Delirious

Ikke dybt, men ihvertfald sjovt

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er svært ikke at fundere over, hvor kikset en film, 'Delirious' kunne være blevet hvis ikke instruktøren Tom DiCillo havde fået fingre i en håndfuld glimrende skuespillere. Den slags overvejelser om skuespillernes betydning kan man selvfølgelig have med temmelig mange film, for ikke at sige alle film, men de virker ekstra påtrængende i 'Delirious'. Hvis ikke skuespillerne havde styret filmen nogenlunde sikkert i havn, ville 'Delirious' mærkelige balance mellem hård satire på mediernes celebrity-hysteri og næsten tuttenuttefjollet humor, være blevet umulig at holde ud. Sådan er det heldigvis ikke gået.

Et omvandrende kvalitetsstempel
Det skyldes først og fremmest skuespilleren Steve Buscemi, der nærmest er blevet et omvandrende kvalitetsstempel i alternative amerikanske film, mest af alt film af Quentin Tarantino og Brødrene Coen. Med sine rynkede øjne, gule og skæve tænder, slaskede hår og duknakkede fremtoning ligner han alt andet end en filmstjerne. Men det er lige hvad han er. I 'Delirious' brillerer han fuldstændig i rollen som en papparazzi-fotograf, der ikke vil vedgå, at han er en papparazzi-fotograf, uanset at han lever af at sælge billeder af kendte mennesker, helst i kompromitterende situationer. Hans forældre væmmes ved hans arbejde og selv er manden så fuld af galde overfor resten af verden, at han ikke er i stand til at finde venner. Den figur er naturligvis sat kraftigt på spidsen, men Buscemi styrer ham sikkert hjem. Han formår både at gøre ham til en komisk figur og at fange det lille, men vigtige anstrøg af usikkerhed og følsomhed, der bliver gemt væk bag den hårde facade.

Søvngængeragtigt
Ved siden af sig har Buscemi den unge Michael Pitt, der før har brilleret i 'The Dreamers' og Kurt Cobain-portrættet 'Last Days'. Han spiller en ung mand, der er stukket af hjemmefra og som bor som hjemløs i New York, indtil han ser muligheden for at koble sig på Buscemis papparazzi-fotograf som assistent. Kold og hård som han er, gider ikke Buscemi ikke have Pitt hængende, men da han ser nogle muligheder i at have en assistent, indlogerer han ham på en hylde i et skab. Efterhånden sker der imidlertid det forunderlige, at Pitt bliver forelsket i en popstjerne, der gengælder Pitts følelser. Fra at være en bums på gaden bliver Pitt inviteret indenfor i de kendtes verden, og så bliver papparazzi-fotografen Buscemi gennemført jaloux. Det er ikke nogen stor og svær rolle Pitt har fået, han skal mest af alt vandre lidt søvngængeragtigt gennem mediernes celebrity-hysteri, men med sit sikre underspil fungerer Pitt strålende som modstykke til Buscemis overgearede figur.

Jordnært og ukrukket liv
Det tredie stærke kort i 'Delirious' er Alison Lohman som popstjernen, der ubevidst drømmer et rigtigt liv, langt fra den kunstige popstjerneverden. Derfor falder hun for Pitts bums, der lever et jordnært og ukrukket liv. Rollen som bimbet popdulle à la Britney Spears kunne nemt være druknet i billig satire, men Alison Lohman formår at gøre sin popstjerne til både tomhjernet popdulle og et menneske, der higer efter et andet liv. Der er en troværdighed over hendes figur, som svagere skuespillere ville have knækket nakken på. Sammen får Buscemi, Pitt og Lohman kørt 'Delirious' i land som en spøjs og skæv komedie, der ofte er ved at dratte sammen og blive for meget i sin typiske selvbevidste amerikanske undergrundsstil, men som heldigvis strammer sig op og leverer skarp satire når det skal være.

Ensomme følelseshæmmede fotografer
Filmens stærkeste stykke satire er Buscemis udlevering af de ensomme, følelseshæmmede papparazzi-fotografer, der kun kan finde ud af at forholde sig til verden ved at optage den med et kamera og sælge den videre. Det bliver tydeligt i en fantastisk scene, hvor Buscemi møder sit idol, rockmusikeren Elvis Costello, ved en fest og slet ikke kan finde ud af at tale almindeligt med ham. Han får det skidt og kan først få styr på sig selv, da han hiver sit kamera frem af lommen og begynder at tage billeder af Costello. Det er måske ikke dyb psykologi, men det er ihvertfald sjovt. 'Delirious' er heller ikke ligefrem nogen skarp og præcis satire over medierne og celebriteterne, men takket være sine stærke skuespillere er den blevet en finurlig komedie med adskillige yderst veltimede scener.