De usynlige

Velsignet veludført og velspillet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Beklager. Jeg har ledt og ledt, endevendt hver en scene i hukommelsen, smagt på hver en følelse i maven, gennemgået hver enkelt figur, vendt og drejet hver eneste skuespiller og jeg kan simpelthen ikke finde nogetsomhelst at brokke mig over i den norske film, 'De usynlige'. Ked af det. Den er ganske enkelt afsindig vellykket, umådeligt velkonstrueret og fabelagtigt velspillet.

Gennemtrawlet emne
Naturligvis er der øjeblikke i filmen, hvor noget ikke virker helt rigtigt og hvor troværdigheden bliver ulden i kanten. Men hver gang lykkes det instruktøren Erik Poppe at dreje det hele på plads igen, hver gang lykkes det ham at undgå at skvatte i de indlysende faldgruber for en film om så alvorligt og svært og efterhånden også gennemtrawlet emne.

Misrøgtede børn
Gennem de seneste år er den mere seriøse og kunstneriske ende af filmverdenen blevet nærmest tæppebombet med film om voksne mennesker, der mister deres børn - af den ene eller anden grund. Næsten halvdelen af filmene i konkurrence på sidste års filmfestival i Berlin handlede om døde, syge eller misrøgtede børn, og det var langtfra alle film, der fik noget kunstnerisk fornuftigt ud af at pine de stakkels børn.
Det kræver altså en voldsomt dyb indånding at sætte sig ned for at se endnu en film om et barn med en uheldig skæbne og alle de ulykkelige følger, det har for alle voksne omkring det. Men Erik Poppe giver det hele en uimodståelig friskhed, en forbavsende naturlighed og en utrolig intensitet.

Allerstørste mareridt
Det er der flere grunde til. En af de bedste grunde er danske Trine Dyrholms indsats som den danske kvinde Agnes, der en dag er på en tur i en parki Oslo med sin 4-årige dreng Isak og lige skal hente kakao på en café. Det tager længere tid end planlagt fordi nogen puffer til hende så hun får kakao på trøjen og da hun kommer ud igen er klapvognen med drengen væk. Det syn til enhver forældres allerstørste mareridt, men netop situationer, hvis intensitet bør gi' sig selv, er blandt de sværeste at få til at leve på film. Det lykkes i 'De usynlige', primært fordi Trine Dyrholm rent faktisk ligner en mor, hvis klapvogn med indhold lige er blevet væk.

Vi har efterhånden set Trine Dyrholm overgå sig selv igen og igen i intensitet i film som 'En soap', 'Daisy Diamond' og 'Dansen', men i 'De usynlige' er hun ganske enkelt i særklasse. Hun slipper afsted med noget ganske usædvanligt, at give troværdighed til en kvinde som publikum først har stor sympati for, derefter bliver dybt forargede og irriterede over og tilsidst finder sympati for igen. Den rolle vil ikke mange skuespillere kunne hive i land.
En næsten ligeså god grund til filmens friskhed og naturlighed på trods at sit tyndslidte emne er den anden hovedrolle, Jan Thomas, som var en af de to unge mand, der snuppede klapvognen med drengen foran caféen for at tømme tasken under vognen for værdigenstande. Uheldigvis blev drengen bange, stak af og kom galt af sted, og under stor mediebevågenhed endte Jan Thomas og hans ven i fængsel.

Smuk spiritualitet
Adskillige år senere kommer Jan Thomas ud, fast besluttet på et nyt liv takket være de usædvanlige evner som organist, han har udviklet i fængslet. Han får et job i en kirke, men bliver indhentet af sin fortid da Agnes genkender ham under et tilfældigt besøg i kirken. Pål Sverre Hagen, der spiller Jan Thomas, er ikke en skuespiller af samme store kaliber som Trine Dyrholm, men til gengæld har Erik Poppe udstyret ham med nogle formidable evner som organist. Det er ikke første gang en film forsøger at vise en kuldsejlet sjæls kamp for at finde tilgivelse hos Gud ved at spille eller synge, men i 'De usynlige' klinger Jan Thomas' særlige egenskab ualmindelig rent. Det virker troværdigt, det virker stærkt og voldsomt og det pakker hele filmens historie ind i en smuk spiritualitet, uden at det anmassende.

Overraskende humor
Tværtimod er 'De usynlige' også i besiddelse af en dejligt jordnær og overraskende humor, der flere gange styrer filmen uden om de klichéerne. Da Jan Thomas netop er ankommet til kirken og han støder ind i en ung, kønne præstinde, der ikke kan få åbnet et vindue, ved vi udmærket hvad der skal ske. Jan Thomas skal åbne vinduet for hende, de skal smile sødt til hinanden, hun inviterer på en kop kaffe en dag og Jan Thomas er på vej mod en ny tilværelse. Men nej, Jan Thomas går i gang med at åbne vinduet, men bliver forstyrret af en dum spyflue, som han skynder sig at klaske med en avis. Så bliver den unge præstinde vred. Hun ville jo netop åbne vinduet for at lukke fluen ud ...

Dum og flov
Så står Jan Thomas tilbage. Dum og flov og kejtet og det ligger underforstået i luften, at han ikke er blevet synderligt mere moden af at være i fængsel. Han har stadig ikke lært respekten for selv de mindste væsener. Det er en fantastisk velfungerende scene - og et godt eksempel på hvordan Erik Poppe hele tiden holder filmen åben og styrer uden de nemmeste løsninger.
Der er så mange velfungerende og elementer og velfungerende løsninger i 'De usynlige', at jeg kunne sidde og remse dem op hele dagen. Det vil være absurd at snakke om en fejlfri film, for noget af det vidunderlige ved film er, at der ikke er nogen facitliste. Men 'De usynlige' virker på sin vis velsignet - som alt bare er gået velsignet godt under idéudviklingen, manuskriptskrivningen, indspilningen og klipningen. Jeg kan simpelthen ikke finde på noget negativt at sige om 'De usynlige'.