Disco-ormene
Computeranimationens zoologiske have
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er ikke utænkeligt, at samtlige dyrearter i verden vil være blevet repræsenteret gennem en computeranimeret film om 10-15 år. Vi har set myrerne i 'Antz', bjørnene i 'Bjørnebrødre', hajerne i 'Stor ståhaj', bierne i 'Bee Movie', pingviner i både 'Happy Feet' og 'Surfs Up', pandabjørnene i 'Kung Fu Panda', adskillige fiskearter i 'Find Nemo' og adskillige insekter i 'Græsrødder' - for blot at nævne nogle stykker. Og minsandten om ikke regnormene nu også får deres særlige karakter og personlighed hudflettet i den nye danske animationsfilm, 'Discoormene'.
Træder i store fodspor
Det kan virke unfair at lange ud efter en lille dansk film for at træde i store films fodspor, når nu 'Discoormene' har arbejdet med et budget, der kun er en brøkdel af de penge, de store amerikanske computeranimationsfilm kan arbejde med. På den anden side kunne det netop have været 'Discoormene's store styrke, hvis den var gået sin helt egne veje og havde glemt alt om hvordan man plejer at gøre i Hollywood.
Lånt og genbrugt
'Discoormene' er bestemt ikke blevet nogen dårlig film. Havde den ikke benyttet sig af samme formel som 30-40 amerikanske animationsfilm havde den formentlig været både overraskende og overrumplende, men hvis man har set bare halvdelen af den førnævnte række af film om dyr, kan man ganske hurtigt gennemskue hvilke prøvelser filmens håndfuld af regnorme bliver udsat for. Og det hjælper ikke meget at filmens historie har lånt og genbrugt store bidder af den australske nyklassiker, 'Strictly Ballroom'.
Danner et band
Der er altså ikke de store fortællemæssige chok at hente i historien om regnormen Bjarne, der må finde sig i at være nederst i dyrehierakiet og at blive mobbet af de andre insekter, men som en dag finder en pladespiller og en vinylplade med diskomusik i bunden af en af sin fars gamle kasser. Bjarne bliver suget med af de æggende rytmer og inden længe har han dannet et band sammen med fire andre orme, vennen Niller, heavyrockeren Jimmy, drømmepigen Gloria og Bjarnes egen mellemleder på arbejdet, Donna.
Papirnusser
Bjarnes mor befaler ham at få et godt job som papirnusser i komposteringsfirmaet A. P. Mødding, men Bjarne holder fast i sin drøm, han vil spille disco, han vil synge og danse - ja, han vil vise, at han duer til noget særligt selvom han er en latterlig regnorm. I den sammenhæng får han hjælp af sin gamle far, der gik rundt med samme drømme i sine unge dage, men som aldrig fik dem realiseret, bl.a. pga sin dominerende kone. Det er den figur og det dramatiske kneb, der er taget direkte ud af 'Strictly Ballroom'.
Erfaren discomusiker
Oveni den tydelige genbrug af velkendte fortælletricks har 'Discoormene' også problemer med at stramme tøjlerne i historien og kridte bifigurerne ordentlig op. Det kan lyde som lidt af bagatel at hive fat i, men det er lige netop på de punkter forbillederne i USA er meget grundige. Derfor virker en figur som Bjarnes mellemleder, Donna, forstyrrende diffus i 'Discoormene'. Det ene øjeblik er hun en hård og truende mellemleder, der kan fyre Bjarne med et knips med fingrene. Det næste øjeblik viser hun sig at være en erfaren discomusiker, der kan få styr på Bjarnes band. Det er en omvæltning de færreste figurer kan klare uden at brække nakken - og netop nakken knækker fuldstændig for Donna i resten af filmen, hvor hun uden videre er blevet reduceret til bare et menigt medlem af den flok, der får skideballer af chefen på A.P. Mødding. Hvor i alverden blev den skrappe mellemleder af?
Smittende glæde
Der er en medrivende energi og en smittende glæde ved historien i 'Discoormene', og den lettere besynderlige konstruktion med discodansende orme fungerer forbavsende overbevisende. Men det hæmmer altså unægteligt fornøjelsen at historien lægger sig veltilpas og forudsigeligt ind i rækken af film om dyr.