Death Race

Skue ikke en film på bilerne og brysterne

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er meget nemt at affærdige 'Death Race' som blot en actionfilm med fede biler, seje fyre, lækre damer og et åbenlyst forsøg på at få fat i publikum, der elsker computerspil. Intet ville være nemmere. men for det første er der ikke nødvendigvis noget i vejen med actionfilm med fede biler, seje fyre, lækre damer og klare paralleller til computerspillenes verden. Og for det andet indeholder 'Death Race' meget mere end sit drengerøvsunivers. Den gemmer på aldeles skarpe lag nedenunder.

Lækre damer
Grundlæggende skriver 'Death Race' sig ind i en klassisk amerikansk filmtradition fra 60'erne og 70'erne, nemlig b-filmene - film, der kom til verden på små budgetter, med lidet kendte skuespillere og med historier, der var for kulørte og for spektakulære til at gøre sig i det fine selskab blandt rigtige a-film. Men selvom b-filmene handlede om zombier eller motorcykelrockere eller dødelige epidemier, og selvom b-filmene som regel havde seje fyre og lækre damer på rollelisten, bar de ofte rundt på skarpe politiske eller samfundskritiske pointer nedenunder.

Kulørt historie
Den tradition skriver 'Death Race' sig ganske bevidst ind i. Filmen bygger på en 33 år gammel actionfilm, 'Death Race 2000', skabt af en af b-filmenes konger, Roger Corman. 'Death Race 2000' var en meget kulørt historie om et racerløb, der foregår på almindelige landeveje og som i al sin enkelhed går ud på at køre almindelige mennesker ned og score point undervejs. Den historie brugte Roger Corman til at ironisere over den brede pøbels blodtørst sådan som den kom til udtryk i Colosseum i det gamle Rom og i medierne nu om dage.

Blodigt racerløb
I Paul W. S. Andersons nye genindspilning er det blodige racerløb flyttet til år 2012, hvor en gennemgribende økonomisk krise har fyldt USA med arbejdsløse og kriminelle. Det lyder jo ganske aktuelt ovenpå de seneste måneders hysteriske forudsigelser om en verdensomspændende krise. I et af de overfyldte fængsler hygger den kvindelige fængselsinspektør, Hennessey, sig med at arrangere et computerspilslignende racerløb, hvor hovedparten af kørerne omkommer, ikke mindst fordi de specialbyggede biler også er udstyret med et stort arsenal af våben, inklusiv napalmbomber. Det løb bliver transmitteret via de nationale tv-net, hvilket betyder at fængselsinspektøren kan skovle læssevis af penge ind.

Skarpe kommentarer
Allerede her gemmer filmen på flere skarpe kommentarer til nutidens medier og magthavere. men den skarpeste pointe i filmen gemmer sig i det syn, fremtidens magthavere har på straffefanger. De er ikke rigtige mennesker, snarere en civiliseret udgave af vilde dyr, som man snildt kan udnytte til almindelig underholdning. Den opfattelse af straffefanger ligger sådan set ikke vanvittigt langt fra den nutidige opfattelse i USA, som har det største antal fanger pr indbygger på jordkloden. I flere amerikanske stater har man love, der stempler fanger som andenrangsborgere for livstid, og på de amerikanske tv-stationer bringer man gerne dokumentaroptagelser fra fængslerne side om side med naturudsendelser om vilde dyr.
Straffefangerne indgår altså som det lavest rangerende led i underholdningskæden, hvilket 'Death Race' understreger flere gange. Filmens hovedperson, den tidligere racerkører, Jensen Ames, er ganske vist uskyldigt dømt for mordet på sin kone, men vi får at vide, at hvis ikke han havde fundet netop sin kone, ville han forlængst være havnet i fængslet alligevel.

Frankenstein
Og nu er han i fængslet Terminal Island, hvor han skal overtage pladsen efter den legendariske kører, Frankenstein, der omkom i forrige løb. Det vil fængselslederen Hennessey bare ikke fortælle omverdenen af frygt for at seertallene falder. Og som det hurtigt fremgår af historien, er det Hennessey, der har sørget for at stakkels Jensen Ames er blevet dømt for mordet på sin kone. Underholdningsverdenen styrer med andre ord verden - og den har ingen skrupler.
Hertil føjer 'Death Race' minsandten endnu en lille kommentar til vor tids tankegang. Den langer ud efter den almindelige antagelse, at straffefanger ikke er egnede til at være forældre og børneopdragere. Jensen Ames er udmærket klar over at han ikke er verdens bedste rollemodel. Men han er ligeglad. Han elsker sin lille datter, som nu er taget fra ham, over alt på jorden, og det er, som han siger, 'det vigtigste i verden for ham'.

Slagkraftigt tankegods
Der er altså rigeligt med slagkraftigt tankegods nedenunder det her orgie i seje fyre i fede biler, lækre damer med halvblottede bryster og stramme bukser, vilde eksplosioner og brutale slagsmål. Det gør ikke filmen god i sig selv. Det gør det til gengæld, at filmen afleverer pointerne klart og præcist, pakket ind i en historie og en ramme, der er ligeså stærk som i de lignende science fiction-film, 'Terminator' og 'Mad Max'. Og fremfor alt fortæller Paul W. S. Anderson historien i et velkonstrueret, gennemført og ekstremt effektivt billedsprog, hvor parallellerne til computerspilsverdenen giver rigtig god mening.