Målet for Pernille Fischer Christensen og hendes medforfatter, Kim Fupz Aakeson har tilsyneladende været at fortælle historien gennem deres kropssprog, gennem deres dans. 'Dansen' er tænkt som et psykologisk drama, hvor historien skrælles ned til grundbestanddelene og publikum selv skal bygge videre på figurernes følelser og tanker. Det er her, 'Dansen' bliver for optaget af at være film, den bliver enormt optaget af at bruge af filmmediets virkemidler, musikken, de metaforiske beskrivelser af følelserne osv, i stedet for at lade figurerne udvikle sig gennem ord og handling.

Umådeligt simpel handling
Historien i 'Dansen' er umådeligt simpel. Den handler om en problemstilling ethvert voksent menneske kan forholde sig til, nemlig angsten for eller fornemmelsen af at ens partner, kæreste, kone, mand eller samlever har gjort et eller andet eller besidder et eller andet, som kiler sig ind i forholdet, som tvinger det fra hinanden. Og det er pænt sandsynligt at Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz var kommet betydeligt længere i deres beskrivelse af et forhold - at de havde fået langt flere nuancer og pointer med - hvis de havde givet figurerne lov til at tale sammen for alvor, udveksle følelser, stille spørgsmål til deres tunger blev blå, råbe og skrige ad hinanden, istedet for bare at danse om den varme grød. Det er temmelig sandsynligt at filmen havde givet os et spændende indblik i to menneskers nervøse danse om hinanden hvis Lasse havde fået lov til at rigtig at forklare hvad der skete i ham den dag han foretog sig det unævnelige og hvis Annika havde fået lov til at forklare hvorfor det både fascinerer og skræmmer hende, at Lasse har gjort noget unævneligt. Så havde publikum måske også haft en chance for at forstå hvorfor i alverden en udadvendt pige som Annika bliver interesseret i en mut og ucharmerende skiderik som Lasse. 'Dansen' tager et velkendt og dagligdags fænomen, noget adskillige mennesker oplever flere gange i deres liv, og propper det ind i en filmisk konstruktion. 'Dansen' havde utvivlsomt klaret sig bedre ved at være mindre form, mere kærlighedsforhold.